På den nederlandske korttegner Ortelius' kort fra 1595 har hele Den skandinaviske Halvø fået samme farve som Sverige, hvilket næppe har huet Christian 4. På det, der vel skal forestille nordpolskalotten står der på latin: „Her bor pygmæerne.”

.

Over for kongemagernes højadelige kreds havde kongen med sin håndfæstning afgivet det edsvorne løfte, at han ingen krig „ville begynde eller påslå, uden det sker med menige Danmarks riges råds vilje, fuldbyrd og samtykke”.

Det var uden tvivl den bestemmelse i håndfæstningen, som plagede kongen mest. Og oven i denne kraftige indskrænkning af kongens udenrigspolitiske handlefrihed kom paragrafferne 24 og 25 i Stettinerfreden af 1570. De var på det danske rigsråds initiativ blevet indført i fredsaftalen, der afsluttede Den nordiske Syvårskrig mellem Danmark og Sverige, og indeholdt en nøje beskrivelse af, hvorledes stridigheder mellem de to riger for fremtiden skulle ordnes. Paragrafferne satte kongerne uden for indflydelse. Tvistemål skulle afgøres på grænsemøder mellem repræsentanter for det danske og det svenske rigsråd, og lykkedes det råderne fra de to riger at blive enige, havde kongerne at rette sig derefter. Gjorde de ikke det, var råderne løst fra deres ed over for deres respektive herrer.

Sverige var klemt af Danmark-Norge. Det havde kun adgang til de vestlige have gennem en lille korridor ved fæstningen Elfsborg, der lå ud mod Kattegat mellem det norske Bohuslen og det danske Halland. Danmark var ubetinget Østersøens behersker. De danske besiddelser fortsatte hinsides Blekinges kyst til øen Øsel ud for den baltiske kyst, og Danmark havde foruden Bornholm et fast og stærkt støttepunkt i Gotland.

Med den kraftige vækst i søhandelen kom Østersøen til at spille en stadig større rolle, og den indre udvikling i Sverige siden løsrivelsen fra Danmark i 1523 havde efterhånden konsolideret riget så meget, at det havde brug for albuerum. I første omgang kom den svenske ekspansion til udtryk i forsøg på at nå de vigtige Nord- og Vesterhave via det nordlige Norge og i bestræbelser på at sætte sig fast på den baltiske kyst.

Det danske rigsråd var naturligvis klar over, at Sverige ville stræbe efter at befæste sin magtposition på det dansk-norske riges bekostning, men de konflikter, det måtte føre med sig, skulle så vidt det overhovedet var muligt løses gennem forhandling og voldgift. Den danske konge havde helt andre storpolitiske ambitioner. Han ville erobre Sverige og genskabe den nordiske union under dansk overherredømme. På samme måde som de danske storgodsejere gennem godsspekulation søgte at berige sig og lægge stadig ny jord under sig, agtede landsherren på rigsplan at forøge rigets område, sig selv til berigelse og reputation og Danmarks rige til evig gavn.

I forsommeren 1599 stod en dansk flåde, anført af kongeskibet „Victor”, ud fra Københavns havn. Christian 4. var flådens øverstkommanderende, men han bestemte, at han kun skulle kaldes Kaptajnen, eftersom han ikke ønskede, at 'fremmede' skulle få kundskab om hans tilstedeværelse på flåden, et snurrigt påfund, som næppe narrede den effektive svenske efterretningstjeneste.

Målet for Kaptajnens flådefærd var at inspicere de nordnorske områder, hvor svenskerne sivede ind, og samtidig skulle flåden på sin sejlads langs den norske vestkyst håndhæve den danske overhøjhed over det nordvestlige ocean, der på trods af det umilde vejrlig blev søgt af stadig flere handelsskibe, der sejlede på den isfri russiske havn, Arkhangelsk ved Hvidehavet, og af hvalfangerskibe fra mange lande.

Det var en vovelig sørejse, Christian 4. og hans flåde begav sig ud på. Søuhyrer, storme, undersøiske skær, finske troldkvinder og en kat, der blev anklaget og dømt for at være et djævelsk uhyre, der kunne fremkalde faretruende orkaner, gjorde rejsen til en noget blandet fornøjelse. Men Kaptajnen fik afmærket sit terræn og tilmed opbragt et hollandsk og nogle engelske skibe, der besejlede farvandet uden dansk søpas.

Baggrunden for rejsen nord om Nordkap var den stadig mere skærpede strid om højhedsretten over de nordnorske områder. Svenske fogeder var begyndt at beskatte samerne, der på deres nomadefærd nåede helt frem til den norske kyst, og det vakte Christian 4.s harme, at svenskerne og russerne ved en traktat i 1595 havde delt området ved Nordkalotten mellem sig.

Til stridighederne mellem Danmark og Sverige om de ugæstfrie nordlige egne kom stadige danske klagemål over, at danske købmænd blev hindret i deres handel på Sverige, og at svenske kreditorer undlod at betale deres gæld til de danske købmænd, der havde solgt varer til dem.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Den onde nabo.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig