Fæsteforholdet: lov og praksis

I Christian 3.s lovgivning fik bondestanden sine egne paragraffer, selv om det meste af juraen vedrørende standen blev formuleret som rettigheder for herskabet. Det blev fastslået, at landsbyernes vedtægter skulle holdes, ikke mindst bestemmelser vedrørende hegn og gærder. Granderne kunne pålægge overtræderne bøder og inddrive dem. Der var nyttige bestemmelser, som, hvor beskedent det end kan forekomme os, er udtryk for, at regeringen mente, at det også var et statsanliggende at forbedre avlen: hver bonde skulle hvert år lægge fem humlekuler og plante tre æble- eller pæretræer og piletræer.

Det vigtigste for de allerfleste bønder, fæsteforholdet, var og blev imidlertid ét af de områder, hvor sædvanen spillede en stor rolle i forhold til centralmagtens lovgivning, og hvor adelen var uhyre opmærksom på at undgå statens indblanding. Her som i hele det personretslige forhold mellem ejer og fæster var det ikke let at finde balancen mellem bøndernes og adelens standsprivilegier. Det var fortsat i enhver godsejers interesse at have et velbesat fæstegods med solide fæstere, der betalte deres afgifter til tiden, og også at kunne komme af med besværlige fæstere. Og for bondefamilierne var det vigtigt at have størst mulig sikkerhed for at kunne beholde gården så længe, de ønskede, men også i givet fald at kunne forlade den og få en anden på rimelige vilkår. Det nye styres lovbestemmelser havde på nogle punkter skabt andre spilleregler for brydningerne mellem disse interesser.

Det ser ud til, at både bestemmelserne i Christian 3.s love og reglerne for lensmændene om krongodsets forvaltning forudsætter, at et fæste nu normalt fortsatte efter de aftalte og sædvanebestemte retningslinier, indtil fæsteren døde eller én af parterne ønskede det afbrudt. Loven bestemte, at ingen fæster kunne sættes fra sin gård, så længe han holdt den ved lige, betalte alle sine afgifter til tiden og var sin husbond og hans foged „hørig og lydig”. Også over for lensmændene blev det indskærpet, at kronens fæstere ikke måtte „udfæstes”, så længe de overholdt deres forpligtelser. Det er den samme bestemmelse, som blev udsendt i den bevægede tid i 1523, men nu var det en anderledes enig og effektiv regering, der stod bag. Men samtidig var begrebet „hørig og lydig” mere end nogensinde åbent for godsejernes fortolkning, hvis de kunne ønske at komme af med en fæster. Bestemmelsen har begrænset bøndernes lyst til at gøre sig uheldigt bemærket i herskabets eller dets fogeds øjne. Det blev også bestemt, at enker kunne blive siddende på fæstegården til første fardag. Ville enken derefter beholde gården, skulle hun fæste den på lovformelig vis, dvs. betale stedsmål, det beløb i penge eller stude, som skulle erlægges ved fæstets indgåelse, og påtage sig de sædvanlige forpligtelser.

Når en bonde blev sat ud af fæstegården „for hans rette forsømmelses skyld”, skulle han som tidligere stille godsejeren sikkerhed for, at han ikke ville „fejde” sin eftermand på gården. Ville han ikke det, måtte godsejeren sætte ham i fængsel.

De konflikter, der førte til afgørelser ved domstolene, var naturligvis få i forhold til alle dem, vi ikke hører om. Den større styring af forholdet mellem stænderne førte efterhånden til mere papirarbejde, ikke mindst ved domstolene, og en del er bevaret, som kan give indblik i, hvor problemerne lå. Som i visse nutidige huslejebestemmelser var det gyldig udsmidningsgrund, at ejeren selv ville bruge gården. Det blev efterhånden den gængse undtagelsesbestemmelse over for fæstemålenes uopsigelighed fra ejerens side. For adelige kunne det være aktuelt at føre denne regel i marken, når de ønskede at nedlægge bøndergårde for at give plads for oprettelse af nye hovedgårde eller udvidelse af bestående. I praksis kunne en ny hovedgård oprettes blot ved at ejeren etablerede sig på den, hvilket især var aktuelt, når adelige enker eller yngre sønner havde behov for en sædegård. Også selvejere og forarmede lavadelige kunne have brug for selv at overtage en af deres fæstegårde.

En del sager drejer sig om stedsmålet. Betalingen af det blev opfattet som en garanti for, at bonden kunne blive på den fæstede gård, idet det skulle tilbagebetales, hvis bonden blev sagt op, fordi herremanden selv ville bruge gården, og ved udsmidning uden lovlig årsag. For gode gårde, som det var værd at beholde, kunne et højt indfæstningsbeløb give bonden en vis sikkerhed, fordi det ville være dyrt for godsejeren, når stedsmålet kunne kræves tilbagebetalt. Denne retslige sikkerhed havde så for bonden den ulempe, at han i nogle tilfælde ikke blot skulle betale ved fæstets indgåelse, men også til en ny husbond, hvis godset skiftede ejer. På krongodset blev det forbudt nye lensmænd at pålægge bønderne nyt stedsmål, men det var et område, hvor det var svært at ændre gældende praksis på adelsgodset.

Den godsejer, der ønskede at udvise en fæster af gården, var nok hæmmet af loven, men det var ikke værre, end at det for det meste kunne lade sig gøre. En eller anden form for faktisk eller påstået misligholdelse eller ulydighed ville efter recessens bestemmelser være fyldestgørende grund. Det kunne f.eks. være landgilderestancer, men hvis sagen kom for retten, kunne godsejeren komme ud for, at denne frifandt bonden, hvis det ikke kunne dokumenteres, at restancerne var blevet krævet år for år. Problemet synes at have haft et vist omfang, for i begyndelsen af 1600-tallet førte det til en forordning om, at bøndernes restancer skulle tinglyses hvert år, så efterladenhed altid kunne dokumenteres.

De spredte lysglimt, som især det retslige materiale således kaster over den sociale virkelighed i tiden efter 1536, viser, at regeringen – konge, rigsråd, højere embedsmænd – satte stærkt ind på, at love, regler og sædvane skulle regulere samfundslivet. Vilkårlighed, selvtægt og ulovlig tvang blev ikke tålt, hvis regeringen kunne hindre det. Hvordan det senere i tilværelsen på godset gik de bønder, der førte retssager mod deres herskab og måske fik rettens medhold, hører vi lige så lidt om, som om alle de tilfælde, hvor konflikterne mellem bonde og herskab ikke kom for retten.