Øverst vildkat som den fandtes i Danmark indtil romersk jernalder; nederst forvildet eksemplar af tamkat. Vildkatten er tydeligvis større, dens hale tykkere og pelsens tegninger anderledes.

.

Kornsilo fra Ginderup i Thy. I gårdene på de thylandske byhøje var det almindeligt med disse store lerkar. I dette tilfælde er karret flaskeformet med tykke ujævne sider og en ganske tynd bund som viser, at det må være fremstillet på stedet. Disse store kar har ikke kunnet flyttes uden største fare for at gå i stykker, og nogle er endog sat fast i husenes lergulv. Karret har indeholdt korn, som blev taget ud gennem hullet på siden.

.

Danmark var i ældre romertid et veletableret landbrugssamfund med en befolkning, der levede tæt på – og af – deres jord. Det forhindrede dog ikke datidens bønder i at udnytte andre fødemuligheder, hvor de bød sig til.

Vi får et interessant indblik i eksistensgrundlaget på en boplads fra Næsbyholm Storskov mellem Næstved og Ringsted. Det store udgravede knoglemateriale viser, at okse og får var dominerende. Hertil kommer knogler af svin, ged, hest og hund. De vilde dyr, der er repræsenteret, er ræv og rådyr, kronhjort, vildkat og fuglevildt, og endelig er der fundet fiskeknogler og muslinger (havmuslinger!).

Man har således udnyttet de forhåndenværende fødemuligheder, men ingen steder, hverken i Danmark eller i de nordtyske jernalderbebyggelser, har jagtvildtet udgjort mere end en lille og ubetydelig del af føden.

Det er endda tvivlsomt, om alt vildt har været jaget med det ene formål at skaffe mad. Både vildkat og ræv kan være fanget i fælde – ikke for kødets skyld, men for skindets. Mange af vildtknoglerne er måske resultatet af sportspræstationer på linie med den, der er afbildet på lerkarret fra Kraghede i Nordjylland (se foto i Med sværdet i hånd). At hver dag ikke gik med surt slid, men at der også var plads til leg og sport, får man indtryk af fra Tacitus: „De har kun én form for skuespil, og det er den samme ved enhver festlig sammenkomst. Nøgne, unge mænd, for hvem det er en sport, styrter sig i spring ind mellem sværd og truende frameaer [spyd]. Øvelse har givet dem færdighed, færdigheden ynde. De driver det dog ikke som erhverv og tager ikke imod betaling. Selv for det mest forvovne nummer er tilskuernes underholdning dem løn nok.”

Men selv om tiden for nogle måske især gik med at øve sig i våbenfærdigheder af forskellig art, er der ingen tvivl om, at tilværelsen stillede helt andre og strengere krav til befolkningen end tidligere.

Jernalderbonden måtte udnytte sin jord med en hidtil uset omtanke og viden; han måtte afveje kvægholdets størrelse efter muligheden for at skaffe vinterfoder, ikke blot et år eller to, men også i tiden fremover.

Det gav en helt anden struktur i den måde, jorden blev udnyttet på, end tidligere i forhistorien. Det lå i bondens hånd at sørge for, at den hårfine balance mellem de forskellige vegetationsformer og graden af udnyttelse ikke blev brudt.

Men han var ikke herre over de påvirkninger, som kom til udefra. Jo finere den økologiske balance var, des større var sårbarheden, hvis noget gik galt. Det kunne være perioder med dårligt vejr, ikke et år eller to, men seks-syv års fejlslagen høst og misvækst, der nødvendigvis måtte medføre hungerkatastrofer. Sådan var det i middelalderen, således ser vi det i nutiden rundt omkring i verden, og sådan har det også været i jernalderen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Eksistensgrundlaget.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig