Den nye bonde - og den nye husmand

Den firlængede bondegård af bindingsværk, der opfattes som typisk for Øerne og Østjylland, fik først sin endelige sluttede form i reformperioden. Frilandsmuseets gård fra True ved Århus bestod omkring 1700 af tre forholdsvis korte, fritliggende længer: stuehus, stald og lade. Omkring 1750 er længerne blevet forlænget, formentlig som følge af de bedre tider. Og endelig omkring 1780 er der blevet tilbygget yderligere fag, således at længerne er blevet sammenbygget omkring gårdspladsen med brønden og møddingen.

.

I det tidlige forår 1791 tog en lille kreds af fremtrædende københavnske embedsmænd og borgere et usædvanligt initiativ. De ville rejse et monument „til erindring om de landsfaderlige velgerninger, Hans Majestæt i vore dage har bevist den hæderlige bondestand”.

I virkeligheden ville de rejse et politisk monument. Det skulle være et monument over dem selv: det friheds- og lighedsbegejstrede borgerskab og dets alliance med enevælden, vendt mod den godsejerprotest, der var brudt åbent frem et halvt år tidligere.

Og det skulle for tid og evighed fastholde kongen på det løfte, han havde givet i forordningen om stavnsbåndets løsning: at den frihed aldrig ville blive tilbagekaldt eller indskrænket. På monumentets sokkel skrev de, at det var rejst „af enige og taknemmelige borgere”.

Initiativet fik en begejstret modtagelse. Pengene strømmede ind, og allerede den 31. juli 1792 kunne grundstensnedlæggelsen finde sted under store festligheder. Grundstenen blev lagt af kronprinsregenten selv, til nogen forundring for en 12-årig tilskuer.

Den lille Adam Oehlenschläger kunne ikke forstå, hvorfor kongens søn – som han så ofte havde set ude på Frederiksberg Slot, hvor Adams far var slotsforvalter – skulle stå som en anden håndværkssvend og mure med sten og kalk.

Da kronprins Frederik ankom til den træomkransede runddel uden for Vesterport, var han blevet hilst med kanonsalut, og på tilbagevejen gennem hovedstaden til Christiansborg Slot „strøedes blomster på hans vej af nogle af stadens ædle borgerinder fra altaner, hvor han kom forbi”.

På den side, der vendte mod byen, stod der: På siden, der vendte mod det åbne land, læste man:

KONGEN KIENDTE AT BORGERFRIEHED BESTEMT VED RETFÆRDIG LOV GIVER KIERLIGHED TIL FÆDRELAND MOD TIL DETS VÆRN LYST TIL KUNDSKAB ATTRAAE TIL FLID HAAB OM HELD

KONGEN BØD STAVNSBAANDET SKAL OPHØRE LANDBOELOVENE GIVES ORDEN OG KRAFT AT DEN FRIE BONDE KAN VORDE KIEK OG OPLYST FLITTIG OG GOD HÆDERLIG BORGER LYKKELIG

Monumentet, der blev rejst, var en høj obelisk omgivet af fire klassiske kvindefigurer, der symboliserede agerdyrkningsflid, troskab, tapperhed og borgerdyd. Digteren Thomas Thaarups inskription var i tidens yndede nordiske stil, der skulle føre tanken hen på en runesten fra oldtiden.

Læste man indskriften positivt, stod der, at kongen ved at ophæve stavnsbåndet og udstede reformlovene havde sikret, at bonden ville blive en respekteret og ligeværdig borger, forsvarsvillig, uddannet og driftig. Og at han som menneske ville blive lykkelig, med alt hvad oplysningstidens optimisme lagde i det begreb.

Læste man derimod indskriften negativt, stod der, hvordan Danmark havde været, før kongen bød. Det havde været et tilbagestående samfund, retsløst og vilkårligt, med onde godsejere, brutale ridefogeder og kuede hovbønder på træhesten.

Men hvordan man end læste Frihedsstøttens budskab, stod der, at landboreformerne skyldtes et kongebud. At de var reformer fra oven.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Den nye bonde - og den nye husmand.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig