Det utilstrækkelige sundhedsvæsen

Velstandsstigning var hele det 20. århundredes langtidstendens i Danmark, og forbedring af folkesundheden var tilsyneladende en trofast ledsager. Brugte man middellevetiden som et mål, kom det dog efter 1960 til at gå langsommere fremad med sundheden end med velstanden. I 1960 kunne danske mænd forvente at leve 70,4 år og kvinder 74,1 år. Det rakte til en femteplads i OECD og gjorde danskerne til nogle af de allerlængst levende i verden. I 1980 var den mandlige og kvindelige middellevetid steget til henholdsvis 71,2 og 77 år, og i 1995 til 72,6 og 77,8 år. I forhold til de øvrige OECD-lande rakte det nu kun til en fjortendeplads for mændenes vedkommende og en syttendeplads for kvindernes, og i EU lå Danmark i bundgruppen.

Overdødeligheden i forhold til sammenlignelige lande blev efter 1980 først og fremmest forklaret med, at danskerne røg meget tobak og indtog meget alkohol. Danske mænd røg ikke mere end norske, italienske eller tyske mænd, men for kvindernes vedkommende indtog Danmark sammen med Norge førerpositionen. Mens tobaksrygningen dog var for nedadgående, var alkoholforbruget i stigning, og det afspejlede sig i en stigning i dødelighed på grund af skrumpelever på 32 procent gennem 1990'erne.

Sygdomsbehandlingen i Danmark tabte også terræn i forhold til udlandet. Fra at have ligget helt i top i 1980 blev det danske sundhedsvæsen placeret som nummer 34 i en undersøgelse, verdenssundhedsorganisationen WHO foretog i 2000. Resultatet blev modtaget med bestyrtelse, men måske burde det ikke komme som en stor overraskelse. Det var for længst fastslået, at målt i forhold til BFI var der mellem 1981 og 1992 tale om et fald fra 7 procent til 6,2 procent i den del af de offentlige udgifter, der gik til sundhedsvæsenet. Da BFI voksede, var der ganske vist tale om en stigning i sundhedsudgifterne, men ikke nok til at opveje større udgifter til løn, medicin, investeringer i stadig mere omkostningskrævende udstyr eller udvidelse af kapaciteten til at omfatte nye behandlingsområder. Det blev nemlig et fremspringende træk ved sundhedsvæsenet, at der næsten hvert år opstod mulighed for behandling af lidelser, som lægerne hidtil havde måttet opgive. Nogle af disse var særdeles omkostningskrævende. Det gjaldt for eksempel hjertetransplantationerne, som på grund af den lægefaglige prestige, der var forbundet med dem, oven i købet skulle udføres på både Rigshospitalet i København og Skejby Sygehus i Århus.

Den nødvendige prioritering blev også vanskeliggjort af de stærke patientorganisationer og medieoffentligheden omkring ulykkelige enkeltsager, og resultatet blev, at sundhedsvæsenet fik væsentlig flere opgaver, der skulle løses for de samme midler. Stærkt stigende udgifter til medicin bevirkede et yderligere pres på økonomien. Nemmere fik sundhedsvæsenet det heller ikke af, at optaget på lægeuddannelsen under de borgerlige regeringer blev begrænset så meget, at der allerede i 1988 var knap 600 ubesatte lægestillinger. Dette problem blev kronisk, for en lægeuddannelse havde et langt tidsperspektiv, og der blev først sat ind på dette område fra 1994.

Fra 1993 til 2000 blev der tilført sundhedsvæsenet ekstra midler svarende til en årlig realvækst på 2,6 procent, således at sundhedsudgifternes andel af de samlede offentlige udgifter nærmede sig 10 procent, svarende til mellem 40 og 50 milliarder kroner. Selvom der samtidig skete omfattende rationaliseringer, som blandt andet medførte lukninger af mange mindre sygehuse og centralisering af mere krævende opgaver på de største, blev kritikken alligevel mere omfattende. Det blev en politisk specialitet at love forbedringer i det offentlige sundhedsvæsen, men at dømme efter den nærmest eksplosive stigning i antallet af forsikringer, der i tilfælde af sygdom skulle dække en del af omkostningerne for behandling på et privat hospital, var tilliden til løfterne ikke stor.

Og så var sundhedsvæsenet måske alligevel bedre, end rygtet sagde. I hvert fald foretog middellevetiden fra midt i 1990'erne pludselig et så kraftigt hop opad, at efterslæbet til de andre lande syntes at kunne indhentes. For mænd var den i 2000 på 74,3 år, for kvinder på 79 år. Det var en forbedring på henholdsvis 1,7 og 1,2 år siden 1995, den kraftigste siden 1940'erne.

På den anden side var der ikke nogen enkel sammenhæng mellem befolkningens almene sundhedstilstand og sundhedsvæsenets størrelse og indretning. De dødelige sygdomme var for det første socialt ulige fordelt. Kontanthjælpsmodtagere var tre gange så udsatte som personer med fast arbejde. Hertil kom, at danskerne blev mere opmærksomme på deres helbred end nogensinde før. Det lagde et stort pres på politikere og myndigheder for at skabe sikkerhed på områder, der i et større perspektiv ikke gjorde den store forskel. Når vandforurening, luftforurening og kemikalier i mad og de nære omgivelser tilsammen kun var årsag til under 1 procent af samtlige sygdomstilfælde, mens sygdomme som ofte optrådte i sammenhæng med alkohol, tobak, for lidt motion og stress, tegnede sig for 60 procent, var den store offentlige opmærksomhed over for de førstnævnte næppe en god idé ud fra en rationel betragtning.

På samme måde forholdt det sig med den stærkt forøgede interesse for såkaldt alternative behandlingsformer. Betegnelsen dækkede over et bredt udvalg af metoder til sygdomsbekæmpelse eller helbredsbevarelse, som lå uden for de almindeligt anerkendte lægefaglige. I de fleste tilfælde kunne man heller ikke gennem videnskabeligt anerkendte forsøg dokumentere eller sandsynliggøre nogen virkning af behandlingen. Men opfattelserne af sundhed og sygdom ændrede sig og rakte i mange tilfælde ud over traditionelle lægefaglige opfattelser. Der var en stærk vækst i sygdomme som anoreksi og bulimi og piskesmæld, og man måtte endda diagnosticere helt nye lidelser som fibromyalgi og kronisk træthedssyndrom. Deres fællestræk var, at man ikke kunne finde fysiske årsager til deres opståen, selvom de var kropsligt invaliderende. Det fik mange psykiatere til at karakterisere de nye lidelser som tilstande, hvor folk gennem deres kropslige symptomer meddelte helt andre problemer. Hvis det var rigtigt, stemte det godt overens med den tendens til at vise større interesse for kroppens tilstand, som blev observeret over hele den vestlige verden.