Valdemar Atterdags ægteskab med dronning Helvig er foreningen af Abelslægten med Christofferlinien af det danske kongehus. Ved kong Valdemars død var dog kun det ene af hans seks børn i live, nemlig Margrete Valdemarsdatter, dronningen af Norge. Da hun i 1387 mistede sin eneste søn, den unge kong Oluf, og da hun ikke senere indgik nyt ægteskab, blev hendes nærmeste efterkommere søsteren Ingeborgs slægt. Efter 1388 var det to børn af Ingeborgs datter i hendes ægteskab med en hertug af Pommern, unionskongen Erik af Pommern (der i dåben var blevet navngivet Bugislav) og hans søster Catharina.

.

Junker Valdemar, den senere kong Valdemar Atterdag, var under sin fader Christoffer 2.s sidste ulykkelige år forblevet i Tyskland, ved sin svoger den lidt ældre unge markgreve af Brandenburgs hof og hos dennes fader den tyske kejser Ludvig af Bayern. Af Valdemars senere imponerende politiske indsats er det indlysende at han har lært meget i sit tyske eksil, men der foreligger ingen efterretninger om det. Allerede fra 1335, måske det år han blev myndig, var der planer for Valdemars fremtid hos hans høje slægtninge. Det er dog først i 1338, han træder selvstændigt frem med udstedelse af privilegiebreve til hansestæderne Greifswald og Anklam med løfter på fremtiden, når han bliver konge i Danmark. Valdemar er ved disse lejligheder omgivet af flere danske, både verdslige stormænd og høje gejstlige med bisp Sven af Århus i spidsen. Han betegner sig selv „domicellus Valdemarus”, junker Valdemar, og hans forbindelse til jyske kredse og bisp Sven understreges af det kalkmalede rigsvåben med tilskriften „Domicellus Valdemarus” i Vor Frue Kirke i Århus.

Gennem foråret 1340 og i tiden tæt op til mordet på grev Gerhard fandt der forhandlinger sted mellem de forskellige parter i sagen. Således aftalte grev Gerhard i februar pantebytte med sin nevø hertugen af Sønderjylland, og i marts lovede Valdemar Estland til sin svoger markgreven, men i slutningen af april blev det bestemt, at Valdemar Christoffersøn som konge skulle indløse Nørrejylland fra greverne Henrik og Claus og ægte deres søster, men en måned senere er hertug Valdemar blevet mellemmand og den, der betaler greverne. Nu er det fra ham, kong Valdemar skal indløse Nørrejylland, og nu er det hertugens søster, han skal ægte med landet nord for Limfjorden som medgift.

Således „æventyrede hertugen meget for kongens skyld”, og efter bryllup på Sønderborg i pinsen 1340 drog svogrene Valdemar op i Jylland til hyldning på Viborg Landsting.

Samtidig var der truffet aftale med grev Johan om hans dele af riget, og Valdemar, der siden er blevet kaldt både Atterdag og „Den onde” var nu konge over Jylland, Fyn, Sjælland og Øerne. I teorien kunne han vel også gøre krav på at have indløsningsret til Skåne, men så langt gik aftalerne ikke, og der lå et langt, hårdt arbejde foran kong Valdemar, inden han kunne tage konkurrencen op med kongen af Sverige om landene øst for Øresund.

Magnus Eriksen af Sverige og Norge var meget tilfreds med nu også at være herre i de gamle danske lande, ikke mindst det rige Skåne som han i forståelse med skåningerne allerede i 1332 havde overtaget da grev Johan tilbod ham at indløse pantet og overtage landet. Der kom hurtigt til at foregå nogle spidsfindige forhandlinger herom, men de endte i dødvande, og Skånes fremtid blev først igen dansk da våbnene havde fået lov til at tale så sent som i 1360.

Ægteskabet med den sønderjyske prinsesse har sandsynligvis ikke været et inklinationsparti, men som politisk begivenhed var det løfterigt. Det var intet mindre end foreningen mellem Abels og Christoffer 1.s linier af den danske kongeslægt der nu i nøjagtigt 88 år havde været hinandens dødsfjender.

Dronning Helvig skænkede sin fyrstelige gemal seks børn hvoraf kun tre blev voksne og kun ét overlevede faderen. En søn Christoffer døde i 1363, 18-19 år gammel, datteren Ingeborg døde 1370 som hertuginde af Mecklenburg, medens det yngste barn Margrete, født 1353, blev dronning af Norge samt „Danmarks fuldmægtige Frue og Husbonde” og levede til 1412. – Om Valdemars og Helvigs ægteskab vides praktisk taget intet. Hun døde i 1374, året før Valdemar, efter at have levet sine sidste år i Esrum Kloster.

Kong Valdemar viste hurtigt at han var i besiddelse af et politisk talent der var højere udviklet end hos flertallet af tidens fyrster i Europa. Han nød en mere eller mindre pålidelig velvilje blandt danske stormænd og støttede sig ellers til sin udenlandske familie, fyrstehuset Wittelsbach. Det var dem der nu havde investeret i ham, og de kom til at finansiere ham i de første år af hans regering. Dette fandt udtryk i at kongens embedsmænd i de første par år af denne periode for en del var folk i brandenburgsk tjeneste ud over det loyalitetsforhold de nu havde til kongen af Danmark. Valdemar kunne her udnytte at han reelt var sidste mulighed. Hans ældste broder Erik var død før kong Christoffer. Den næstældste, Otto, sad i holstensk fangenskab og wittelsbacherne havde interesse i at holstenerne ikke forsøgte at gøre ham til konge. De var nu bundne til Valdemar, og det skulle vise sig at de havde gjort et sikkert valg. Otto kom ud af sit holstenske fangenskab i 1341, men det er uvist, hvor han var, og hvad han foretog sig indtil 1346, da han indtrådte i Den tyske Orden, Maria-ridderne i Preussen, i forbindelse med kong Valdemars salg af Estland til ordenen.

Ved en blanding af held, vold og list lykkedes det i løbet af ti år kong Valdemar at bringe Jylland og Sjælland i sin nogenlunde uangribelige magt og skabe sig en position i forhold til Fyn og Skåne der gjorde det til et spørgsmål om tid hvornår han overtog også disse lande.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Den nye konge og hans ægteskab.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig