Den store nabo

For den germanske befolkning repræsenterede de romerske bronzer kontakten til det fremmede, ligesom de keltiske pragtgenstande havde gjort det i århundrederne forud. Der var blot den væsentlige forskel, at de keltiske ting var usædvanlige og sjældent fandt vej til gravene.

Sådan er det ikke i romertid. Spanden til vin, kasserollen med målemærker, sien, der skulle fjerne vinens urenheder, øsen, der blev brugt til at skænke vinen op, sølvpokalerne og glasskålene til at drikke af og måske bakken til at servere på var udtryk for et helt konkret kendskab til romersk smag og livsstil, som øjensynligt uden vanskeligheder lod sig tilpasse lokale forhold.

Kontakten til det fremmede var ikke længere ensbetydende med forbindelsen til det ukendte som i århundrederne forud, hvor de eksotiske genstande kom fra vidt forskellige dele af Europa. Hvor fjernt vi end forestiller os, at Romerriget har været for datidens danskere, udgjorde det dog i en periode en særdeles nærværende og konkret trussel for de germanske folk. I tiden omkring vor tidsregnings begyndelse var det endog for en kort stund lykkedes romerne at etablere Imperiets nordgrænse ved Elben – i en afstand af halvanden hundrede kilometer fra Jyllands nuværende sydgrænse.

Det skulle ikke vare ved. Kort efter led de romerske legioner et sviende nederlag til en alliance af germanske stammekri-gere, og hermed fik det romerske eventyr mod nord en brat afslutning. Fra da af tog den romerske grænsepolitik sigte på at konsolidere grænsen langs Rhinen og Donau.

Skrækken for de uregerlige germanske stammer, som de romerske hære havde haft siden kimbrernes og teutonernes dage, førte til en særlig form for grænsepolitik, der ikke alene involverede militærmagt, men også udstrakt politisk strategi og diplomati.

Med den romerske ekspansion i tiden fra Cæsar til Augustus, dvs. det sidste halve århundrede før vor tidsregning, blev Europa spaltet i to: mod syd Imperiet, mod nord de frie germanske stammeområder. Men midt imellem, på begge sider grænsen, levede kelterne stadig, omend romaniserede på den ene side og germaniserede på den anden.

Dem havde den romerske overmagt haft held til at undertvinge, velsagtens fordi den keltiske samfundsform var en helt anden end den germanske. Et udviklet politisk system med en permanent og hierarkisk ledelsesstruktur stod milevidt fra de germanske samfund og deres skiftende valgkonger. For et statsapparat som det romerske måtte det keltiske samfundssystem ikke blot være lettere at forstå, men også lettere at kontrollere end det germanske.

I den romerske grænsepolitik kom de gamle keltiske områder til at spille en central rolle. Det var næppe tilfældigt, at grænsen mod nord kom til at ligge således, at kelterne for romerne dannede et værn mod de germanske stammer. Hvor det ikke oprindelig var tilfældet, blev de keltiske stammer tvangsflyttet, så de kunne opfylde dette strategisk vigtige behov for romerne. De keltiske stammer, der boede nord for grænsen, blev kontrolleret så stærkt af den store nabo i syd, at de – i hvert fald i begyndelsen – fremtrådte som vasalkongedømmer og romerske lydstater.

De fjernereliggende germanske stammer, som romerne definitivt havde opgivet at underlægge sig, blev derved holdt flere skridt fra livet. Men de repræsenterede alligevel et konkret og permanent faremoment, som romerne søgte at eliminere på en mere indirekte måde gennem diplomatiske kanaler. En af metoderne var at skabe indbyrdes splid mellem germanerne, og som vi siden skal se, lykkedes dette til tider ganske godt. Også „diplomatiske gaver”, eller bestikkelse som det også kunne kaldes, blev i stort omfang sendt til germanske høvdinge for at sikre deres loyalitet.

Endelig benyttede romerne sig af de krigsglade germanere på en måde, der senere skulle være med til at forandre hele det romerske militærvæsen, og som skulle få afgørende indflydelse på udviklingen i de germanske områder – nemlig som soldater. Sønner af udvalgte germanske høvdinge kunne endog få rang af officerer, og ved at gøre tjeneste i den romerske hær beseglede de venskabet til Imperiet.

I de første halvandet hundrede år e.Kr. var de romerske hæres hovedfunktion at opretholde orden inden for det vidtstrakte riges grænser. Tiden kaldes pax romana – den romerske fred – fordi politikken især gik ud på at stabilisere og konsolidere den nye verdensmagt.

Helt fredeligt har der nu ikke været overalt. Både mod øst og vest langs nordgrænsen måtte de romerske hære til stadighed føre kampe. I årene 89 og 96 e.Kr. kæmpede kejser Domitian mod marcomannerne og quaderne, to af de forhenværende lydstater i det nuværende Tjekkiet og Slovakiet, og langs Rhingrænsen og ved Galliens kyster hærgede germanerne.

Da det ikke var muligt for romerne hverken at underlægge sig de germanske områder eller blot at pacificere de germanske stammer, skred kejseren til anlæggelse af en stærkt befæstet grænse, bl.a. med kasteller og store militære forlægninger. Ved yderligere at erobre det mellem- og nederrhinske område, det nuværende Württemberg, kunne grænselinien forkortes ganske betydeligt.

Et imponerende vejnet fra Rom til denne grænse, Limes, og langs med den var forudsætningen for, at de romerske hære kunne fastholde deres besiddelser og manøvrere fra den ene del af grænsen til den anden, alt efter hvor behovet var størst og forstærkning mest påkrævet. Også under senere kejsere forstærkedes grænsen, ikke blot langs Rhinen, men også ved Donau, og kejser Hadrian (117-138 e.Kr.) udbyggede den militære vagttjeneste.

Den stærke grænse sikrede nogenlunde fredelige forhold i grænseegnene, og de militære forlægninger antog efterhånden et halv-civilt præg. Nogle af dem voksede endog til regulære romerske byer, således Køln, Trier og Mainz mod vest og Carnuntum mod øst i nærheden af Wien.

Denne fred skulle ikke vare ved. Allerede under kejser Marcus Aurelius (161-180 e.Kr.) trængte de østlige marcomannere og quadere over grænsen og erobrede den romerske handelsby Aquileia i bunden af Adriaterhavet. Selv om de kort efter blev slået tilbage, blev de aldrig besejret af romerne. Efter næsten 20 års kamp, i 180 e.Kr., måtte romerne definitivt opgive at føre kampene til ende og led for første gang den tort at slutte fred uden sejr med arvefjenden i nord. Det skulle langtfra blive den sidste.