Det sidste hold af mænd

Den 22. oktober 1909 blev ministeriet Holstein-Ledreborg fældet af et mistillidsvotum i Folketinget, stillet af Det radikale Venstre, og vedtaget med 49 stemmer af de partier, der sammen med de radikale havde bekæmpet forsvarsforliget, socialdemokraterne og otte højremænd. Holstein-Ledreborg indgav straks efter sin afskedsbegæring. Hermed var sket en styrkelse af det parlamentariske princip; for første gang var en dansk regering trådt tilbage efter et mistillidsvotum. Det interessante var, at Højre med sine stemmer mod regeringen kom til at styrke den parlamentarisme, partiet ellers var imod.

Holstein-Ledreborg anbefalede Frederik 8. at henvende sig til lederen af det radikale parti, hvis dagsorden havde fældet regeringen. Men kongen tøvede. Dels havde de radikale kun 20 mand i Folketinget, og dels havde de jo stemt mod de netop vedtagne militærlove, et forhold der styrkede kongens mistro til dem. Han forsøgte sig hos den moderate venstremand Klaus Berntsen, der måtte gøre opmærksom på, at selv om Venstre ganske rigtigt var det største mindretal i tinget, var partiet endnu delt i tre grupper, og at han fandt det parlamentarisk korrekt, at kongen henvendte sig til de radikale, hvis dagsorden havde samlet flertal. Og sådan blev det. C. Th. Zahle accepterede kongens anmodning om at danne regering, og den 28. oktober 1909 udnævntes det første radikale ministerium. Dets parlamentariske grundlag var svagt. Bag det stod af Folketingets 114 medlemmer kun 44, herunder Socialdemokratiets 24. Ministeriets programerklæring var i overensstemmelse hermed forsigtig. Der skulle ryddes op efter Alberti-affæren, og Zahle fastslog, at ingen af hans ministre kunne have lønnede stillinger ved siden af ministergerningen. I den vanskelige sag om forsvarslovenes virkeliggørelse ville regeringen respektere den vedtagne ordning, eller som Edvard Brandes kort efter sagde det med en siden hen hyppigt brugt formulering, „lov er lov, og loven skal overholdes”.

Det var regeringens mål at genoprette tilliden til det politiske system. Zahle udtrykte dette mål i en udfordrende, men karakteristisk radikal blanding af selvfølelse og appel til den politiske moral:

"Vor første opgave som regering er at optræde således, at vælgerne genvinder troen på, at der er politikere i Danmark, der står som mænd bag deres ord. Vi vil ikke svigte vor fortid. Der ses hen til os med forhåbning, men også med ængstelse. Der er mange, mange, der siger: Disse mænd tror vi, men det er også det sidste hold af politikere, vi tror. Hvis disse mænd også svigter, så er der mange, mange – og især mange af de bedste – som vil sige, at nu er deres tro på, at denne nation virkelig kan bære offentlige mænd frem, som vil stå fast på deres standpunkter, knækket for bestandig."

Hvem var så disse mænd, hvoraf mange skulle sætte afgørende præg på dansk politik i det næste par årtier? Konseilspræsident og justitsminister Carl Theodor Zahle var jurist af uddannelse, men med egne ord „en jævn mand med en jævn forstand”. Han nød stor tillid blandt sjællandske gårdmænd og husmænd. Zahle kunne være skarp i argumentationen og stejl i forhandlinger. Han kendte sit parti og dets bagland til bunds og blev med sin umiddelbare autoritet en glimrende leder af regeringer, der rummede både bedre begavelser og skarpere profiler, end han selv. Finansminister blev den 62 år gamle Edvard Brandes. En måske ikke umiddelbart indlysende post til en mand, hvis navn i offentligheden mest var knyttet til et mangeårigt virke som litteratur- og teaterkritiker og redaktør ved Politiken. Men han blev med sine 25 års politiske erfaring og skarpe intelligens de radikale regeringers „vimpel og ballast”. Regeringens ældste medlem var dog forsvarsminister Christopher Krabbe, født i 1833 og valgt til Folketinget første gang i 1864. Han var de radikales mest forsvarsvenlige repræsentant og med sit ry for ubestikkelig retskaffenhed en garant for overholdelsen af forsvarsordningen over for kongen og partierne til højre i salen.

Mens Zahle, Brandes og Krabbe havde rod i den gamle venstretradition, var regeringens øvrige medlemmer væsentlig yngre og entydigt knyttet til det radikale opgør med Venstre. P. Munch, der blev indenrigsminister, havde som historiker og forfatter til værker om danske samfundsforhold et indgående kendskab til de problemer, der knyttede sig til den revision af valgloven, der ville blive en af regeringens hovedopgaver. Han var yderligere den blandt de radikale, der lå nærmest socialdemokraterne, og som gennem hele sin karriere fastholdt den hørupske tanke om en alliance mellem arbejderne, underklasserne på landet og de radikale intellektuelle i byerne.

Yngst blandt ministrene var den kun 32-årige udenrigsminister Erik Scavenius, der uden parlamentarisk erfaring blev hentet ind fra en stilling som kontorchef i Udenrigsministeriet. Det skræmte ikke de radikale, at navnet havde stærk klang af Højre og provisoriepolitik. Estrup-regeringens stærke kultusminister Jacob Scavenius var hans farbror. Med sin nøgterne vurderingsevne kom han til at repræsentere en konsekvent realisme i forståelsen af Danmarks internationale stilling mellem stormagterne. Hans hovedmål var at hindre landets inddragelse i en mulig stormagtskonflikt.

Af de markante radikale profiler manglede i regeringen kun Ove Rode. Han var på tale, men Edvard Brandes modsatte sig, at både en forhenværende og en nuværende redaktør af Politiken skulle tælles blandt ministrene. Rode fik til gengæld en fremtrædende politisk placering som folketingsgruppens formand. Han blev også ordfører for partiet, da regeringen rejste den sag, der de næste fem-seks år skulle dominere det politiske liv, kampen om en revision afgrundloven og valgloven.

Venstres gamle krav havde lydt „Tilbage til junigrundloven”, dvs. først og fremmest afskaffelse af den privilegerede valgret til Landstinget. Efter systemskiftet og kommunalreformen i 1908 blev en grundlovsændring yderligere aktuel. Socialdemokratiet havde allerede i 1905 foreslået afskaffelse af Landstinget og indførelse af valgret for alle kvinder og mænd over 21 år til en etkammerforsamling, valgt efter forholdstalsvalgmåden. Så vidt ønskede ingen af de andre partier at gå, men om alternativet var der rygende uenighed.

For Højre gjaldt det om at bevare den magtbastion, partiet havde i et Landsting udgået af den privilegerede valgret, mens det omvendt ønskede valgmåden til Folketinget ændret, således at Højres oplagt urimelige underrepræsentation i forhold til vælgertallet blev bragt ud af verden. For Venstre drejede det sig stik modsat om at bevare valg i enkeltmandskredse og dermed sikre den store overrepræsentation for landdistrikterne og gårdmandsklassen i Folketinget, et forhold der blev forstærket ved valgkredsenes meget ulige størrelse. Grundlovens bud om, at der skulle være et folketingsmandat for hver 16.000 indbyggere, var for længst overhalet af befolkningsforskydningerne mellem land og by. I 1904 havde 59 af de 114 kredse for mange indbyggere. Især byerne var stærkt underrepræsenterede i Folketinget, hvilket ramte Højre og Socialdemokratiet.

Forhandlingerne var derfor præget af modstridende magtpolitiske interesser, men tværs gennem alle taktiske overvejelser og manøvrer gik også en erkendelse af nødvendigheden af et kompromis, hvis de komplicerede spørgsmål skulle finde en holdbar løsning.

Det radikale forslag fulgte Odenseprogrammet fra 1905. Under debatten fastholdt J. C. Christensen sin tidligere tanke om grundlovsændring i to tempi, først udvidelse af valgretten til Folketinget til kvinder og tyende og så senere en reform af Landstinget. Skønt der under debatten fremkom mange nuancer og delforslag, der senere indgik i den endelige formulering, og skønt stort set alle med forskellige begrundelser distancerede sig fra 1866-grundloven, skete der i de følgende måneder en langsom kvælning af det radikale forslag. I april 1910 faldt det. Kort efter blev der udskrevet valg for med P. Munchs ord at standse militærvæsenets udvidelse og sikre en grundlovsforandring i junigrundlovens ånd.

Valgkampen tegnede konturer af en senere skarpt optrukken modsætning mellem de allierede „røde” partier, de radikale og socialdemokraterne, og Venstres og Højres kampagne i socialistforskrækkelsens tegn. Valgresultatet gav uændrede mandattal, henholdsvis 20 og 24, til de skuffede radikale og socialdemokrater, mens Venstre på Højres bekostning gik frem til 57 mandater, lige halvdelen. Højre fik kun 13 mandater. Resultatet understregede den efterhånden grotesk skæve fordeling i forhold til vælgertallet. Et mandat til Højre kostede 5000 stemmer, til Socialdemokratiet godt 4000, til de radikale 3300, mens Venstre vandt deres for blot 2100 stemmer.

I Landstinget havde Højre og de Frikonservative fortsat solidt flertal, men måtte dog forudse, at de kongevalgte ville blive erstattet af venstremænd, efterhånden som de døde. Indtil videre måtte en regering imidlertid søge støtte både hos de Frikonservative og fra dele af Højre for at få love gennem Landstinget.