Missale, dvs. messebog, til brug for præsterne i Slesvig Stift, trykt i 1486 af lübeckeren Stefan Arndes. Teksten her viser, hvilke bønner og skriftsteder, der skal anvendes ved hverdagsmesser i ugen efter 2. søndag i advent. Takket være reformationen undgik man i Danmark større ændringer i liturgien, og vist som det eneste land i kristenheden anvender man (i 1. tekstrække) de fra oldtid og middelalder overleverede epistel- og evangelietekster, stort set uden ændringer.

.

Indvielseskors i Rørby Kirke ved Kalundborg. Når en kirke skulle indvies eller genindvies efter en hovedreparation, kunne dette kun foretages af bispen, og ritualet forlangte, at der på mindst 12 udvalgte steder blev stænket med vievand, salvet med indviet olie og brændt vokslys. Midt i dette kors må der have været en lyseholder, og vi ser endnu sodsporene.

.

I årene 1460-64 lod Christian 1. opføre det store Helligtrekongers kapel ved Roskilde Domkirke. Inde i kapellet var flere altre, hvor der især skulle holdes messer for kongehusets sjæle. Der blev lagt så meget jordegods til kapellet, at den kannik, der havde det under sig, var et af de rigeste medlemmer af domkapitlet. I overetagen indrettedes en mødesal for kongens nye broderskab, den sammenslutning af riddere, der med tiden fik navnet Elefantordenen.

.

Hr. Jens Tetzens segl. Hans slægt stammede fra Rosengarten på Rügen og specialiserede sig i arbejde for Roskilde Stift. I 1450 var en Tetz Tetzen ærkedegn i Roskilde domkapitel, medens hans broder Jens skulle fortsætte slægten. Han giftede sig, fik flere børn og blev endog ridder. Men det er, som om slægtstraditionerne var ham for stærke. Antagelig som halvgammel enkemand blev også han gejstlig, og hans karriere førte ham til embedet som ærkedegn i Lund.

.

Segl fra det senmiddelalderlige storborgerskab. Øverst helsingørborgmesteren Jens Andersen, der førte samme våben som roskildebispen Oluf Mortensen (Baden). Nederst hans svigersøn øresundstol-deren Peder Hansen (Lilliefeld), der også blev borgmester i Helsingør, og som 1476 fik kongeligt adelsbrev med det her angivne våben. I midten segl fra rådmand Kort Daniel (van Nuland), der ægtede en datter af Peder Hansen. Efterkommere af disse slægter var i mange generationer knyttet til toldopkrævningen i Øresund.

.

Ved sin side havde bispen domkapitlet, en stab af højtuddannede gejstlige, der fra først af havde skullet bistå i administrationen af stiftet. Men som domkapitlerne for længst havde udviklet stor selvstændighed og i stigende grad varetog deres egne interesser, måtte bisperne udbygge deres egen administration. Som så ofte er det næsten kun, når der opstod alvorlige gnidninger mellem biskop og kapitel, at vi har mulighed for at følge forholdet i detaljer.

Så længe en middelalderlig biskop holdt sig inden for de givne rammer, besad han en overordentlig stor magtfuldkommenhed. Men skulle der ske ændringer, f.eks. ved bortgivelse af bispegods, fornyelser af stiftets statutter m.v., skulle domkapitlets råd og samtykke indhentes. Og uanset at pave og konge kunne enes om, hvem der skulle være den nye biskop, lykkedes det i senmiddelalderen ofte kapitlerne at påtvinge nyudnævnte bisper håndfæstninger, der er parallelle til dem, som rigsrådet krævede af nyvalgte konger.

Ærkebispen af Lund måtte således love at tage sit kapitel med på råd, når han besatte de vigtigste slotte med nye høvedsmænd, medens ribekapitlet lavede en „sammensværgelse”, hvor samtlige kanniker på forhånd underskrev en forpligtelse, som de bandt sig til at overholde, hvis de skulle have den lykke at blive den siddende biskops efterfølger.

Domkapitlets styrke lå i dets ekspertise; her var stiftets højeste lærdom inden for såvel teologi som kirkeret samlet. Foruden at varetage administrationen af selve domkirken havde kapitlet specielt tilsyn med domskolen. Da vordende præster skulle opholde sig et par år ved kapitlet, inden de modtog præstevielse, virker det, som om en væsentlig del af deres uddannelse var en art mesterlære, hvor de fulgte domkanniken og dennes vikar og derved lærte faget indefra, såvel den indviklede gudstjenesteordning som den krævende færdighed i at høre skriftemål. Mange domkanniker havde lange studier ved udlandets bedste universiteter bag sig og kunne derved videregive tidens almindelige teologiske dannelse.

Fra Roskilde Stift er vi så heldige at have boglister, ikke over hvad der stod i kapitelsbiblioteket og samlede støv, men over, hvad der var udlånt i årene 1459 og 1460. Bispen havde således hjemlånt hele Bibelen, mens de 14-15 kanniker, der havde bøger hjemme, vel netop repræsenterer den halvdel af domkapitlet, der opholdt sig fast i stiftsstaden.

De fleste havde udelukkende hjemlånt teologiske værker, bibelfortolkninger, prædikensamlinger m.m., men en sekssyv specialiserede sig i jura, naturligvis kirkeret, hvorfor de især havde håndbøger, fortolkninger, kommentarer, kortere vejledninger osv. i dette emne. En enkelt foretrak dog medicinsk litteratur, og ligesom en af teologerne havde lidt jura hjemme, kunne en jurist også have enkelte medicinske bøger. Alle listens værker er på latin; men påskrifter på endnu bevarede håndskrifter viser, at både biskop og kapitel ejede eksemplarer af danske lovbøger. Der er næppe noget opsigtsvækkende ved listen, der blot viser, at man herhjemme fulgte pænt med ved at have den nødvendige brugslitteratur.

Antallet af kapitelsmedlemmer varierede efter det pågældende stifts rigdom. I det store roskildekapitel fandtes der hele fire prælater og 28 menige kanniker, medens det nyorganiserede kapitel i Viborg måtte nøjes med tre prælater og 15 menige kanniker. Da man med pavelig tilladelse kunne have embeder i flere kapitler på en gang, led især de fattigere institutioner under, at kannikerne søgte at opnå et federe embede i f.eks. Lund eller Roskilde, hvor de så foretrak at slå sig ned.

Hver domkannik havde ansvaret for et alter og de dertil hørende messer; men i praksis havde man for længst fået et korps af evige vikarer, et præsteskab, der var knyttet til domkirkens altre. Disse præster tog sig især af læsningen af de utallige messer, som velhavere havde indstiftet for deres sjæles frelse. I tidens løb kunne et rigt alter være en nok så god indtægtskilde som de lavere kapitelsembeder. Altervikarerne efterlignede gerne kapitlet ved at danne deres egen sammenslutning, et gejstligt broderskab til varetagelse af fælles interesser.

Oprindeligt havde kantoren været ansvarlig for domkirkens omfattende og ofte pragtfulde gudstjenesteliv; men med hans stigende fornemhed og evne til at samle andre embeder gik det praktiske arbejde ofte over til en underkantor, der måtte være godt inde i, hvilke messer der skulle læses på hver enkelt dag. Domkirkens rige jordegods stammede jo som regel fra gaver til gengæld for messer, der ofte skulle afholdes på afdødes årsdag, og med utallige altre og det enorme præsteskab har der konstant været aktivitet i domkirken.

I praksis havde både konge og biskop en vis indflydelse på besættelsen af bestemte embeder. Men uanset en voksende pavelig indblanding synes velfungerende kapitler som Roskildes og Ribes at stå ret stejlt på kravet om, at medmindre særlige forhold gjorde sig gældende, var det kapitlet selv, der ved naturlig afgang valgte nye medlemmer. Og når et rigt embede blev ledigt, kunne yngre kanniker med fattigere embeder efter anciennitet vælge at lade sig forfremme.

I 1460 sendte ribebispen sit kapitel et overmåde høfligt brev i anledning af en kanniks død. Der var nemlig allerede kandidater, der ønskede, at bispen skulle lægge et godt ord ind for dem. Bispen fortæller, at skolemesteren skulle have et paveligt tilsagn om første ledige embede; men det sagdes, at han allerede havde accepteret et andet embede. I stedet opremser bispen en lang række navne, ikke mindst sønner af stiftets fogedadel, som mulige emner. Men hverken her eller senere, da kongehuset kom med tilsvarende forslag, synes kapitlet at tage det fjerneste hensyn dertil.

I stigende grad blev universitetsuddannelse, ofte med en grad i teologi eller kirkeret, en forudsætning for medlemskab af et domkapitel. Oprettelsen af Københavns Universitet i 1479 kan måske have forøget antallet af universitetsstuderende; men strømmen af danske til udenlandske universiteter, især de nære som Rostock og Greifswald, men også fjernere som Erfurt, Köln, ja for den sags skyld også Rom, tog ikke af af den grund.

I Roskilde kapitel var henved 40 procent af domkannikerne adelige, især sønner af den lokale lavadel, der selv fandt et levebrød ved administration af bispegods. Andre 40 procent er af helt ukendt og derfor utvivlsomt yderst beskeden oprindelse. Men desuden findes en interessant mellemgruppe af borgmester- og sundtoldersønner, en gruppe, der længe befinder sig i det grå område, hvor slægten med lidt fremgang kunne blive accepteret af adelen. Når så mange ukendte personer alligevel har haft mulighed for at studere i udlandet, aner vi, at domkapitlet har følt sig ansvarlig for, at velbegavede elever fra domskolen fik den fornødne studiestøtte.

Helt tilfældigt er bevaret en til dels på vers affattet latinsk levnedsskildring om „Fattig Olav”, en ung mand fra Shetland, der 1432 rejste hjemmefra i håb om at komme til at studere.

Hans skib strandede på den jyske kyst, og drengen gik meget ondt igennem, måtte vogte svin og blev siden kok. Da kom han i forbindelse med roskildekanniken hr. Jacob Pedersen, en lærd og indflydelsesrig mand, der selv havde studeret i udlandet. Med hans hjælp sendtes Olav til Erfurt, hvor han i håb om protektion i 1448 skrev sin triste levnedsskildring til roskildebispen, et mindre heldigt valg, da denne netop var død. Men antagelig gennemførte Olav sine studier, da han sandsynligvis er identisk med den mester Olav Hjetland, der 1472 var kannik i Københavns kapitel.

Højadelen viser derimod sjældent særlig iver efter at lade sine sønner få en kirkelig karriere. Det kan have spillet en rolle, at kongerne foretrak lavadelige bisper; men hertil kom vel også den danske arveret. Da alle sønner havde lige ret til arv, kendte man ikke det i udlandet så velkendte problem om forsørgelsen af de yngre sønner. Når således dr. Erik Nielsen Rosenkrantz efter omfattende universitetsstudier blev professor i kirkeret ved Københavns Universitet, var det næppe karrieremulighederne, der lokkede, men snarere en personlig interesse for studier. Og selv om han fik rige kirkelige embeder og hyppigt anvendtes ved vigtigere møder sammen med rigsrådet, avancerede han ikke til fast medlem af rådet, endsige til en bispestilling.

For fattigadelen kunne det derimod være afgørende at undgå en opsplitning af slægtens beskedne jordegods, og erfaringen må have vist, at med en onkel i domkapitlet var det lettere at opnå de forleninger med bispegods, der i så høj grad var en forudsætning for slægtens fortsatte eksistens.

Skønt kirken bestemt ikke havde noget imod at støtte de indflydelsesrige slægters gejstlige medlemmer, var man bestandig på udkig efter nye talenter. Degnen i Lindeberga i Nørrehalland, Gunner, fik omkring 1445 en søn Birger, der viste sig så velbegavet, at han sendtes i skole i Varberg. Derfra fortsatte han i den videregående Roskilde Katedralskole, hvor bispen gav ham de lavere kirkelige grader, dvs. gjorde ham til klerk. Derefter tilbragte han flere år ved domskolen i Skara i det svenske Västergötland.

Antagelig har en velynder blandt den skånske kapitelgejstlighed støttet den unge mand og gjort det muligt, at han i 1464 blev indskrevet ved universitetet i Greifswald. Her tog han i 1468 magistergraden og virkede endnu det følgende år som eksaminator ved de lavere grader. Derpå indkaldte domkapitlets ærkedegn, en hallandsk lavadelsmand, ham til embedet som skolemester i Lund, og sandsynligvis er det denne, der har fulgt sin landsmands karriere med positiv interesse. Birger Gunnersen blev dog ikke længe i Lund, da kongens kansler Jens Laurensen i 1474 hentede ham til det kongelige kancelli, hvor han lærte administration og politik på nærmeste hold.

Hans evner blev tidligt bemærket, og i 1477 blev han dronning Dorotheas kansler. Antagelig har han nu modtaget de højere kirkelige vielser og er blevet præst, og nu kom belønningen i form af de rige kirkelige embeder, som kongehusets gunst medførte. I 1480 blev han sognepræst i Kalvehave, som han dog snart byttede bort for den rige Vestenskov Kirke på Lolland, samt senere sognepræst i Kalundborg, en praktisk foranstaltning, da Dorothea som enkedronning (1481) gerne residerede her.

Derpå faldt den ene appelsin efter den anden i Birger Gun-nersens turban. Efter et kanonikat i Lund opnåede han i 1487 embedet som ærkedegn i Roskilde, og snart efter fulgte embeder i Viborg og Ribe domkapitler, hvor han selvsagt ikke kunne residere, men blot hæve embedernes betydelige indkomster. Som sin dronning synes han at interessere sig for reformen af gråbrødreordenen. Efter hendes død i 1495 gik han i dronning Christines tjeneste. Da ærkesædet den 3. juni 1497 blev ledigt, trådte domkapitlet i Lund allerede den 7. juni sammen og valgte med akklamation degnesønnen til rigets fornemste embede, utvivlsomt efter at have fået et diskret vink om kongehusets interesse.

Måske var de danske kontakter i Rom netop da mindre effektive; i hvert fald tog det næsten et år, inden paven i maj 1498 „af egen magtfuldkommenhed” besatte embedet, naturligvis med vor Birger, hvis repræsentant derpå kunne gå til en romersk bank for at få stillet garanti for de 2000 gylden, som var det traditionelle udnævnelsesgebyr for embedet som ærkebiskop. Dette viste sig besværligt at få ordnet, og så sent som den 17. august 1498, da man herhjemme var klar over, at paven havde accepteret kongens forslag, fortæller den nyudnævnte ærkebisp, at hans udnævnelsesbrev lå deponeret i en bank i Nürnberg, hvor det skulle løses ud inden den 1. oktober, da han og hans domkapitel ellers risikerede samme skæbne som andre af pavestolens dårlige betalere: at blive lyst i band.

I 1400-tallet var det dog ikke sædvanligt, at man som Birger Gunnersen gik næsten fra samfundets bund og helt til tops. Normalt var der tale om en gradvis fremrykning, hvor en slægt fra mellemlaget af fogeder og rådmænd ved en kirkelig karriere atter gavnede sin familie, hvis position derved blev konsolideret. Den hr. Oluf Mortensen (Baden), der fra 1461 til 1485 var roskildebisp, tilhørte således det bedre borgerskab; en slægtning af ham var guldsmed, og efter hans tid optræder flere sjællandske foged- eller lavadelsslægter med bispens våben; om det så var kødelige slægtninge eller bispeklienter, der havde opnået frihed og frelse med bispens våben, lader sig næppe afgøre.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Domkapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig