Den slesvig-holstenske bevægelse

Et par måneder efter det første møde på Skamlingsbanken afholdtes den 12. juli 1843 en slesvig-holstensk folkefest på Mønterhøj, tæt ved Åbenrå. Der var omtrent samme tilslutning, og forløbet, hvor man vekslede mellem taler og under holdning, var ikke meget forskelligt fra det, man oplevede på Skamlingsbanken. Sangforeningen fra Åbenrå – Liedertafel – udgjorde et vigtigt indslag i festen.

Sangforeninger var opstået i Tyskland under Napoleonskrigene, og havde dengang som nu i hertugdømmerne i 1840'rne fungeret som udtryk for patriotiske holdninger. Købstadens tysksindede unge piger havde pyntet æresporte, og man præsenterede den slesvig-holstenske landsfane, som fremviste de to hertugdømmers våbenskjolde forenede med augustenborgernes hertugkrone.

Næste sommer mødtes man til et kæmpemøde i Slesvig, hvor ikke mindre end 14.000 var til stede. Her afsang man for første gang „Schleswig-Holstein meerumschlungen, deutscher Sitte hohe Wacht”, og mødet blev en kraftig manifestation af bevægelsens symboler og styrke.

Den slesvig-holstenske bevægelse rummede i sig flere strømninger, således som den udformedes i løbet af første halvdel af 1840'rne. Der var den liberale opposition fra 1830'rne, der ligesom i Danmark var båret af jurister og byernes borgerskab. De sad på de vigtigste af aviserne i hertugdømmerne, og i Itzehoer Wochenblatt havde man et meget udbredt presseorgan (ca. 8000 holdere).

Fra 1838 agiterede Th. Olshausen gennem Kieler Correspondenz-Blatt for den såkaldte „nyholstenske” fløj, der ville overlade Slesvig til dets egen skæbne, men sikre Holstens fremtidige udvikling gennem en tilnærmelse til Det tyske Forbund. Og der var mange steder i Slesvig kredse, der vendte sig mod de danske bestræbelser og ønskede at fastholde hertugdømmets traditionelle særpræg. I 1844 dannede 15 af Haderslev amts 70 sognefogeder en forening, der skulle være en modvægt mod den fordansknings-politik, der førtes af Den slesvigske Forening.

Endelig blev den slesvig-holstenske bevægelse afgørende præget af hertug Christian August af Augustenborg. Han havde markeret sig i stænderforsamlingerne som en dygtig politiker, og hans fremstående sociale position som den største jordegodsbesidder i hertugdømmet gav ham store muligheder for at øve både direkte og indirekte indflydelse på de politiske forhold med pressestøtte, organisering af adresser og – mere kuriøst – ved at nægte dansksindede bønder at lade deres hopper bedække på hans berømte fuldblodsstutteri!

Christian August søgte samarbejde med de liberale, og i 1844 havde de forskellige ikke-danske bevægelser fundet sammen. Man enedes om et program, der bl.a. optog de augustenborgske arvekrav. Det var kravene om 1., at hertugdømmerne var selvstændige stater i forhold til kongeriget, 2., at de var fast forbundne til hinanden („up ewig ungedeelt”) og 3., at alene den oldenborgske mandsstamme (dvs. augustenborgerne, når den oldenborgske snart uddøde i Danmark) herskede i Slesvig-Holsten.

Ind i 1840'rne var de nationale fronter således klart markerede, hver med deres symboler, organisationer, presse og fester. Betydelige dele af befolkningen i Slesvig har dog endnu været uberørte heraf. I samfundets lavere lag var den nationale vækkelse kun trængt ind i beskedent omfang, og for mange bønder var den nedarvede ubetingede loyalitet over for kongen stadigvæk det afgørende. Denne loyalitet spillede også en betydelig rolle for en dansk leder som Dannevirkes redaktør, P. Chr. Koch.

I Flensborg var den herskende stemning helstatslig med en vis front mod slesvig-holstenismen. Den gamle kniplingskræmmer Jens Wulff fra det vestlige Slesvig kunne irriteres over både Hiort Lorenzen og danskerhadet ved de fester, hvor de blå-hvid-røde farver vajede, og skrev i sin dagbog: „… og er mig tysk som dansk lige kær, hvor jeg finder redeligt sindelag; agter enhver, der føler varmt for sit fødeland”.

Der var, som det er vist, adskillige paralleller mellem den danske og den slesvig-holstenske bevægelse i baggrund, udvikling og ydre fremtrædelsesformer. Der var dog den forskel, at bønderne spillede en større og langt mere aktiv rolle i den danske bevægelse, mens ledelsen på den tyske side så godt som udelukkende lå hos akademikere og byfolk.

Landbosamfundet i Nordslesvig var anderledes end længere sydpå, og på dansk side knyttede man mere konkret nationalitet og „folk” til den gårdmandsbefolkning, der i denne del af Slesvig spillede den afgørende rolle i landbrugsproduktionen og i samfundslivet på det lokale plan. Her gik mindet om landboreformerne, C. F. Allens fortolkning af historien og – via Flor - Grundtvigs særlige udgave af nationalismen op i en højere enhed.