Natalie Zahle fotograferet ca. 1900, da hun gik af som overbestyrerinde for den pigeskole, hun havde bygget op fra 1850'erne. Hun ledede endnu til 1903 Zahles Kvindeseminarium. På linie med sine samtidige mente hun, at kvindens plads var i hjemmet, men hun arbejdede ikke desto mindre for, at kvinderne skulle udvikle en selvstændig personlighed. Hun ændrede den traditionelle pigeskoles formål fra selskabelig dannelse til real undervisning og karakteropdragelse. Mange af kvindefrigørelsens pionerer udgik fra Natalie Zahles skole, hvortil hun knyttede energiske og særprægede kvinder og mænd som lærere.

.

Københavnere på café i 1910. Kvinderne er i denne café i klart overtal. De få mænd skjules næsten af den overdådige hattepragt, som kvinderne excellerede i. På væggen til venstre reklameres for „nyplukkede Jordbær flere Gange daglig”, og det fremgår, at en portion kostede 35 øre. Bagest ses det obligate lille musikensemble. Ingen ser rigtig ud til at more sig.

.

Urban Gad fotograferet 1913. Han var søn af kontreadmiral Nicolaus Urban Gad og Emma Gad. Han fik allerede med sin første film „Afgrunden” (1910) stor succes som instruktør. I 1912 blev han gift med filmens stjerne Asta Nielsen og blev samme år engageret af et tysk filmselskab til årligt at instruere otte film med hende. Efter skilsmisse fra Asta Nielsen instruerede han endnu nogle film i Tyskland. I 1922 vendte han hjem til Danmark og fik bevilling til Grand Teater, som han gjorde til Københavns førende biograf. I 1919 skrev Urban Gad det første større danske filmteoretiske arbejde „Filmen, dens Midler og Maal”.

.

„Fruens Fødselsdag”, malet 1927 af Erik Henningsen. Uden egentlig propagandistiske formål skildrede Erik Henningsen fra 1890'erne i en række billeder tidens sociale forhold. Det gjaldt de nu hyppigst fremstillede „Sat ud” (1882) og „En såret Arbejder” (1885). I dette billede møder vi den sociale distance inden for borgerhjemmets vægge fremstillet som et helt givet forhold, hvor den unge pige uden for herskabets og gæsternes synskreds også har drukket fruens skål.

.

Stuepige i færd med støvsugning i et klunkehjem i 1911. I 1910 tog firmaet Fisker og Nielsen patent på den første Nilfisk støvsuger. Kort efter byggedes en specialfabrik for støvsugerfremstilling på Peter Bangsvej på Frederiksberg. Gennem hurtige tekniske forbedringer og et effektivt salgsarbejde blev støvsugeren snart en betydelig eksportartikel. Nilfisk støvsugeren blev fra 1920'rne et uundværligt hjælpemiddel i husarbejdet.

.

Andreas Vinding var den københavnske stjernejournalist frem for nogen. Han færdedes hjemmevant på Strøget, i cafeerne, på teatrene og i boudoirerne og formede i en skoledannende stil kærligt ironiske portrætter af det borgerskab, der i Frederik 8.s København følte sig som „tidens herre”. Der var overskud til at lade bønderne regere på Rigsdagen, når blot disse ikke hindrede borgerskabet i at udfolde sig økonomisk og kulturelt eller udbrede dets værdier og stil til andre klasser.

Hvem mødte Vinding så, når han spiste frokost i „det københavnske bourgeoisis dagligstue” hotel Bristol, gik på café, blev inviteret til middag eller var til velgørenhedsbal? Borgerskabet i København var en forholdsvis lille gruppe, vel kun nogle få tusinde alt iberegnet. Der var ikke mange egentlige storkapitalister, som ellers på denne tid satte deres præg på de europæiske storbyer. De danske holdt sig med ganske få undtagelser diskret i baggrunden af den sociale scene.

Det var embeds- og dannelsesborgerskabet, der tegnede bybilledet, som de havde gjort det i årtier. Officerer og højere civile embedsmænd, professorer, en enkelt provst, men frem for alt forfattere, skuespillere, malere, redaktører, journalister og enkelte personligheder, der som Peter Nansen var både forfatter, journalist og forlægger. Denne „bogverdenens førstemand” forenede som direktør for Gyldendal kultur og kapital. Han omformede gennem sammenslutninger med andre forlag Gyldendal til et moderne bogforlag, der samlede stort set alle tidens toneangivende forfattere og digtere under sine vinger. Han førte stort hus med sin feterede hustru, skuespilleren Betty Nansen, som midtpunkt ved glansfulde middagsselskaber.

Borgerskabets kvinder træder i de sidste årtier før 1. verdenskrig langt tydeligere frem som selvstændige individer end på noget tidligere tidspunkt. Mange af dem havde fået deres opdragelse på en af Natalie Zahles skoler, som denne stærke og indflydelsesrige kvinde havde opbygget i 1800-tallets sidste årtier. Her blev pigerne opdraget til både at tilpasse sig de gældende sociale normer og samtidig til en opfattelse af kønnenes ligeværdighed.

Andre af det højere borgerskabs døtre fik dog fortsat deres opdragelse på en af de øvrige private skoler. Det gjaldt også for en tredje af byens store kvindeskikkelser i denne periode, Emma Gad. Hendes ry i eftertiden har næsten udelukkende været knyttet til „Takt og Tone. Hvordan vi omgås”, udgivet i 1918 som en slags „bibel for kulturnovicer”. Frem for det monument over forstokkede, konservative omgangsformer, bogen senere er blevet hængt ud som, var den i virkeligheden en sammenfatning af et langt livs frodige virke for at formulere borgerskabets værdier og sociale normer og for at udbrede dem til andre sociale lag.

Emma Gad stammede fra handelsborgerskabet og blev som ganske ung gift ind i det højere embedsborgerskab. Hendes mand var søofficeren Nicolaus Urban Gad, der omkring århundredskiftet var kongens jagtkaptajn, og som sluttede sin karriere med rang af kontreadmiral. Hun begyndte i 1880'erne sit forfatterskab som tidsfordriv, medens manden var borte. Hendes arbejder var dramatiske skildringer af ægteskabs- og kvindeliv, hvor hun langede ud efter dobbeltmoral og forloren radikalisme. Hun var skeptisk over for dele af kvindesagsbevægelsens indsats, men gjorde et stykke praktisk kvindearbejde ved i 1898 at være medstifter af kvindernes handels- og kontoristforening med navnet Hegnet. Selv om dens virke først og fremmest var af velgørende og selskabelig art, var den en af de første faglige organisationer for kvinder uden for arbejderklassen.

Emma Gad følte sig knyttet til den moderat radikale åndsretning og blev efterhånden gennem sit forfatterskab, en righoldig korrespondance samt familiens omfattende selskabelighed bekendt med de førende skribenter i København. Disse kontakter udnyttede hun, da hun sammen med maleren Sophie Holten i 1903 skulle redigere det store værk „Vort Hjem”, der udkom i hæfter til 60 øre. Det var blot et blandt mange i en strøm af håndbøger, vejledninger og artikler i ugepressen om god husførelse, men klart det mest omfattende og ambitiøse. Samlet er „Vort Hjem” en righoldig kilde til forståelse af samtidens borgerlige tilværelse.

Alle bidrag er af høj kvalitet. Mange temaer anskues i et langt historisk perspektiv, f.eks. den indledende artikel om hjem og familie af datidens førende filosof Harald Høffding og artiklen om opdragelse af Troels-Lund. Værket var sprængfyldt med praktiske oplysninger om hjemmets indretning, hygiejne, madlavning, håndarbejde og sundhedspleje. Et helt hæfte var viet ægteskabets jura, hvor der blev taget fat på så konfliktfyldte emner som skilsmisse og separation og spørgsmålet om ægtefællers særeje af formuer.

Emnet „Det åndelige liv i hjemmet” indledtes med en stor artikel „Om læsning” af Georg Brandes, med hvem Emma Gad korresponderede hyppigt, og som hun jævnligt inviterede til sine middage. Et særligt kapitel handlede om „Det jødiske hjem” som udtryk for det betydningsfulde jødiske indslag i det københavnske borgerlige kulturmiljø. Få år senere gav Henri Nathansen i dramatisk form i „Inden for murene” den klassiske skildring af dette jødiske miljø.

„Vort Hjem” er gennemsyret af fremhævelsen af familien som kerneelement i den borgerlige kultur. Det slås fast allerede i Høffdings indledende artikel. Familien repræsenterer „inderligheden, samlingen, trygheden og hvilen”, ud fra hvilken den enkelte kan yde sin indsats i den ydre verden. I hjemmet er kvinden udtryk for „det udelt menneskelige, de blivende livskilder for inderlighed og kærlighed”. Men denne position er truet af arbejdsdelingen og truslen om lønarbejdets nødvendighed, navnlig i de lavere klasser.

I forskellige sammenhænge dukker de sociale modsætninger op. Helge Hostrup, søn af forfatteren Christian Hostrup og grundlægger af Ry Højskole, forudser i sin artikel om højskolen og hjemmet „hele den dannede borgerklasses undergang og ligbegængelse. Men man spejder forgæves efter arbejdere og bønder i dette sørgetog. De har aldrig kendt den afdøde, de har ikke noget med den begravelse at skaffe”.

Egentlig var det vist Emma Gads håb, at værket også ville nå disse nye klasser og udbrede den efter hendes mening ikke helt afdøde borgerlige kultur blandt dem. Hun fremhæver i en af sine mange artikler, at et godt hjem og familielykke også kunne findes blandt de fattige klasser. I samtidens romaner, noveller og skuespil endevendtes forholdet mellem mand og hustru i ægteskabet, og Emma Gad tog selv uforfærdet hånd om dette emne i sit værk. Hun slog fast, at

"husets herre, det vil sige ægtemanden, faderen, den, der tjener brødet, er ansvarlig med navn og person for hele familien, men udtrykket husherren har ikke mere samme betydning, som i de ældste tider. Da var familiefaderen i bogstaveligste forstand herre, despot og tyran … Nutildags har kærligheden forlængst besejret frygten, og kærligheden tåler jo ikke gerne, at man taler om den, som om den følte trang til at befale."

Husherren er familiens overhoved, fordi han står med ansvaret. Hans mening må være den afgørende, fordi han står der, „hvor livskampen er hedest”. Emma Gads syn på manderollen skal dog ses i lyset af hendes sikre forvisning om, at „hjemmets lykke inden døre beror på moderen – husmoderen. Lad hende derfor være sig sin evne og sin betydning bevidst!” På hendes indsats beror til syvende og sidst også familiens ydre anseelse. Hvis kvinden ustandselig henviser til mandens myndighed, undergraver hun i virkeligheden hans autoritet.

Emma Gad var ingen oprører, men med sit forsvar for „det oplyste patriarkat” og stadige betoning af kvindens betydning var hun med til at indvarsle frigørelsen af borgerskabets kvinder fra den tidligere fuldstændige mandsdominans.

Selv var Emma Gad et glimrende eksempel på udvidelsen af de borgerlige kvinders aktiviteter, der spores i disse år. Hun blev Danmarks første kvindelige journalist, først som medarbejder ved Kvindernes Blad, der udkom som tillæg til flere københavnske dagblade, og fra 1915 som redaktør af Politikens søndagstillægs Dametidende. Hun forenede i sin person varetagelsen af de traditionelt kvindelige pligter i hjemmet med en ny tids mere aktivt udadvendt kvinderolle.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Det gode selskab.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig