Den første dansker, som besteg det 3733 meter høje Gunnbjørns fjeld i Østgrønland, var journalisten Ebbe Munck. Det skete i 1935, to år efter at Danmark ved Domstolen i Haag havde fået bekræftet sin suverænitet over hele Grønland. Munck plantede Dannebrog på fjeldets top og sendte kongen et billede, hvorpå han skrev: „Fra Deres Majestæts højeste bjerg.” Ebbe Munck var både af nationale og temperamentsmæssige grunde en ivrig deltager i ekspeditioner til Grønland. Under besættelsen blev han en fremtrædende modstandsmand og senere hofchef hos prinsesse Margrethe.

.

Angmagssalik er en af de få bopladser i Østgrønland. Navnet betyder stedet, hvor man fanger den lille fisk lodden. Angmagssalik besejledes kun en gang om året, og det lille samfund på 800 mennesker hvilede stort set i sig selv. Fra kajakker harpunerede man sæl, medens konebådene blev brugt, når man om sommeren flyttede ud fra selve Angmagssalik. En telegrafbestyrer varetog forbindelsen med omverdenen, en præst med de højere magter. Ellers var man overladt til sig selv.

.

En del af det danske rige var Færøerne med ca. 24.000 færinger. Sprogligt, kulturelt og økonomisk var det i virkeligheden en selvstændig nation, men båndene til Danmark var stærke. Ikke kun fordi Færøerne havde status af et amt og havde en dansk amtmand, men også fordi mange færinger så en fordel i at bevare en tæt forbindelse til Danmark, ikke mindst af økonomiske grunde. De sluttede sig politisk til Sambandspartiet, men også det færøske Socialdemokrati ønskede Færøernes forbliven ved Danmark. De utilfredse, som krævede trådene til Danmark skåret over eller løsnet, samlede sig om Selvstyrepartiet, senere om Folkeflokken.

I 1920'rne og 30'rne var udviklingen i det hele rolig. Men båret af færøsk nationalisme vandt det færøske sprog mere og mere udbredelse i kirke, skole og administration. Fra 1938 blev der valgfrihed mellem dansk og færøsk som skolesprog. Et særligt færøsk flag begyndte så småt at vise sig. Fra 1923 havde Færøernes amtsråd, Lagtinget, fået øgede beføjelser, kimen til et færøsk parlament var lagt. Lagtinget udpegede et medlem til Landstinget, mens der ved direkte afstemning valgtes et medlem til Folketinget. Interessen for den danske Rigsdag var ringe og valgdeltagelsen tilsvarende lav. De færøske rigsdagsmedlemmer tog kun sjældent ordet og da næsten udelukkende i færøske anliggender. Dansk politik holdt de sig udenfor.

Erhvervsmæssigt skete der også gradvist forandringer. Landbruget, dvs. især fåreavlen, gik tilbage. I stedet voksede fiskeriet, og klipfiskeeksporten fik stigende betydning, selv om Spanien på grund af borgerkrigen svigtede som marked. Fiskerflådens fornyelse gik dog trægt, og kun få fartøjer var i stand til at fiske ved Grønland, hvor der var mange torsk.

Grønland var med sine ca. 16.000 indbyggere modsat Færoerne en koloni, styret fra København af Grønlands Styrelse og lokalt af to landsfogeder for henholdsvis Nord- og Sydgrønland. Den Kongelige Grønlandske Handel havde monopol på al omsætning, og landet var lukket for fremmede. Man ville beskytte det grønlandske naturfolk. Sælfangsten var på grund af klimaændring i tilbagegang; i stedet slog man sig på fiskeri og fåreavl. Hvigtut i Sydgrønland fandtes verdens eneste større kryolitbrud. Grønlændernes levestandard var lav, sygdom – især tuberkulose – udbredt.

Politisk var en grønlandsk elite ved at finde et forum i de to landsråd for Nord- og Sydgrønland, selv om disse kun havde rådgivende status. Men modsat Færøerne var der ingen artikuleret opinion. Grønland var i Danmark sædvanligvis kun omtalt i forbindelse med de to navnkundige ekspeditionsledere Knud Rasmussen og Lauge Koch – bortset fra ét forhold, som kun i ringe grad berørte den grønlandske befolkning, men som i en halv snes år til stadighed dukkede op på avisernes forside. Netop i 1933 kulminerede striden mellem Norge og Danmark om Østgrønland.

Danmark havde senest i 1916 i forbindelse med salget af De dansk-vestindiske Øer fået USA's anerkendelse af vor højhedsret til Grønland. De andre stater fulgte efter, Canada dog nølende. Norge ville ikke yde nogen officiel anerkendelse, men da spørgsmålet om Norges ret til Svalbard blev rejst på fredskonferencen i Paris, støttede Danmark de norske krav. Til gengæld lod Norges udenrigsminister Danmark forstå, at man fra norsk side „ikke ville gøre vanskeligheder ved denne sags ordning”, dvs. at man ikke bestred Danmarks ret til hele Grønland. Nogen skriftlig bekræftelse kunne Danmark dog ikke få.

Sagens genstand var det nordlige Østgrønland, som reelt var ubeboet, og som Norge derfor betragtede som herreløst og ønskede adgang til. Fra dansk side var man indstillet på i vidt omfang at imødekomme nordmændenes ønsker om ret til at gå i land, jage, fiske og overvintre, men højhedsretten ville man ikke give afkald på. Ved en traktat indgået i 1924 gav man Norge disse indrømmelser foruden ret til at oprette vejrstation, telegraf og telefon. Det var en ensidig gestus, der intet kom ud af, da nordmændene alligevel ikke ville godkende Danmarks højhedsret. I 1930 gav den norske regering derimod nogle nordmænd politimyndighed i Østgrønland, og året efter hejste norske jægere det norske flag i Mackenziebugten i Østgrønland og erklærede området for okkuperet under navnet Erik den Rødes Land, hvilket efterfølgende blev stadfæstet af den norske regering. I 1932 besattes yderligere et område.

Den danske regering havde allerede i 1931 udtaget stævning mod Norge ved Den internationale Domstol i Haag. Under stort opbud af diplomater, jurister og andre sagkyndige, procederedes sagen i Fredspaladset. Den 5. april 1933 faldt der dom. Med 12 stemmer mod to fandt man Norges handling retsstridig og bekræftede Danmarks fulde højhedsret over hele Grønland.

Den regering, der havde stadfæstet okkupationen, var udgået af det norske bondeparti, der i sine holdninger var LSpræget og tillige stærkt nationalistisk indstillet. Forsvarsminister var major Vidkun Quisling, som senere grundlagde Nasjonal Samling, det norske nazistparti. Den oppiskede stemning i Norge, der først var genskabt om selvstændig nation i 1905, og baggrunden herfor kan minde om de ekstremistiske kræfter, der var i gang i Danmark 1918-20, og som forgæves krævede en større del af Slesvig, end folkeafstemningen hjemlede ret til. I nationale norske kredse var harmen mod Danmark betydelig. Indtil 1814 havde Grønland sammen med Island og Færoerne hørt til, hvad der kaldtes den danske konges norske riger og lande. I 1814 havde ildesindede danske forhandlere på Wienerkongressen snydt Norge for dets ret, mente mange nordmænd. I Danmark var der til gengæld irritation over Norges adfærd. Der var kulde mellem de to nationer, og først den tyske besættelse af begge lande gav andet at tænke på. Da opstod et fællesskab, der trængte tidligere uoverensstemmelser tilbage. Under krigen trådte Danmark til ved at sende fødevarepakker til de hungerramte nordmænd.

Danmark tog konsekvensen af den risiko, der åbenbart var forbundet med at lade de østgrønlandske ødemarker ligge ubeboede og ubenyttede hen. Allerede i 1924 havde polarforskeren, kaptajn Ejnar Mikkelsen, anlagt en lille koloni i Scoresbysund for at markere den danske tilstedeværelse, og i 1933 udnævntes han til statens inspektør for Østgrønland, som lå uden for de to landsfogeders domæne.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Færøerne og Grønland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig