Den politiske ledelse

J. J. Bruuns gouache fra 1740 viser, at undersåtterne i virkeligheden ikke så deres konge og dronning, men kun deres symbol: en pragtkaret trukket af seks heste med forrider, kusk og lakajer bag, som under husareskorte hastigt rullede forbi og forsvandt bag porthvælvingen på Hørsholm Slot. Christian 6. og dronning Sophie Magdalene foretrak livet bag murene på Laurids de Thurahs prægtige barokanlæg. Kongen døde på slottet i 1746, og dronningen benyttede det som enkesæde til sin død i 1770.

.

Iver Rosenkrantz var en statelig repræsentant for den del af den gamle danske højadel, der uden at gå på akkord formåede at tjene enevælden. Efter den store, klassiske dannelsesrejse gjorde han tjeneste ved hoffet og på diplomatiske sendelser. Ved tronskiftet i 1730 blev han chef for både Danske og Tyske Kancelli og dermed reelt den sidste storkansler. Som medlem af Christian 6.s konseil mistede han imidlertid i midten af 1730'rne sin politiske indflydelse, blandt andet på grund af sin modstand mod kongefamiliens pietisme, og 1740 blev han afskediget og trak sig tilbage til sine jyske godser. På sit fædrene gods Rosenholm iklædte han sig hvert år på sin fødselsdag Elefantordenens ridderdragt, således som Johan Salomon Wahl har malet ham 1743, og trådte frem på balkonen for at glæde sine bønder.

.

Kongeloven indeholdt heller intet om, hvordan den politiske magt reelt skulle udøves. Den forudsatte, at kongen selv regerede sine riger og lande. Men den forudsætning var selvsagt urealistisk. Enevælden skabte derfor sin egen praksis, som fik en lang levetid. Først i 1772 blev der udtrykkeligt lovgivet for, hvorledes enevældens magt skulle udøves.

Den institution, der kom til at repræsentere kontinuiteten i 1700-tallets politiske ledelse, blev kongens råd. Efter statsomvæltningen i 1660 havde Frederik 3. samlet en snæver kreds af militære og civile rådgivere i et gehejmekonseil: kongens hemmelige råd. Regler for, hvem kongen udnævnte, fandtes ikke. Oftest var gehejmeråderne chefer for magtapparatet: de civile og militære administrationskollegier – eller de blev det. Men et krav var det ikke. En monark, der vågede over sin enevoldsmagt, kunne meget vel foretrække ministre, der stod i et personligt afhængighedsforhold til ham, snarere end mænd med en selvstændig magtbasis i centraladministrationen. Da Christian 7.s sindssygdom i 1772 nødvendiggjorde en lovgivning om udøvelsen af den politiske magt, var det da også karakteristisk, at ingen af centraladministrationens chefer – med undtagelse af udenrigsministeren – måtte have sæde i det nyoprettede gehejmestatsråd.

Officielt var rådets tre til fem medlemmer blot kongens ministre: hans tjenere. I korte perioder fungerede en storkansler som faktisk førsteminister, men udnævnelsen af storkanslere under Frederik 4. blev en parentes i 1700-tallets politiske liv. Formelt var kongens ministre ligestillede. Politisk ansvarlige i moderne forstand var de ikke. Men de var – og opfattede sig som – ansvarlige over for kongen, der normalt traf sine afgørelser efter at have hørt sine ministre i rådet. Enkelte ministre var borgerligt fødte embedsmænd, der på et tidspunkt i deres karriere var blevet adlet. 1700-tallets typiske minister var imidlertid en højadelig godsejer, ofte født i udlandet eller af udenlandske forældre, der havde begyndt sin politiske løbebane med tjeneste ved hoffet. Ministre med en militær baggrund og en militær charge var derimod undtagelsen. Den danske politiske ledelse var i bund og grund civil.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Den politiske ledelse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig