Kanon fra et skibsvrag ca. 1400 fundet ved Anholt. Det er et bagladevåben af smedejern. Skibsartilleriet kom til at ændre søkrigsførelsen helt, da det var betydeligt lettere at transportere de tunge og uhåndterlige kanoner på et skib end på landjorden. Derfor anvendtes kanoner på landjorden mest ved belejringer, og det blev nu vanskeligt for adelen at forsvare sine godser imod en moderne krigsførelse. Thi kun kronen magtede nu at bygge tidssvarende fæstninger, der kunne modstå et angreb fra en professionel hær.

.

I 1405 oprulledes dramatiske scener på Helsingborg Slot i selveste dronning Margretes nærvær. Her trådte Jyllands landsdommer, rigsråden og ridderen hr. Jens Nielsen af Løvenbalk-slægten til Avnsbjerg frem for at bekræfte en evig sone, dvs. et forlig mellem ham og hans venner på den ene og ridderen hr. Jens Andersen Brok til Gammel Estrup med sønnesønnerne Anders og Lage Jensen på den anden side.

Anledningen var den beklagelige, at landsdommeren havde dræbt sin modparts søn Jens Jensen Brok til Clausholm. Når parterne mødte op hos dronningen, viser dette, at man ønskede sagen endeligt afgjort, for at den ikke skulle give anledning til en fejde imellem to fremtrædende jyske slægtsgrupper. Rigets retstilstand kendte nemlig ikke andre effektive forholdsregler imod fejdedrab end at forpligte drabsmanden og hans slægt til dyre bøder igennem et forlig, der kunne sikre dem imod gengældelse. Ganske vist var kirken principielt imod et kollektivt slægtsansvar, hvor uskyldige slægtninge kunne komme til at bøde for deres mere stridbare familiemedlemmer, eller i værste fald selv kunne blive ramt af gengældelsesaktioner. Men kirken måtte i sidste instans prioritere fredens opretholdelse højere. Måske kunne man håbe, at stormandsslægterne selv ville holde en vis indre disciplin, da brushoveders ubesindige gerninger ellers kunne komme til at koste hele slægten dyrt.

At gammeldags adelig ære egentlig krævede liv for liv, fremgår af ceremoniellet; med 200 adelsmænd skulle drabsmanden ydmygt bede den dræbtes fader om forladelse med ordene: „Var jeg den bedste og mægtigste ridder i Danmark, da ville også jeg have gjort en sådan aftale og sone.” Og med sine ledsagere skulle han gøre knæfald for den dræbtes enke og børn, række hr. Jens Andersen og hans to sønnesønner et draget sværd, falde på knæ og bede dem ydmygt for Guds skyld, at de vil forlade mig den vrede og aftale fejden, dvs. bringe den til ophør.

Fra hver side stillede man 20 garanter for, at aftalen ville blive overholdt, og blandt disse finder vi mange af rigets ledende mænd. Men nok så væsentligt var – ud over det ydmygende ceremoniel – det økonomiske efterspil, idet drabsmanden skulle indstifte en evig messe for afdøde i Århus Domkirke. Hertil skulle lægges jordegods, der i alt ydede tre læster korn, og da hr. Jens så sent som i 1416 opfyldte kravet ved at oprette et alter for Sankt Thomas af Canterbury og Sankt Sylvester, henlagde han hertil et dusin bondegårde, der i hvert fald senere gav over 2 ½ læst korn i landgilde. Retten til at udnævne alterpræst til dette gode embede tilfaldt den dræbtes efterslægt.

Desuden skulle der indstiftes en evig messe i Århus dominikanerkirke, hvor afdøde begravedes på drabsmandens bekostning. Enhver vidste, hvad hertil hørte efter skik og brug, men derudover skulle 30 fattige have nyt tøj og deltage i højtideligheden med tændte lys i hænderne.

Endelig skulle der bekostes talrige pilgrimsrejser til hellige steder, og selv om dette ikke skete i samme omfang som i dronningens eget testamente, var det næppe helt billigt. Der skulle sendes rejsende til Rom, Jerusalem, Sankt Catharina på Sinai, Sankt Jakob i Nordspanien, Wilsnach i Brandenburg og til Aachen. Desuden skulle der foretages ni rejser inden for de nordiske riger, f.eks. til Sankt Knud i Odense, til Vadstena, dvs. til Den hellige Birgitta, til Ry, hvis Sankt Sørenskirke stod højt i kurs, til Sankt Hjælper (Kliplev Kirke i Sønderjylland, der havde et undergørende krucifiks), til Sankt Olav i Trond-hjem, Sankt Erik i Uppsala, Vor Frue i København med flere. Der skulle kort sagt bedes, rejses og holdes messer for afdøde, hvilket sammen med en ikke omtalt, men utvivlsomt helt selvfølgelig mandebod gjorde forliget til en højst bekostelig affære for drabsmanden og hans slægt.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Drabets konsekvenser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig