En fri rigsstad

Christianshavns segl fra 1641 med stadens våben, et tårn med tre kroner som spir og en port forneden med en løve i åbningen. Over porten ses navnetrækket C4. Den dansk-latinske indskrift siger: „Christianshavns Stadsvåben. Hvis Gud er med os, hvem er da imod os.” Christianshavn blev i 1641 udskilt fra København og fik egne privilegier og stadsstyre, men i 1674 blev den atter indlemmet i København og kaldt Christianshavns Kvartér.

.

„Billede af de danske adelsfolk” er fra en smædevise, der håner adelen for dens fejhed under krigen mod Sverige. „Det er den danske adels kontrafej [portræt], når de skal gå imod deres og fædrelandets fjender”, hedder det om haren, der tituleres „junker”. Haren var et symbol på fejhed. Og mens menigmand kæmper tappert i baggrunden, er haren parat til at gemme sig i ovnen. I sit opgør med adelen kunne kongen støtte sig til en bred folkelig modvilje mod herremændene.

.

Artikelstart

Begivenhederne i efteråret 1660 skulle til fulde bekræfte Frederik 3.s taktiske evner.

Det københavnske storborgerskab havde vidst at udnytte den nøglestilling, byen indtog under svenskekrigene. Da Karl Gustavs tropper nærmede sig København, dukkede stemningen fra de 139's krav i 1650 op igen. I juni 1658 henvendte borgmestre og råd sig til regeringen med et 13-punktsprogram, der lå i smuk forlængelse af 1650-kravene. Men denne gang nøjedes man ikke med at kræve alle stænders lighed ved afgiftspålæg, men også retten til at oprette en selvstyrende borgerrepræsentation på 32 mand, udvalgt blandt oldermænd og andre, otte mand fra hvert af byens fire kvarterer. Magistraten krævede videre, at byens borgere blev fritaget eller i det mindste betalt for indkvarteringen af landets tropper. De store kreditorers indflydelse på kravene viste sig ved, at man nu forlangte adeligt gods, der var pantsat, til fri ejendom, så det ikke skulle sælges tilbage til adelsfolk inden år og dag. Og endelig forlangte borgmestre og råd, at København blev en fri stabelstad for Sjælland og Møn, hvilket indebar, at staden fik eneretten på al import til og eksport fra de to landsdele.

Først i august, da Karl Gustav indledte belejringen af København, blev kravene indfriet. Den 10. august udstedte kongen med rigsrådets samtykke et privilegiebrev, der ikke alene gav i pose, men også i sæk. København blev „en fri rigsstad og annammes tillige for en fri rigens stand”, og alt, hvad der skulle forhandles til rigens bedste, skulle godkendes af staden. Københavns indbyggere fik ligeledes ret til at købe adeligt jordegods og nyde den samme frihed af det, som det tilkom adelen på dens gods. Told, accise og anden besværing skulle bevilges med byens godkendelse og ikke være større eller mindre end det, adelen gav. Indkvarteringerne skulle betales af staten. Og endelig blev det bestemt, at alle borgere, verdslige og gejstlige, skulle nyde adgang til embeder, lige med adelen, „når de dem med deres kapacitet og kvaliteter dertil kan gøre kapable og meriterede”.

Disse privilegier, som også tildeltes Christianshavn, var – som det hed i forordningen – kun en begyndelse. Når tiderne blev mere rolige, skulle der komme en endelig ordning.

Privilegierne blev trykt samme dag, de blev givet, hos Peder Morsing, Kongelig Majestæts og universitetets bogtrykker, der på titelbladet fremhævede, at Københavns indbyggere nu allernådigst var blevet meddelt „adelsmæssige friheder”. Det var stolte ord, som genspejlede de københavnske borgeres stræben efter at blive stillet lige med adelen.

Set med rigsrådsadelens øjne betød Københavns ligestilling og adelige frihed, at adelens rigsmagt, således som den var lovfæstet i håndfæstningen, var brudt. Men med svenskerne stående lige uden for Københavns volde og med det adelige godsdanmark besat havde rigsrådet ikke den fjerneste mulighed for at standse de københavnske borgeres angreb på adelsstaten.

Det var krigens købmænd, der var det økonomiske grundlag for borgerskabets nyvundne politiske position. Det var dem, der skaffede de livsnødvendige forsyninger og lånte kronen penge, da staten stod midt i sin overlevelseskamp.

Marselis & Berns transporterede store summer til København fra deres nederlandske bankbagmænd. Henrik Müller, en af de statsleverandører, Corfitz Ulfeldt havde delt profitten med i porten, og som var sluppet helskindet fra granskningen af den faldne rigshofmesters regnskaber, var også på pletten. Og Jens Lassen, en indvandret jyde, der havde forsynet flåden og de skånske garnisoner ved krigsudbruddet i 1657, stod parat med leverancer af krudt, levnedsmidler og rede penge.

To dage før København fik tildelt sine „adelsmæssige friheder”, udsendte Jens Lassen et patriotisk opråb, hvori han manede københavnerne til kamp mod svenskerne, thi „her er hovedstaden, her er hjertet, her er det ganske blods courage koncentreret …” Og her var kronens kreditor, Jens Lassen, der samtidig indleverede et skriftligt krav til regeringen på 138.000 daler, som staten skyldte ham.

Tilsammen skyldte staten i efteråret 1658 de københavnske storleverandører og pengeudlånere næsten én million daler.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet En fri rigsstad.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig