Den politiske graviditet

Frederik 2. var i en alder af 38 år blevet gift med sin 14-årige kusine, Sophie, i 1572. Ægteskabet skulle gerne resultere i en tronfølger. Det var både kongens og rigsrådets forventning, for det var nødvendigt for dynastiets fortsættelse og den politiske stabilitets bevarelse. Der var vist også folk i Frederik 2.s nærmeste omgivelser, der håbede på, at en familieforøgelse med disse perspektiver kunne lægge en dæmper på kongens undertiden noget voldsomme livsudfoldelser, ikke mindst omkring bordets mere fugtige glæder.

Det var derfor ikke heldigt, at Sophie med et års mellemrum nedkom med to piger. Kongen og rigsrådet blev enige om en aftale, der gik ud på, at rådet ville vælge én af døtrenes ægtemænd til konge, hvis Frederik skulle dø uden sønner – et stærkt vidnesbyrd om i hvor høj grad højadelen havde indset, at den havde politiske og økonomiske interesser fælles med kongemagten. Men arrangementet var en nødløsning, for det kunne ikke undgå at indblande fremmede magter i tronfølger-spørgsmålet, og det kunne også nemt blive til en svækkelse af de højadelige magthaveres position over for adelige, der gerne så centralstyrets indflydelse begrænset. Det var derfor i høj grad en politisk graviditet, da dronning Sophie i 1576 igen var med barn.

Midt under graviditeten kom en bonde fra Samsø til Kalundborg, hvor rigsrådet var samlet for at holde herredag, og forlangte at få kongen i tale. Bonden fortalte, at en dag han gik på sin mark ved stranden, var en havfrue steget op af vandet og havde befalet ham at drage til kongen og forkynde, at dronningen skulle føde en søn, som skulle blive en stor herre blandt fyrster og konger. Men havfruen havde føjet til, at der var alt for meget synd og ondskab i kongens lande, og det skulle kongen bekæmpe, for ellers ville Gud hjemsøge hans lande med stor vrede og straf. Bonden sagde, at han først havde undslået sig, men havfruen havde befalet ham at være frimodig, for han var kun Guds sendebud.

Kongen opholdt sig imidlertid på Antvorskov Slot, og rigsråderne sendte straks bonden af sted dertil. Som ansvarlig politiker måtte kongen tage sagen yderst alvorligt. Det var ikke til at vide, hvilke sendebud Gud ville betjene sig af, og at havfruen havde talt til bonden, var ikke mere bemærkelsesværdigt, end at Bileams æsel havde talt til ham, som Bibelen fortalte. Kongen lovede bonden, at han som en god kristen fyrste ville bekæmpe synden i sine lande, og han gav bonden en rundhåndet belønning. For en sikkerheds skyld lod han spådommen kontrollere hos sin svoger, kurfyrst August af Sachsen, der var kendt som ekspert i astrologisk videnskab, og i begyndelsen af 1577 forelå resultatet. Jo, dronningen ville føde en søn, men der var betydelig fare for, at han ville dø som spæd. Hvis Gud lod ham leve, ville han blive en lykkelig hersker, der ville forsvare den lutherske religion, og han ville navnlig i sine yngre år vinde både lande og folk.

Bonden fra Samsø indfandt sig endnu en gang ved hoffet og erklærede, at havfruen havde vist sig for ham igen, for hun var utilfreds med den måde, kongen havde holdt sin del af aftalen på. Hun ville have indført ekstraordinære bededage og andre kraftige foranstaltninger imod synden. Denne gang blev bonden imidlertid afvist, selv om han fik penge til hjemrejsen. Nu var den lykkelige begivenhed nemlig sket, og teologerne var ikke alt for begejstrede over konkurrerende eksperter i Guds vilje. Nu havde Gud vist sin nåde, og så var det ikke nødvendigt at lytte til uautoriseret kritik fra bønder og havfruer.

Den lille prins blev opkaldt efter sin farfar, Christian 3., mønsteret på en evangelisk fyrste. Året efter, i 1578, fødte Sophie endnu en søn, og i 1583 en tredje, så dynastiet var solidt sikret. På en herredag i Odense i 1580 valgte rigsrådet den nu treårige prins Christian til tronfølger. Frederik 2. lovede, at Danmark alligevel fortsat var at betragte som et frit valgrige, og at hertug Christian, som prinsen nu blev kaldt, skulle bekræfte rigsrådets og adelens privilegier, når han engang overtog styret efter sin far. Belært af historien var der ingen i rigsrådet, der ønskede at skabe usikkerhed om tronfølgen. Valget skulle sikres ved en formel anerkendelse fra stænderne ved hyldning på landstingene, og i sommeren 1584 skete det, først på Viborg Landsting. Teatret blev taget i politikkens tjeneste. Der opførtes et stykke af viborgpræsten Hieronymus Justesen Ranch, „Kong Salomons hyldning”. Det handlede om, hvordan den gamle kong David lod sin søn Salomon salve og hylde som efterfølger for at sikre landet imod borgerkrig og oprør. Det gav en bibelsk og historisk begrundelse for det arvekongedømme, der længe havde været de danske kongers politiske mål. Kongemagten var en forlening fra Gud, og den var både guddommelig og arvelig. Men foreløbig kunne det kun realiseres på teatret.