Den regionale erhvervsfordeling i Danmark. En stor servicesektor er i et land som Danmark et tegn på den mest avancerede økonomi. Som det ses, beskæftigede servicesektoren forholdsmæssigt flest mennesker i de største byer med København i en klasse helt for sig selv.

.

Scandinavian Center, Århus, er et af de relativt få monumentale danske bygningsværker opført uden for Københavnsområdet mellem 1985 og 2000. Bygningen, som i starten blot hed Århus Kongrescenter, blev opført af arkitektfirmaet Friis & Moltke i årene 1992-95. Som det havde været tilfældet med opførelsen af Musikhuset Aarhus, der var blevet indviet i 1982, var borgmester Thorkild Simonsen en stærk drivkraft. Kongrescenteret blev dog ikke nær så stor en succes. Det viste sig næsten umuligt at udleje de mange projekterede butikker, og bygningen stod ofte næsten helt tom.

.

Under mindre landspolitisk bevågenhed end den der tilfaldt København, kom også andre dele af landet ind i en god udvikling i 1990'erne. Det gjaldt Trekantområdet Vejle, Kolding og Fredericia, som nød godt af en central beliggenhed i et trafikalt knudepunkt. Det var grunden til, at Kolding Storcenter som landets næststørste af slagsen kunne åbne i 1993. I universitetsbyerne Århus, Odense og Aalborg tiltrak et frugtbart samarbejde mellem det private erhvervsliv, uddannelsesinstitutionerne og de kommunale og amtslige instanser mange virksomheder inden for de nye vækstøkonomier. Dette gjorde sig især gældende i Århus og gav sig blandt andet udslag i en stærk fremgang i hele Århus Amt. Det afspejlede sig i en konstant befolkningstilvækst i Århus, som i 2000 kunne se frem til snart at passere 300.000 indbyggere. Vækstøkonomierne var afhængige af højtuddannede inden for mange felter, og Århusområdet lå da også på et uddannelsesniveau, som var det højeste uden for Københavnsområdet. Efter år 2000 stod Østjylland som den region i landet, der var bedst til at skabe økonomisk vækst.

Fremtiden var mere usikker i områderne uden for disse succesfulde regioner. Den mere traditionelle industri, som i et århundrede havde været så vigtig for Danmarks udvikling, havde i 1980'erne søgt mod landområderne, hvor både anlægs- og lønomkostningerne efter en dansk målestok var lave. I 1990'erne mistede den betydning i forhold til de nye brancher og kunne oven i købet ofte med fordel placeres i fattige lande langt fra landets grænser. De tilbageblevne virksomheder skulle kæmpe hårdt på produktiviteten for at forblive konkurrencedygtige, og den generelt ringere uddannede arbejdskraft dannede ikke nogen god baggrund for, at landområderne kunne koble sig på succesregionerne.

De svagere områders problemer blev forstærket af, at store kapitalinteresser søgte hen, hvor væksten allerede fandtes, og af at de var i stand til at operere uden meget hensyntagen til lokale ønsker eller interesser. Betydningsfulde var her de store detailvarefirmaer, hvis dispositioner kunne betyde opblomstring for ét lokalsamfund, men døden for et andet. Firmaer som Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, i daglig tale FDB, Bilka, Føtex, Netto og Aldi forøgede gennem 1980'erne kraftigt deres markedsandele, indtil FDB og Dansk Supermarked i 1990'ernes fusionsbølge gennem overtagelser helt løb fra alle de andre. FDB opkøbte dagligvarekæden Irma, foto- og elektronikkæderne Merlin og Electronic World samt tøjkæden MacCoy, samtidig med at lavpriskæden OBS! og de forskellige typer brugsbutikker blev udbygget. Resultatet blev, at FDB i 1998 sad på omkring 40 procent af dagligvaremarkedet i Danmark. Dansk Supermarked udbyggede tilsvarende Bilka, Salling, Føtex og Netto og nåede en markedsandel på 20 procent. Og udviklingen, hvor de store blev endnu større og de små blev stadig mere trængte, fortsatte.

Det blev meget vigtigt for de store firmaer at etablere de nye supermarkeder eller butikscentre ved trafikknudepunkter. Men der skulle samtidig være god plads, og det pegede i retning af store byggemodnede arealer uden for byerne. Og når den ene af de to hovedkonkurrenter etablerede sig i et område, fulgte den anden som regel med. Den enorme omsætning, som fulgte i kølvandet, skulle i hvert fald delvis hentes fra andre steder, hvorfor de implicerede byer vanskeligt kunne sige nej, når nye centerplaner blev offentliggjort. Det var netop bekymringen for, at denne udvikling skulle medføre butiksdød i bykernerne, der i 1997 fik Miljø- og Energiministeriet til at indførte begrænsninger på butikscentrenes størrelse. Denne bekymring viste sig dog ikke ganske berettiget. I 1999 fandtes der i Danmark 22 lavprisvarehuse med et areal på mere end 5000 kvadratmeter, alle Bilkaeller OBS!-butikker. Men i de berørte store og mellemstore byer forblev gader med specialforretninger og folkeliv et normalt syn. Til gengæld kunne man nok forestille sig, at de små byers problemer havde sammenhæng med kæmpeforretningernes udbredelse. I 1980 havde 1750 landsbyer med under 600 indbyggere mindst en butik. I 1999 var der kun butik i 930 landsbyer. Folk havde fået bedre mulighed for at køre langt efter et stort vareudbud, og de var villige til at gøre det.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Den ujævne udvikling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig