Erhverv og økonomi

Den økonomiske udvikling er først skildret og diskuteret aktuelt og historisk af økonomerne, f.eks. i Nationaløkonomisk Tidsskrift og – som oftest lidt mere tilgængeligt – i Økonomi og Politik, hvor de kvartalsvise og årlige opsummeringer er meget nyttige. Sidste del af Svend Aage Hansens Økonomisk vækst i Danmark, bd. 2, 1914-1970 (1974) er, som titlen angiver, navnlig opmærksom på, hvilke faktorer der fremmede eller hæmmede den økonomiske vækst. Med Angus Maddison Den økonomiske vækst i Vesten i 1950'erne (1967) er det muligt at sammenligne med den internationale økonomi, som Danmark i stigende grad blev integreret i og domineret af.

Holger Gad Hovedtræk af dansk landbrugsudvikling 1950-1977 i Skrifter fra Aarhus Universitets Økonomiske Institut 27 (1979) er en kortfattet oversigt, mens Claus Bjørn m.fl. Det danske landbrugs historie, bd. 4 (1989) giver et noget længere perspektiv og følger erhvervets udvikling op til tærsklen til den endelige industrialisering. Fremstillingserhvervene belyses i Svend Aage Hansens Industri og Håndværk (3. udg. 1976) og i Bjarne Hastrup Håndværkets økonomiske historie 1879-1979 (1979). Emnet er i disse år genstand for en indgående forskning, hvis første resultat foreligger i Carl Axel Nilsson og Hans Kryger Larsen Forbrug og produktion af industrivarer (1989).

Det danske arbejdsmarkeds organisation fik sin første systematiske beskrivelse af amerikaneren Walter Galenson i Arbejder og arbejdsgiver i Danmark (1955), hvor synspunktet er det arbejdsretslige systems kapacitet som konfliktløser. Interesseorganisationerne er siden behandlet mere aktuelt af Jacob A. Buksti (red.) Organisationer under forandring (1980). Den stigende interesse for arbejderbevægelsens historie har fortrinsvis ført til studier i de tidligere faser og de iøjenfaldende konflikter. Gerd Callesen m.fl. (red.) Fremad og aldrig glemme (1981), udgivet af Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie, skriftserie nr. 11 rummer en omfattende bibliografi om ti års forskning. Efter strejken i foråret 1956 diskuteredes forløbet over flere numre i det socialdemokratiske tidsskrift Verdens Gang. Bjørn Meidell analyserede den anden part i DKP og storstrejkerne i 1956 (1976). Ved LO's jubilæum kom Ib Koch-Olsen (red.) Kampens Gang (1973).

Samspillet mellem erhvervene og det offentlige, herunder betydningen af social- og boligpolitikken er belyst i Henrik Christoffersen Dansk velfærdspolitik efter 1945 (1984), i Erik Ib Schmidt Dansk økonomisk politik (1971) og i Erik Damsgård Hansen m.fl. Dansk økonomisk politik. Teorier og erfaringer (1988). Pengepolitikken er frem til 1960 behandlet i Dansk Pengehistorie af Erik Hoffmeyer (bd. 2, 1968) og efter 1960 af Richard Mikkelsen (bd. 4, 1993).

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Erhverv og økonomi.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig