Efter Bornhöved

Med det tabte slag ved Bornhöved blev der sat punktum for det danske østersøherredømme. Kong Valdemar var klar over nederlagets konsekvenser. Ethvert håb om revanche var ude. Splittelsen imellem de tyske fyrster indbyrdes gav ikke længere udenforstående mulighed for indblanding og indflydelse. En fortsættelse af dette spil ville true det danske riges eksistens.

Ejderen blev nu Danmarks sydgrænse. Konsolidering udadtil og indadtil måtte være dansk politiks hovedsigte. Forsøg på at skabe et godt forhold til naboerne mod syd var en logisk følge af de ændrede politiske signaler. Valdemar opnåede faktisk en udsoning med grev Adolf af Holsten, så ægteskab blev aftalt imellem grevens lille datter, Mechtilde, og Valdemars og Berengarias søn Abel, der da var ti år gammel.

I forholdet til grev Henrik, Valdemars politiske banemand, opretholdtes overenskomsten vedrørende kongernes frigivelse. At Valdemar var blevet løst fra sin ed, betød blot, at kongen ved sit krigstog ikke blev løftebryder og meneder i pavens og kirkerettens øjne. I forholdet imellem overenskomstens parter viste gidselsystemet sin effektivitet. På Henriks borg sad stadig kongens yngre sønner, Erik, Abel og Christoffer samt flere danske stormænd og afventede løsesummens betaling. Efter Henriks død i 1228 opnåede kongen en ordning, eftergivelse af restgælden imod betaling af 7000 mark sølv til fuld og endelig afgørelse. Herefter blev gidslerne løsladt.

Grev Henrik af Schwerin slap således godt fra sit kup på Lyø. Det danske riges skæbne viste sig i den grad – efter Anders Sunesens afgang – at være knyttet til kongens person, at riget var som lammet, da han og sønnen var fanger i Schwerin. Men det var set før. Blev en lensherre taget til fange, havde hans vasaller pligt til at købe ham fri. Det vidste alle, så lensherrer var et udsat folkefærd. Sin inspiration til kuppet kan grev Henrik have fået fra Richard Løvehjertes skæbne. Som konge af England og herre over store dele af Frankrig havde han deltaget i det 3. korstog, da han i 1193 i forklædt tilstand ville ride fra Sicilien hjem til sine franske besiddelser. Undervejs faldt han i hænderne på sin dødsfjende hertug Leopold af Østrig, som hurtigt gennemskuede forklædningen. Men også i dette tilfælde blandede kejseren, Henrik 6., sig og forlangte fangen udleveret – hvad han fik. En løsesum blev krævet. Valdemar Sejr „kostede” 45.000 mark sølv, for Richard var prisen 150.000 mark sølv plus anerkendelse af den tyske kejser som lensherre. Dette blev opfyldt året efter.

Valdemars støtter til det sidste, søstersønnerne grev Albert og grev Otto, som begge blev fanget i slag, Albert ved Mölln, Otto ved Bornhöved, blev holdt i fangenskab, indtil de hver for sig fraskrev sig retten til deres besiddelser og len; hvad de modstræbende efterkom, vel vidende at løfternes ugyldighed ikke kunne ændre de faktiske forhold.

Den sidste rest af østersøherredømmet fandtes i Estland; men det danske styre her var svækket efter et oprør i 1223. Også den omstændighed, at Anders Sunesen blev afløst af biskop Vilhelm af Modena som pavelig legat og statholder over de danske besiddelser reducerede den danske indflydelse. Den tyske orden Sværdridderne drog fordel afsvækkelsen og erobrede i 1227 de sidste danskstyrede områder herunder borgen Tallin – et navn, som betyder Danskebyen. De danske biskopper matte nu vende hjem. På begæring greb paven dog ind til fordel for de danske interesser, og ifølge et forlig af 1238 overlod den tvske ridderorden til den danske konge borgen i Tallin med omliggende lande. Men resten var tabt for stedse. Østersømissionen var herefter reelt et tysk anliggende.

I bagklogskabens briller ser vi klart, at tvskerne på længere sigt måtte trække det længste strå i konkurrencen om herredømmet over de slaviske områder i Mecklenburg og Pommern. Hvor det danske herredømme afhang af krigslykke og erobrede byer og støttepunkter, var tyskernes indsats en egentlig kolonisation, folkeflytninger af saksere, frisere og nederlændere, som fik jord til fast bosættelse i de egne, slaverne blev fordrevet fra. Egne, som – med krønikeskriveren Helmolds ord – Gud nu har skænket lykke til at antage skikkelse ligesom af en eneste stor nybygd af saksere. En lensed fra fyrster i disse lande til en dansk konge skaber ikke danske lande, så lidt som danske kongers lensed til kejseren gjorde de danske lande tyske.

Blandt alle ulykker undgik Valdemar Sejr og Valdemar den Unge at sværge kejseren lensed. Selv om man kan spørge, hvad der udgjorde den største trussel imod dansk selvstændighed, aflæggelse af lensed til kejseren eller lodret nægtelse heraf, så er der næppe nogen dansk kongesøn og tronfølger, der har fået bedre garantier for sin ret til tronen end Valdemar den Unge – og ingen, der har fået mindre ud af det.

Hans moder dronning Dagmar døde, da han var tre år gammel. Som 14-årig deltog han i den ulykkelige jagt på Lyø, som betød tre års fængsel i en borg i Schwerin. Som 20-årig blev kongesønnen i 1229 gift med Eleonora af Portugal, dronning Berengarias niece; muligvis af samme grunde som lå bag Valdemar Sejrs ægteskab med Berengaria, forbindelsen med greverne af Flandern, som formentes at kunne være politisk nyttige for Valdemar den Unge som enekonge.

Spekulationer herom er overflødige. To år efter, den 28. november 1231, var Valdemar den Unge igen på jagt, denne gang på Refsnæs, hvor han døde efter et vådeskud. Han blev 23 år gammel.

Tronarvinger blev hermed Valdemar Sejrs og Berengarias sønner, Erik, Abel og Christoffer. Året efter kronedes Erik som Valdemar Sejrs medkonge. Broderen Abel blev hertug i Sønderjylland.

Under året 1230 registrerer Rydårbogen „stor død både på folk og fæ”. Fra 1231 stammer et brev, som bekræfter ikke blot dette, men også andre ulykker, som plagede riget i årene efter slaget ved Bornhöved. Ærkebispen, som da hed Uffe, og de øvrige danske bisper takker pave Gregor 9., fordi han ville nøjes med nedsat tiende fra Danmark, dvs. 1000 mark sølv, på grund af den store nød, som først og fremmest skyldtes løskøbelsen af kongen og nogle af bispernes kolleger og af omtrent alle rigets højbårne, som tyrannen og forræderen, Henrik af Schwerin, holdt fanget. De omtalte biskopper er de tre, som blev fanget i slaget ved Bornhöved sammen med mange stormænd.

Men nøden skyldtes ifølge brevet også, at kvæget i riget omkom året før af en smitsom sygdom, og, hedder det, „en endnu hårdere ulykke har ramt os i indeværende år, nemlig en vældig hungersnød, som har kostet en meget stor mængde mennesker livet, foruden dem, som den ustadige beskaffenhed af vejret har slået ihjel”. Altså en klar bekræftelse af Rydårbogens udsagn om død over folk og fæ.

At rigets økonomi var presset til det yderste fremgår af samme brev. Ærkebispen betoner, at det har kostet dyrt at indsamle de 1000 mark sølv til paven. „Thi da vore fjender til skade for deres sjæle sidder inde med vort sølv og guld, blev vi tvunget til at indsmelte vor kobbermønt og deraf udskille en ringe mængde sølv.”

Både ærkebiskoppen og andre har derfor måttet betale mere, end de var pligtige til, for at hjælpe nødstedte, som af fattigdom ikke kunne betale.

Brevet skal tjene det formål at få kirkens afgifter til Rom nedsat, men vi kan ikke af brevets beklagelser udlede, at nødstilstanden havde bidt sig fast. Kvægpest og misvækst oven i de store løsesummer samt krigstogene i Holsten, som må have kostet dyrt, har været hårde odds, men den almindelige økonomiske vækst fra 1100-tallet var ikke ophørt omkring 1230. Landbrugspriserne var fortsat stigende i Nordvesteuropa og folketallet voksede støt. Men arbejdet med at få riget på fode igen var helt afhængigt af effektiviteten i det administrative apparat.