Valdemar Atterdags eneste søn, Christoffer, hertug af Lolland, døde 1363. Hans gravstatue af alabast i Roskilde Domkirke er ikke meget yngre end hertugen selv. Gravmælet er nyopstillet så sent som i 1870'erne på en sarkofag af Vilhelm Bissen, i nærheden af søsteren Margretes grav i koret. Omgivet af sin hjelm og sine våbenskjolde, klædt til kamp og med sværd og dolk ved siden, ses hertugen som det faderens billede han i sin 19-årsalder var.

.

Den krig der fulgte på Gotlands erobring og brandskatningen af Visby, forstås bedst i lyset af at det var Sveriges fremtid det drejede sig om. Der skabtes en koalition mellem Mecklenburg, Holsten og de vendiske stæder rettet mod Valdemar Atterdag. Hanseforbundet i almindelighed, dvs. de to andre tredjedele (den preussisk-Iivlandske og den westfalsk-zuidersøiske), støttede den, men kun med en blokade. De afgav løfte om at varer de førte gennem Øresund ikke på nogen måde skulle komme til Danmark eller Skåne. Men længere gik de ikke. De preussiske stæders handel gik nu overvejende til Vesteuropa, og deres skibe kunne for så vidt undlade at anløbe Skåne. De vestlige hansestæder kunne også nok nogle år ad gangen undvære handelen på Skånemarkedet. Det var for de vendiske stæder skånehandelen var af vital betydning.

En stor, men udelukkende hanseatisk flåde indfandt sig 1362 i Øresund og belejrede Helsingborg. Den skulle have haft svensk forstærkning nordfra, men den udeblev og det lykkedes i stedet Valdemar med sin flåde at befri borgen og erobre et stort bytte, og derpå fortsatte han med hæren ind i det sydvestlige Sverige. Det følgende år var der en mindre træfning i Øresund. Omkring ved denne tid døde Valdemars eneste søn, hertug Christoffer, næppe tyve år gammel.

Brylluppet mellem Håkon og Margrete var udtryk for, at Magnus havde vendt sig fra hansestæderne, og de var dertil ilde stedt, fordi kong Valdemar havde stærke støtter i det tyske bagland. Derfor vandt han krigen, der blev afsluttet med fred mellem ham og de vendiske stæder i Vordingborg 1365.

I mellemtiden havde de svenske stormænd vendt sig fra Magnus og indkaldt den unge hertug Albrecht af Mecklenburg som deres konge. Han var søn af Magnus' søster Euphemia og den gamle hertug Albrecht af Mecklenburg, og hans ældre bror Henrik var gift med Valdemar Atterdags datter Ingeborg. Nu begyndte det at se indviklet ud med hensyn til fremtidens tronfølge i de nordiske riger. De forskellige fyrstehuse var så nært beslægtede indbyrdes, at der snildt ville kunne findes tronkandidater til næsten enhver tænkelig fordeling af herredommerne omkring Østersøen. Var der ikke nok til alle, kunne man altid dele landene op i nye fyrstendømmer som det næsten var sket i grænseområdet mellem Norge og Sverige og med inddragelsen af Samsø.

Antagelsen af Albrecht af Mecklenburg som svensk konge var med til at afgøre Første Hansekrig. Hansestæderne kunne ikke være direkte militært forbundet med den tyske fyrste der nu var konge i Sverige uden at pådrage sig vanskeligheder med fyrsterne i deres bagland. Men i Vordingborgfreden er det ikke vanskeligt at se stædernes håb om at Skåne dog snart igen måtte gå tabt for Valdemar Atterdag, selv om de nu accepterede højere afgifter på Skånemarkedet.

Valdemar Atterdag havde været borte fra sit rige fra 1363 til 1364, i Pommern og Nordtyskland, ved kejserhoffet i Prag og endelig ved pavehoffet i Avignon. Valdemar opnåede af paven store begunstigelser der tillod ham at udnytte den danske kirkes ressourcer til sine politiske formål, og hos de verdslige fyrster har han også skaffet sig støtte uden at vi kender enkelthederne. Måske var forhandlingerne ikke helt ført til ende da han vendte hjem.

Fra sommeren 1363 stod Valdemar Atterdag i den situation at hans riges fremtid afhang af de to fyrstehuse der nu kæmpede om magten i Norden. Hans nærmeste tronarvinger ville være dattersønner, enten dem Ingeborg fik i ægteskabet med Henrik af Mecklenburg eller Margretes i ægteskabet med Håkon.

Efter Albrecht af Mecklenburgs antagelse i Sverige, måtte Magnus Eriksen naturligvis føre krig om sin svenske kongeværdighed, men han faldt i mecklenburgsk fangenskab. Han kom først fri i 1371 og da mod at han selv og hans søn Håkon fraskrev sig retten til Sverige.

Den hellige Birgitta har sikkert ret i at Magnus Eriksen og Valdemar Atterdag i årene mellem 1359 og 1363 koordinerede deres bevægelser, og havde til hensigt at dele et eventuelt udbytte mellem sig. Men Valdemars interesser gik ud på, at han ville være en faktor i svensk politik. Det indså hansestæderne, og de var ikke interesserede i, at samme stærke herre bestemte i de to nordiske riger.

I november 1367 dannede de et stort forbund og besluttede sig til at gå i krig med Valdemar Atterdag på ny.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Første krig med hansestæderne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig