En horsag

I denne barske verden var forholdet mellem kønnene præget af spontan besiddertrang og den stærkes ret. Det var ikke ualmindeligt, at ægtefolk sloges, og det var nærmest sædvane, at manden tævede konen.

Ægteskabet var en praktisk foranstaltning. Enken, der sad tilbage på en fæstegård, måtte skaffe sig en mand, så hun kunne holde bedriften i gang. Den nybagte præst giftede sig ofte til et kald ved at ægte forgængerens enke. Adelsfamilierne vurderede de giftefærdige standsfællers formuenhed, hvorefter de bestemte, hvem deres børn skulle giftes med. Kongesønnerne havde at finde deres mager i det fyrstelige lav, mens kongedøtrene blev giftet ind i udenlandske fyrstehuse. Og således befæstedes hver enkelt stands afsondrethed fra de andre stænder.

1600-tallets mennesker kendte naturligvis til kærlighed og forelskelse. I en læge- og selskabsbog fra 1640'rne gives der råd om, hvordan en kærlighedssyg ung mand kunne vinde den, han elskede. Han skulle med sit blod skrive sit eget og den eftertragtedes navn. Når hun var i huset, skulle han kaste papiret med det skrevne på ilden, idet han sagde: „Gud give, begge vore hjerter brænde så med kærlighed tilsammen, som dette papir og mit blod brænder for mig.” Virkede formularen, var det naturligvis fint, men den tændte gnist borgede ikke for, at de to's familieoverhoveder godkendte forbindelsen.

Men seksualiteten kom bestandigt på tværs af det praktiske mønster. De mange horsager, der præger tidens retsprotokoller, er kun toppen af isbjerget. Det kunne være en ihærdig husbond, der fik en horsag rejst, thi de bøder for lejermål – udenomsægteskabeligt samleje – retten idømte, tilfaldt den anklagedes foresatte. Ellers nåede horsagerne kun frem til retten, når en fortørnet ægtemage ikke længere ville tåle den anden parts utroskab, eller når en ugift pige fik et barn, uden at sagen forinden var ordnet gennem et ægteskab med den, der havde gjort hende gravid.

I begyndelsen af 1630'rne var Ladby landsby, der lå under adelsskolen Herlufsholms godsområde, skuepladsen for et ægteskabsdrama, der i adskillige år optog landsbyens og den nærmeste omegns bønder, piger og tjenestekarle. Fæstebonden Rasmus Lauridsen anklagede en af sine naboer for i tide og utide at have efterstræbt hans hustru, Maren Rasmus'. Selv vidnede hun ved retten, at den anklagede, Søren Andersen, tit og ofte havde begæret utugtige gerninger af hende. Han havde slået døren ind til hendes bolig og revet hendes klæder i stykker, alt mens hendes ægtefælle havde været fraværende. Ja, Søren Andersen havde forfulgt hende rundt i landsbyen med dragen kniv og værge, og på et tidspunkt, hvor hun malkede i stalden, havde han grebet fat i hende og villet tage hende med vold, så mælken helt gik til spilde.

Alt dette havde fundet sted, selv om herskabet på Herlufsholm ved magister Poul Skriver havde givet Søren Andersen tilhold om ikke at forulempe Maren Rasmus' og hendes mand. Men Søren nægtede pure at være skyldig i anklagerne, og det lykkedes ham at få en række folk til at vidne for sig, at Maren selv havde opsøgt ham, ja, at han en dag ligefrem var blevet overfaldet af hende.

Påstand stod mod påstand. Og nye vidner blev afhørt. Én havde set Maren springe op på Søren og sætte sig midt på livet af ham, en anden havde set dem ligge sammen, dog fuldt påklædte, en tredje havde hørt Maren råbe til Søren, at han skulle tage sin horunge til sig, hvortil Søren havde sagt, at han ikke havde noget med den unge at gøre, men Maren havde svaret: „Du har så meget at bestille med den som jeg, thi du est far til den.” Og en tjenestepige erklærede, at hun engang havde set Søren have fat på Maren i den store stue nede ved bordenden, at hans bukser havde været løse og hendes klæder løftet, mens hendes ene ben lå under bordet og det andet ovenpå, men, tilføjede hun, „om han havde nogen legemlig omgængelse med hende, forstod hun sig ikke på, og barnet sad i vuggen og legede med en stor penge, men om det var en daler eller en rigsmark, det vidste hun ikke”.

Nu var sagen efterhånden så varm, at Rasmus begærede Søren, der havde „belokket hans hustru fra ham og slet og aldeles vendt hende fra ham”, i jern og fængsel på Herlufsholm. Samtidig vedstod Maren, at hun – for at redde sit skind – havde ladet sig overtale til at anklage Søren for at ville tage hende med vold. Men årsagen til, at det var lykkedes hendes familie at få hende til at rejse de falske anklager, var, at hun ikke var andet end „et enligt kvindfolk, som de kan råde hid og did og gøre ved hende, hvad de vil”.

Endelig blev knuden løst op. Søren Andersen bekendte, at han og Maren for første gang var kommet i lejermål med hinanden for syv år siden. Så havde de været fra hinanden en tre års tid, men siden genoptaget forbindelsen. Maren indrømmede, at det forholdt sig, som Søren sagde, og at Søren var far til det barn, hun nu havde med sig på tinge, og som var tre år gammelt.

Rasmus Lauridsen klagede efter tilståelserne over, at ikke alene havde han mistet sin hustru, men Søren havde også med sin svigefuldhed frarøvet ham hans gods og formue, hvorover han var kommet i ganske stor armod og fattigdom. Rasmus hentydede sikkert til det forhold, at Maren ville blive dømt til at fortabe sin boeslod, hvorved ægtemanden blev tvunget til at afstå gården.

Retssagen kulminerede med, at elskeren tilbød at tage det barn, Maren beskyldte ham for at være far til, til sig, så Rasmus og Maren ikke skulle „støde og slå det”. Til dette tilbud erklærede Rasmus, at Søren kunne få både mor og barn, men Søren svarede, „at han noksom vil annamme barnet, men kvinden vil han intet have med sig at befatte efter denne dag”.

Foreløbig endte både Søren og Maren i Herlufsholms fængsel. Skolens kaldsmænd, der mødte under sagen, krævede Maren dødsdømt, fordi hun ikke havde efter Guds lov og bud levet sømmeligt i ægteskab med sin mand, som en ærlig hustru bør at gøre, „men med megen stor, grov forargelse og letfærdighed så længe har levet udi hor og et slemt ukristeligt og letfærdigt levned …” Når myndighederne tiltænkte Maren en så grum skæbne, skyldtes det, at hun – som de udtrykte det – havde gjort sig skyld i dobbelt horeri, fordi begge parter, også horkarlen, var gift. Marens skæbne kendes ikke. Søren slap tilsyneladende med en lejermålsbøde.

Indimellem har horsagerne i Ladby sikkert været et pikant krydderi på hverdagen for egnens indvånere, når snakken gik. Men samtidig har den forpestet forholdet mellem de bønder og tjenestefolk, der skulle arbejde sammen i marken og passe kreaturerne på fælleden. Det nære samfund var som en umage familie, hvor man ikke kunne flygte fra hinanden.

I modsætning til Søren Andersen, der blev lagt i jern og idømt lejermålsbøde, var samfundets øverste lag i besiddelse af en egen frihed på det ægteskabelige område. Det skete, at adelsfolk blev dømt for skørlevned, men ikke sjældent havde adelsmændene deres friller. Var de unge, pralede de med det, var de ældre, gik de mere stille med dørene.

Og over det hele system stod Kongelig Majestæt. Han gjorde åbent det, der var alle andre forbudt. Dagen efter dronning Anna Cathrine den 3. februar 1611 fødte sin yngste søn i ægteskabet med Christian 4., fik kongen en søn med Kirsten Madsdatter, der var dronningens kammerpige. Begge sønnerne blev kaldt Ulrik, den uægteskabelige dog Christian Ulrik. Frillesønnen fik senere, som de øvrige af kongens udenomsægteskabelige børn, tilnavnet Gyldenløve.

Kongen blev ikke sat i jern, og barnet risikerede ikke at blive mishandlet. Ligesom det hørte sig til, at konger tog sig elskerinder, når det passede dem, så forventede man, at frugterne af sidespringene, der smukt blev kaldt de „naturlige” børn, blev behandlet standsmæssigt. De var trods alt kongebørn.

Mens konge og adel havde ret til at klæde sig standsmæssigt, drikke tysk øl og ædel vin, holde fester med pomp og pragt og tage sig de kvinder, de kastede deres øjne på, skulle bonden i landsbyen undgå ødselhed, spare på øllet, begrænse festerne og holde sig fra hor.

Således levede menneskene i 1600-tallet i to verdener, præget af en anerkendt ulighed og af den dobbelttænkning, som var grundlaget for denne ulighed og samtidig sikrede dens beståen.