Kam fra 900-tallet fundet i Århus. Navnet Hikuin er ridset med runer i den. Det svarer til det angelsaksiske mandsnavn Hægwin.

.

Svens invasion i 1013 var ikke noget almindeligt plyndringstogt. Han kom med det formål at erobre England. Måske var det på grund af Torkels overgang til fjenden at han havde besluttet sig til dette. Svens position i Danmark var temmelig sikker, men selvstændige vikingeflåder var en potentiel trussel for kongemagten, og en flåde der som Torkels kunne trække på Englands rigdomme var endnu farligere. Ved selv at erobre herredømmet over England kunne Sven håbe på at undgå den skæbne som var overgået tidligere danske konger der var blevet styrtet af hjemvendende vikingeanførere.

Da Sven iværksatte sin erobring af England var indbyggerne udmattede af de stadige overfald, og den aldrende engelske konge følte sig ydermere truet af sin søn Edmunds krav om andel i magten. Kong Æthelred måtte ligesom Harald Blåtand sande, at en lang regeringstid i sig selv kan give uløselige spændinger. Svens erobringstogt gik hurtigt. Ved sommertid løb han ind til Sandwich ved kysten af Kent og sejlede derpå skyndsomst op langs østkysten til Humber og oprettede sin base i Gainsborough ved floden Trent. Da han havde fået northumbrierne og befolkningen i Danelagen til at falde til føje, marcherede han sydpå idet han efterlod sin unge søn Knud ansvaret for gidslerne der skulle sikre roen i de besatte områder. Han mødte kun svag modstand i det sydlige England, og ved årets slutning havde kong Æthelred forladt England og fundet asyl i Normandiet. Sven anerkendtes nu „som fuldgyldig konge af hele nationen”. Han fik dog kun to måneder til at nyde sin sejr, for den tredje februar 1014 døde han i Gainsborough. Hæren kårede Knud som hans efterfølger, men det gjorde englænderne ikke. De kaldte Æthelred tilbage, og han mobiliserede en hær imod besættelsestropperne. Knud sejlede hjem, efterladende sin fars gidsler ilde tilredt i Kent, uden hænder, næser og ører.

Sven havde overladt Danmark i sin ældste søn Haralds varetægt mens han selv var i England; måske blev Harald allerede dengang medkonge. I hvert fald var han udvalgt til at efterfølge sin far som danernes konge. Det godtog Knud som koncentrerede sine kræfter om at generobre England. Han brugte et år til at samle de fornødne styrker, og hvervede mænd fra alle dele af Skandinavien, heriblandt mange fra Mälardalen. Engang i løbet af dette år (1014-15) hentede Knud og Harald deres mor fra Slavia, hvilket måske kan betyde at hun var rejst hjem til sin bror Boleslav, der var hersker i Polen. Brødrene begravede endvidere deres fars lig, som blev bragt til Danmark „af en vis engelsk dame”, i Den Hellige Treenigheds Kirke i Roskilde eller Lund.

I sommeren 1015 vendte Knud tilbage til England med sin hær og gjorde krav på Englands trone. I nogle områder blev han modtaget som konge, men umiddelbart havde han ikke krigslykken med sig på samme måde som hans far havde haft det; og da Æthelred den følgende april døde, blev hans søn Edmund udvalgt til at efterfølge ham. Han gjorde kraftig modstand mod Knud, men snart indgik de to parter forlig om at dele landet så Edmund blev konge syd for Themsen og Knud nord for. Edmund døde imidlertid pludseligt i november 1016, og englænderne havde herefter intet valg, men måtte acceptere Knud som konge over hele riget.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Englands erobring.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig