Fornyelsen af den færøske fiskerflåde efter 2. verdenskrig betød den endelige overgang fra linefiskeri til trawl; men det foregik stadig ved indkøb af ældre, fortrinsvis britiske fartøjer. På billedet en kulfyret damptrawler fra Vågø og i baggrunden en af de traditionelle slupper, der siden århundredskiftet havde udgjort grundstammen i den færøske fiskerflåde. Akvarel af G. P. Wiseman.

.

Ordensmagtens ankomst til Klaksvig, oktober 1955. Det danske politi var endnu ikke i øvelse med at bekæmpe optøjer. Specielt nogle medbragte hunde ophidsede gemytterne i Klaksvig.

.

Perioden efter 2. verdenskrig blev afkoloniseringens tid. Den hvide mand lagde nødtvungent sin byrde fra sig. Det blev nogle steder en lang og smertefuld proces med blodige oprør. Men kolonimagterne havde hverken politisk eller militær styrke til at fastholde deres imperier.

I Danmark så man med sympati på frigørelsesprocessen, for så vidt den i det hele taget blev bemærket. Det hører imidlertid med i billedet, at sympatien først kom klart til orde, når en befrielseskamp var ved at lykkes. Først da blev f.eks, Mau Mau-bevægelsen i Kenya eller „terroristerne” i Algier kaldt befrielsesbevægelser i pressen.

Den ambivalente holdning skyldtes ikke en udbredt fornemmelse af, at Danmark selv havde noget i klemme. En vis respekt for de europæiske kolonimagter og nogle jordnære handelsinteresser kan have spillet en rolle; men nok så afgørende var det, at der i offentligheden var meget ringe kendskab til og interesse for disse fjerntliggende områder i Afrika og Asien. En velbegrundet tradition for at anskue Danmark som en svag stat, der hverken var i stand til eller nærede ønske om at undertrykke andre, bidrog utvivlsomt til, at forholdet til Færøerne og Grønland kun i forbigående blev sat i afkoloniseringens perspektiv.

Færøernes hjemmestyreordning var i realiteten etableret under krigen og dermed uden medvirken fra København. Krigen havde bragt andet til Færøerne end udvidede beføjelser til Lagtinget. Færingerne havde tjent penge på fiskeriet og på transport af fisk fra Island til England. Pengene var investeret i havgående trawlere; men som en sikker følgesvend til fiskeriets industrialisering var koncentrationen af fiskerflåden hos færre og større rederier i gang. Den politiske uenighed om forholdet til Danmark fik en strøm på tværs fra konflikten mellem kapital og arbejdskraft. Og som om det ikke var indviklet nok, satte kirkelige retninger og religiøse sekter yderligere skel i befolkningen. Det færøske partisystem kompliceredes af, at der ikke var nogen umiddelbar sammenhæng mellem partiernes stilling til det nationale spørgsmål og stillingen til den økonomisk-sociale politik.

Hele den færøske befolkning var ikke meget større end en middelstor dansk provinsby, og enhver politisk alliance eller strid fik let stærke personlige indslag, men kunne også bibringe lokalsamfundet fornøjelse, hvis det lykkedes at bringe udefra kommende autoriteter i besværlige situationer. Autoriteterne kunne være de nære fra Torshavn eller endnu bedre de fjerne fra København.

Alle ingredienser var med i den langvarige konflikt i Klaksvig, øernes hurtigt voksende, næststørste by. Striden opstod om en sygehuslæge, Olaf Halvorsen, der havde gjort sig umulig i Danmark, først som notorisk nazist under besættelsen, siden ved stædigt at nægte betalingen af en beskeden bod til Den almindelige danske Lægeforening. For færøske løsrivelsesfolk var det nærmest en kvalifikation, at han havde gjort sig ilde lidt i Danmark. Han var konstitueret overlæge på det lille sygehus i Klaksvig; men den dansk-færøske sygehusstyrelse ville ikke lade ham få stillingen permanent. Det opfattedes i Klaksvig som utålelig imperialistisk undertrykkelse fra Torshavn og fra København.

Striden varede fra foråret 1953 til sidst i 1955. Den havde sine dramatiske faser og episoder med beboernes afspærring af havnen for at hindre myndigheder fra Torshavn i at gå i land. Afsendelsen af 120 danske politifolk og senere marinens fregat, Rolf Krake, skulle demonstrere de lovlige myndigheders magtmonopol.

Finansminister Kampmann blev flere gange sendt i ilden, dog kun i overført betydning, som forhandler. På den rebelske side var formanden for fiskernes fagforening, republikaneren Erlendur Patursson og havnemesteren i Klaksvig særdeles aktive. Den sidstnævnte fik ved det retslige efterspil på affæren halvandet års fængsel for at have anstiftet en veritabel indespærring af repræsentanter for myndighederne. Andre blev idømt straffe fra seks måneder til 30 dage. Landsretten sænkede straffene, der under ingen omstændigheder svarede til de store ord om oprør, der var blevet brugt, da stemningen var på sit højeste.

Den danske presses behandling af sagen havde træk af en ikke videre venlig overlegenhedsfølelse; den viste dog også, at man i „moderlandet” havde blik for affærens humoristiske sider. En revyvise, der satte spørgsmålstegn ved nytten af den danske tilknytning til Færøerne, tolkede manges mening om det danske imperium i Atlanterhavet.

Hele den langstrakte affære var ude af proportioner med stridens anledning. Helt anderledes synlige og kontante interesser stod på spil, når udenlandske navnlig britiske trawlere opererede på de fiskepladser tæt ved Færøerne, som blev regnet for hjemmefarvand. Efterhånden som trawlerne blev større, sejlede hurtigere og fik mere avanceret grej, udgjorde de en trussel, ikke blot mod torskene i de kystnære farvande og dermed mod det færøske hjemmefiskeri, der foregik med line, men også mod fiskeynglen, der uhjælpeligt blev kvast i nettene.

Det færøske hjemmefiskeri stod for ca. 15 procent af fangsterne. Resten blev hentet ved Island og ved Grønland, hvor færingerne nok var fremmede fiskere, men også fungerede som læremestre for grønlænderne i deres omstilling til havfiskeri.

I 1955 havde den danske regering, der ifølge hjemmestyreloven førte udenrigspolitikken også for Færøerne, indgået en tiårig aftale med England om fiskerigrænser. Islands ensidige proklamation i 1958 af en udvidelse af fiskerigrænserne fra de traditionelle tre til 12 sømil (senere sat op til 200) førte til en opsigtsvækkende torskekrig, der satte den britiske flåde på en række manøvreringsprøver. De færøske fiskere blev også ramt af det islandske skridt, og Kampmann, der nu var regeringens færøekspert, måtte til London for at genforhandle aftalen om fiskerigrænsen ved Færøerne. Den blev udvidet til 12 sømil, dog med en femårig frist for de engelske trawlere i de yderste seks sømil.

Kontrollen med aftalens overholdelse var ikke nogen let opgave, især fordi de britiske trawlere ofte kunne sejle hurtigere og havde fuldt så meget elektronisk udstyr som den danske marines fartøjer. Først med helt nybyggede skibe lykkedes det at gøre tilstrækkeligt sikre fangster blandt de britiske trawlere og få konfiskerings- og bødedomme med præventiv virkning.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Færøerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig