Nonner maler mel i en vandmølle, hvis kværn drives af et tandhjul, der igen drives af et lodretstillet underfaldshjul. Tegning i et nu tabt 1100-tals manuskript fra et fransk nonnekloster. Hvis vandmøllens hjul ligger vandret taler man om en skvætmølle. De første vandmøller konstrueredes i det 2. århundrede før Kristus. De udvikledes af romerne, men først med klosterbevægelsen udbredtes teknikken til hele Vesteuropa.

.

Den romanske munketrappe eller „nattrappe” i Sorø Klosterkirkes søndre korsarm. Bag den rundbuede dør foroven lå munkenes sovesal, dormitoriet. Ad trappen, hvis trin er meget nedslidte, gik munkene til og fra de natlige bønner i klosterkirken. Rummet under trappen er et sakristi, hvor de hellige bøger og kirkekar opbevaredes.

.

Miniature i et tidligt 1200-tals manuskript fremstillet i Citeaux viser to brunklædte cisterciensermunke i færd med at klove en bjælke. De tidlige cistercienserklostre var helt selvforsynende, og deres avlsgårde var datidens landbrugsskoler. Den brune ordensdragt ombyttedes senere med en hvid kappe.

.

Fra klostret Chartreuse i Frankrig udgik karteuserordenen, som pålagde sine medlemmer pligt til fuldstændig tavshed. Også denne orden så Eskil gerne repræsenteret på dansk jord. Af bevarede breve kan vi følge fremgangsmåden bag en klostergrundlæggelse og få et indtryk af den autoritet, Eskil nød i den europæiske klosterverdens forskellige ordener.

Sagen starter med, at Eskil sender et brev til en af karteusernes ansete abbeder, Petrus, som han kendte godt. Eskil udsteder rent ud sagt en befaling til Petrus om at henvende sig til brødrene i Chartreuse og forberede hans plan. En klosterbroder ved navn Roger skulle sendes til Danmark. Dette, og dermed hele planen, tiltræder brødrekonventet i Chartreuse.

Broder Roger begav sig af sted på den lange rejse til det fjerne Danmark. Vel ankommet stedes Roger for den berømte ærkebiskop, som takker ham for bistanden til den store opgave og nævner stedet Asserbo som ideelt for karteusernes mission i danernes mark. Det ligger yderst mod nord i Nordsjælland og var dengang omgivet af øde og ufremkommelige skove, hvad Roger erfarede, da stedet blev ham forevist. Roger sagde ikke nej til det anviste sted. Om det skyldtes frygt for ærkebispen eller streng efterlevelse af tavshedspligten, ved vi ikke. Roger nikkede farvel og drog tilbage til de lunere himmelstrøg omkring Chartreuse.

På dette grundlag gik abbed Petrus i gang med at skaffe munke til ordenens nordligste aflægger. Opgaven blev vanskeligere, end Petrus og brødrekonventet havde forestillet sig. Måske har Roger tilhvisket sine medbrødre sandheden om Asserbo. Et helt år gik, uden at frivillige meldte sig.

Abbed Petrus følte, at noget måtte gøres. I tavshed kunne man ikke sidde den navnkundige Eskils opfordring overhørig, og slet ikke da brødrekonventet havde accepteret opgaven. Følgelig opfordrede Petrus samtlige priorer af karteuserordenen til at fuldføre, hvad man havde besluttet, så brødrene „stedse kan stræbe imod større og mere fortræffelige kærlighedsgerninger og efterfølge Ham, som, mens han levede i verden, ved at udstrække hånden helbredte legemers spedalskhed, øjnes blindhed, ørens døvhed og læbers stumhed”. Opfordringen til at følge Jesus ved at drage til Danmark slutter med denne lovprisning af stedet: „Denne broder, nærværende brevviser, beder på vore og mange andres vegne om, at der fra Jer må blive sendt arbejdere ud til Herrens høst. Thi der står en stor høst på marken i Danmark, afgrøden lysner mod høst, men arbejderne er få og deres antal for ringe til at forkynde lammet. Lad det derfor ikke fortryde Jer, være for strengt eller for håbløst at udsende nogle af Jeres brødre, som kan bringe Guds navn og Jeres hellige orden til hint land i håbet om at høste hundrede, ja snarere tusinde fold. Jeres er sejrskransen og æren, hvis Gud ved Jeres eksempel vinder flere sjæle, og i glansens rige vil Jeres løn blive større og mere strålende for Guds og de hellige engles åsyn, takket være frelsen af andre. Lev vel.”

Eskil takkede Petrus for denne reklame ved at søge om at få broderskab i hans kloster, som han besøgte under sit ophold i Frankrig. Det lykkedes nemlig Petrus at hverve en lille, men tapper skare, som havde mod på høstarbejdet i Danmark. Eskil var i Frankrig, da de drog af sted, så det har vel været Absalon, der tog imod dem, da de efter den lange rejse nåede til Sjælland. Fra Roskilde tilbagelagde de det sidste stykke vej til Asserbo. Ved synet mindedes de Petrus' lovprisninger af stedet, de hundrede, ja tusinde fold, som høsten skulle give til Herrens ære. Men de så kun træer og meget få mennesker. Takket være tavshedspligten kom ingen skuffelse til udtryk over deres læber. Men de pakkede sammen og drog tilbage til Frankrig. Skoven i Asserbo skænkede Absalon til Sorø Kloster.

Karteuserne vendte aldrig tilbage.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet En mislykket klostergrundlæggelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig