Et Firkløver præsenterer sig

Den 10. september 1982 præsenterede den borgerlige Firkløverregering af De Konservative, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti sig under den konservative statsminister Poul Schlüters ledelse for Dronningen. Med sine 65 mandater stod den nye regering tilsyneladende på temmelig spinkel parlamentarisk grund, da den for at få flertal uden om Socialdemokratiet måtte have tilslutning fra både De Radikale og Fremskridtspartiet, to partier som ikke hidtil havde haft mange politiske berøringspunkter.

Ved at invitere Mogens Glistrups parti med til forhandlingerne om regeringsdannelsen havde Poul Schlüter brudt med ni års praksis blandt Folketingets partier med at isolere Fremskridtspartiet. Det fik til gengæld partiet til at pege på Schlüter frem for på Venstres leder Henning Christophersen som forhandlingsleder og dermed kommende statsminister. Schlüter kunne håbe på, at Fremskridtspartiet som fødselshjælper for hans regering ville være en loyal parlamentarisk støtte for ham. Erfaringerne med den uberegnelige Mogens Glistrup, som i øvrigt havde en skattedom hængende over hovedet, var dog en usikkerhedsfaktor, og Fremskridtspartiet var i intern strid. Og ville De Radikale forblive fast støtteparti for regeringen? Eller ville Socialdemokratiet kunne vinde partiet tilbage til støtte for en ny socialdemokratisk regering? Det sidste var, hvad de fleste socialdemokrater regnede med ville ske inden for en overskuelig tid.

De færreste troede i det hele taget på, at Poul Schlüter, den første konservative statsminister i det 20. århundrede, ville have tilstrækkelig personlig og politisk autoritet og lederevner til at holde sammen på både den konservative folketingsgruppe, en regering af fire partier og det parlamentariske flertal bag den. Schlüter hørte i starten også selv til tvivlerne. Trods formandskabet for De Konservative siden 1974 og partiets mandatfremgang ved hvert af de tre valg efter den dybe bølgedal i 1975 kom udnævnelsen af ham til landets højeste politiske post uventet for de fleste. Det havde i øvrigt også været tilfældet med den forrige statsminister i 1972, men i lighed med Anker Jørgensen erfarede Schlüter, at det at være undertippet fra starten ikke nødvendigvis var en ulempe. Schlüter skulle dog vise sig at gøre brug af andre arbejdsmetoder og en anden stil end sin forgænger, som også virkede under ganske andre vilkår.

Øverst på dagsordenen stod foreløbig det, den nye statsminister allerede inden regeringens officielle tiltræden kaldte „oprydningsarbejdet” i Danmarks økonomiske problemer. Det ville tage flere år, før det var fuldført, varslede Schlüter, men vigtigt var det at „smøge ærmerne op”og begynde arbejdet for at „genskabe optimismen” i befolkningen. Den nye statsminister var en af sit partis erfarne forfattere af fængende eller i hvert fald velklingende slogans, og bevidst om, at sproget ofte skaber, hvad det nævner, lagde han stor vægt på, hvilke første signaler den nye regering udsendte. Til dem hørte også, at den straks og efter aftale med nationalbankdirektøren manede alle rygter i jorden om en eksportfremmende lyndevaluering for at sikre regeringen en flyvende start. Kronekursen lå fast. Anker Jørgensen-regeringerne havde i de forudgående år brugt devalueringsinstrumentet flere gange, senest med en tre procents devaluering i februar 1982, efter at EF havde afvist en kronenedskrivning på hele syv procent. Den borgerlige opposition havde kritiseret denne politik for at bidrage til yderligere at svække udlandets tillid til dansk økonomi.

Schlüters officielle tiltrædelseserklæring den 10. september uddybede i fyndige og letforståelige vendinger, som nærmest struttede af handlekraft og optimistisk energi, regeringens syn på landets hovedproblemer og dens midler til at løse dem: Balancen i dansk økonomi skulle genoprettes. At vende udviklingen og få Danmark på fode var imidlertid en kæmpeopgave, fordi vi gennem mange år havde forbrugt mere, end vi indtjente. Der krævedes derfor en mærkbar forbedring af virksomhedernes konkurrenceevne, og lige så væsentligt en begrænsning i de offentlige udgifter. Alt for meget i Danmark var gjort indviklet og besværligt, og derfor gjaldt det om at forenkle lovgivning og administration – at afbureaukratisere. „Det skal være lettere at være dansker,”proklamerede Schlüter, som gjorde det til regeringens hovedopgave at „genopbygge respekten for Danmark – herhjemme og i udlandet”. De erklærede hovedmål var en forbedring af beskæftigelsen og en nedbringelse af statsgælden, to målsætninger som det dog erfaringsmæssigt havde vist sig nærmest umuligt at forene politisk. Hvordan skulle det mere konkret gribes an? Det søgte statsministeren at svare på i sin åbningstale i Folketinget i oktober. Den var variationer over de allerede introducerede temaer, tilsat en række konkrete programpunkter: Regeringen stod for et beslutsomt skift i den økonomiske politik.

Tilliden, modet og optimismen i befolkningen og erhvervslivet skulle genskabes efter næsten et årtis økonomisk krisestemning, pessimisme, stilstand og virksomhedslukninger. De vigtigste skridt her og nu var indgreb i de gældende overenskomster på arbejdsmarkedet med et midlertidigt løn- og avancestop og suspension indtil foråret 1985 af den automatiske dyrtids- og taktregulering af lønningerne. Dyrtidsreguleringen havde efter regeringens opfattelse i høj grad bidraget til inflationen, til den dårlige konkurrenceevne for danske varer i udlandet og dermed også til arbejdsløsheden. Der kunne fortsat ske en vis regulering af de offentlige lønninger og af de sociale ydelser samt af folkepensionen, men alle indkomststigninger skulle holdes inden for en ramme på 4 procent årligt, mod tidligere års gennemsnitlige lønstigninger på omkring 10 procent. Også skattetrykket skulle begrænses, men regeringen turde – til Fremskridtspartiets utilfredshed – kun stille en beskeden skattelettelse i udsigt. Frem for på en fortsat svulmende offentlig sektor ville regeringen dog for alvor satse på virksomhederne og arbejdspladser i eksporterhvervene. Her skulle de penge tjenes hjem, som ville bidrage afgørende til at bringe dansk økonomi i balance og statsgælden væsentligt ned.

De bebudede nedskæringer i de offentlige udgifter ville af mange blive opfattet som barske, erkendte Schlüter, men de var nødvendige. Under en nøje gennemgang af statens finanser – et „uanmeldt kasseeftersyn”, som Schlüter med endnu et eksempel på sproglig opfindsomhed kaldte det – havde regeringen konstateret, at det stod endnu værre til, end den forrige regering havde beregnet. Underskuddet på finansloven ville formentlig blive 80 mia. kr. eller 6 mia. større, end fhv. finansminister Knud Heinesen havde oplyst, og underskuddet på betalingsbalancen kunne meget vel vokse til hele 20 mia. kr., mens den samlede udlandsgæld var nået op over 160 mia. kr. Den lange obligationsrente lå skyhøjt på 22 procent, og de omkring 280.000 arbejdsløse var et nedslående rekordtal, til trods for de 500.000 nyetablerede stillinger i den offentlige sektor siden krisens start i 1973.

Gælden og underskuddet skulle nedbringes ved store offentlige besparelser på 20 mia. kr. i 1983 og på 37,5 mia. kr. i 1984. Foruden ved suspensionen af dyrtidsreguleringen foreslog regeringen besparelserne opnået gennem en trinvis nedsættelse af arbejdsløshedsdagpengene fra 90 til 80 procents dækning af den hidtidige indkomst, indførelse af en selvbetalt karensdag for sygedagpengene, sænkning af kontanthjælpen, forhøjelse af lønmodtagernes og arbejdsgivernes bidrag til arbejdsløshedskasserne, en vis sænkning af det offentliges serviceniveau gennem bl.a. øget brugerbetaling, samt en besparelse på 3 mia. kr. i statens bloktilskud til kommunerne. Hertil kom nok så bemærkelsesværdigt et forslag om en foreløbig toårig afgift på 4 mia. kr. på pensions- og livsforsikringsformuer. Forslaget var stort set identisk med den „realrenteskat” på disse formuer, som den socialdemokratiske regering havde foreslået året forinden, men som den borgerlige opposition med De Radikale i spidsen skarpt havde afvist med folketingsvalget i 1981 til følge. De samme partier havde endda endnu en gang afvist forslaget, da det på ny optrådte i Anker Jørgensen-regeringens sidste helhedsplan den 1. september 1982. Nu kun fem uger senere var det blevet et vigtigt element i Firkløverregeringens økonomiske genopretningspolitik.

Over for de borgerlige vælgere blev kovendingen retfærdiggjort med en henvisning til, at behovet for offentlige indtægter var endnu mere akut, end man hidtil havde regnet med. I realiteten erkendte stort set alle politiske partier dog, at der ikke i produktionen ville være dækning for den realrente på 6-7 procent, som de enorme pensionsformuer på dette tidspunkt indbragte. Regeringspartierne havde da også mere end svært ved at forsvare sig imod beskyldninger om, at de i denne sag havde optrådt lige så opportunistisk og partitaktisk, som de selv havde anklaget Socialdemokratiet for at gøre.

Foruden forslagene til mindskede udgifter og øgede indtægter i den offentlige sektor lancerede den nye finansminister Henning Christophersen (V) en „operation regelsanering”, som opfordrede alle kommuner og organisationer til at komme med ideer til forenklinger af lovgivning og forvaltning. Der blev også nedsat en arbejdsgruppe af departementschefer, som blev sat til at foretage en systematisk oprydning i de statslige regelsæt og cirkulærer. I løbet af kampagnens første år blev det til over 800 forslag, og yderligere 800 kom til i 1984-85, inden den nye socialminister Palle Simonsen (K) gradvis begrænsede aktiviteterne. Selv om der faktisk skete en del oprydning i „cirkulærejunglen”, mislykkedes operationen dog stort set. Patienten, det højtudviklede og komplekse industri-, velfærds- og retssamfund, fordrede tilsyneladende en større grad af regelstyring for at kunne overleve, end Firkløverregeringen i starten regnede med.

Det gå-på-mod og høje humør, som den nye regering med statsministeren i spidsen udstrålede fra første dag, var ikke kun en påtaget rolle eller attitude, men også et bevidst arbejdsredskab både udadtil og indadtil. Men det splittede Folketing og umuligheden af at kunne operere med et fast og stabilt flertal, således som ikke mindst statsministeren og den radikale leder Niels Helveg Petersen klart ønskede det, kunne regeringen ikke ændre – ikke hvert fald ikke lige med det samme. Den var derfor til en vis grad nødt til at manøvrere taktisk for at komme igennem med sine mange sanerings- og besparelsesskridt. Socialdemokratiet afviste med støtte fra fagbevægelsen fuldstændig alle forslagene til offentlige nedskæringer, ikke fordi de benægtede nødvendigheden af betydelige besparelser, men med henvisning til, at den samlede profil i regeringens forslag havde en kraftig social slagside. Lønmodtagerne og særligt de arbejdsløse og andre af de socialt og økonomisk dårligst stillede grupper skulle bære en uforholdsmæssig stor del af byrderne ved genopretningsplanen, hævdede den socialdemokratiske ordfører Knud Heinesen.

De Radikale var enige et lille stykke ad vejen og forpurrede nedskæringen af dagpengedækningen til 80 procent for de arbejdsløse. Til gengæld sikrede Socialdemokratiet regeringen flertallet for pensionsbeskatningen, som Fremskridtspartiet ikke ville være med til. Mogens Glistrups splittede parti slog sig endda så meget i tøjret med hensyn til nogle af regeringens besparelser, at disse først blev stemt igennem efter visse indrømmelser til Glistrup og efter, at Schlüter havde måttet true med at udskrive nyvalg – allerede en måned efter regeringens tiltræden.

Uden for Christiansborg fremkaldte regeringens „asociale indgreb” som forventeligt demonstrationer, arbejdsnedlæggelser og en strøm af protester fra oppositionen til venstre og fra fagbevægelsen. Indgrebet i overenskomsterne vakte også Dansk Arbejdsgiverforenings kritik, som dog mest var principiel og rituel, da hovedindholdet i indgrebet svarede ret nøje til, hvad arbejdsgiverne i flere år havde talt varmt for. Regeringen kunne tage alle protesterne med betydelig sindsro, idet et bredt flertal i befolkningen ifølge efterårets opinionsmålinger havde forståelse for, at de alarmerende økonomiske krisetal nu nødvendiggjorde effektive indgreb. Socialdemokratiet stod ganske vist til en beskeden fremgang, men det var på bekostning af venstrefløjspartierne, og „statsministereffekten” viste sig allerede i form af en tilstrømning af stemmer fra de andre borgerlige partier til De Konservative. Det var tilsyneladende på rekordtid lykkedes Poul Schlüter og regeringen at skabe det ønskede stemningsskift. Firkløverregeringen var alt i alt kommet godt fra start – langt bedre end de fleste, inklusive dens egen leder, selv havde troet det muligt. Medvirkende var også, at Poul Schlüter fra begyndelsen viste talent for god regeringsledelse. De negative erfaringer fra den forrige borgerlige koalitionsregering, VKR-regeringen fra 1968 til 1971, spillede her en vigtig rolle. Mens den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard havde ladet de tre partiers folketingsgrupper være aktive deltagere i regeringens udspil, stræbte Schlüter i stedet efter at opnå enighed inden for ministerkredsen, før de fire partiers folketingsgrupper blev involveret. Regeringens beslutninger blev søgt forberedt således, at alle partier gennem deres ministre kunne føle sig lige forpligtede, når afgørelserne var truffet. Målet var, at hver minister var minister ikke for sit eget, men for alle fire partier.

Denne 'musketer'-arbejdsmetode viste sig hurtigt at bidrage til et ganske tillidsfuldt samarbejde mellem ministrene indbyrdes og mellem de deltagende partier. Den betydelige forskel i indbyrdes størrelse mellem regeringspartierne kunne ellers nok have givet næring til en vis vagtsomhed eller ligefrem jalousi. Sådanne gnidninger blev da heller ikke helt undgået, men regeringschefen fik som regel hurtigt, og med godt humør, gydt olie på vandene. Poul Schlüter kunne som den ubestridte leder af det borgerlige Danmark med fortrøstning se ind i det 1983, som regeringen havde udset til at blive vendepunktsåret for landets økonomiske problemer.