Familien bag pristallet

Lønmodtagernes forbrugsmønster. Den procentvise fordeling af familiernes gennemsnitlige fordeling af udgifterne.

.

Ølreklamer med ca. ti års mellemrum. 1960 præsenteres produktet af den uantastelige glamour. Ti år efter appelleres der til nostalgien og „de gode gamle dage”.

.

For mange blev „den med tyren” introduktion til at drikke vin, der før havde været forbeholdt et velstående mindretal eller kun var blevet brugt ved meget store familiebegivenheder. Charterrejsernes oplevelse af vin som den daglige drik fjernede endeligt det eksklusive ved den og åbnede det danske marked for import af mere jævne kvaliteter.

.

Bredden i dansk fodbold var Dansk Boldspil Unions stolthed. Svenskelandskampene og landsholdets sejre og nederlag ved De olympiske Lege var nok store begivenheder, ikke mindst med Gunnar (Nu) Hansens medrivende reportager. Entusiasmen kunne dog være lige så stor, når Rødovre og Lendemark dystede i tredje division, som her i efteråret 1958.

.

I 1958 begyndte Politikens Forlag at udsende en fordansket udgave af Grimbergs verdenshistorie i 16 bind. Her spillede fortællingen i stilen fra det 19. århundredes brede historieværker op, akkompagneret af en mængde illustrationer. Da det faktisk blev en af bogverdenens største salgssucceser, spurgte historikerne sig selv og hinanden, om der virkelig var en så bred historisk interesse. Da Grimberg-udgivelsen var færdig, var forlaget allerede i gang med en ny, stor danmarkshistorie.

.

Løn og forbrug blev registreret i de offentlige statistikker. Når så mange fik deres indkomst reguleret efter pristallet, knyttede der sig stærke interesser til den fiktive husstand, der gik under navnet „pristalsfamilien” med far, mor og en komma en eller anden decimalbrøk af børn. Hvad denne konstruerede gennemsnitsfamilie købte, bestemte hvilke faktiske prisstigninger der skulle tælle med i pristallet og med hvilken vægt. Pristalsfamiliens budget baseredes på undersøgelser, som Statistisk Departement med års mellemrum foretog ved at spørge nogle tusinde lønmodtagerfamilier om, hvad de havde købt, og ved at få dem til at føre detaljeret regnskab i en periode.

Sådanne undersøgelser havde man foretaget siden slutningen af 1800-tallet. Under begge verdenskrige var resultaterne blevet brugt i tilrettelæggelsen af rationeringerne. Fra 1950'erne var det næsten udelukkende pristallets lønregulerende funktion, der var begrundelsen for undersøgelserne. Bekymringerne for, om en arbejderfamilies indtægter kunne dække udgifterne til mad, husleje og tøj, spillede ikke længere nogen rolle. Nu blev det spørgsmålet, om fjernsynslicensen skulle indregnes i pristalsfamiliens budget.

Statistisk Departement lavede den slags undersøgelser i årene 1955, 1963 og allerede igen i 1966. Bortset fra de økonomiske og organisatoriske interesser, der dengang var knyttet til resultaterne, har undersøgelserne givet en mulighed for, som med Svinedrengens kunstfærdige gryde, at få at vide, hvad lønmodtagerfamilierne fik til middag og i det hele taget, hvad de brugte deres penge til.

Deler man som i søjlediagrammet her lønmodtagernes samlede udgifter op i nogle store kategorier, kan man umiddelbart se, at de personlige skatter, udgiften til eget motorkøretøj og til ferie og fritid er vokset. Opsparingen er også gået noget i vejret, fordi man meget rimeligt regnede afdragene på lån i eget hus for opsparing. Derimod er den skattefrie indtægt, som husprisernes stigning indbragte ejerne, „mens de sov”, ikke regnet med. Den del af udgifterne, der går til mad og drikke er faldet, og her tælles også tobaksforbruget med. Det samme gælder den procentandel, man betalte for bolig, for tøj, for vask og anden personlig hygiejne. Det var naturligvis ikke, fordi folk spiste dårligere eller mindre eller havde fået en billigere bolig, købte mindre tøj eller vaskede sig mindre. Hvis man omsatte procentsøjlerne i diagrammet til kroner og øre, skulle søjlen til højre være næsten 50 procent højere end den til venstre, selv om man indregnede prisstigningen.

De procentandele, som søjlediagrammet illustrerer, viser forbrugsmønsteret som et gennemsnit af alle de husstande, der deltog i undersøgelserne. Deler man dem op efter, hvor store familiernes indtægter var, ser man, at husstande med den laveste indkomst i 1966-undersøgelsen, dvs. de med indkomster på 20-25.000 kr. om året, har overtaget det forbrugsmønster, de mere velaflagte familier havde 11 år tidligere. På et punkt var den laveste indkomstgruppe i bogstaveligste forstand endnu ikke hoppet på vognen. Udgiften til „eget motorkøretøj” var fortsat beskeden, fordi kun meget få med den indtægt havde råd til at holde bil.

I 1955-undersøgelsen var lønmodtagerfamiliernes gennemsnitlige forbrug 11.570 kr. om året, når personlige skatter og opsparing var trukket fra. Øverst lå højere funktionærer i hovedstaden med omkring 17.000 kr., nederst landarbejderne med 7200 kr. De højest lønnede brugte godt 4000 kr., de lavest lønnede knap 3000 til mad og drikke. I gennemsnit blev det for alle familierne i undersøgelsen til et madbudget på ca. 3300 kr. om året.

Hvad fik familien så at spise for pengene? Kostbudgettet fordeltes med 475 kr. til brød og kager. Her kan man konstatere, at rugbrød stadig spillede en større rolle i kostplanen hos de lavest lønnede, der også havde det hårdeste fysiske arbejde. Til kød og fisk blev der brugt godt 1000 kr. og til fedtstoffer, dvs. smør og margarine, 325 kr. Jo mindre husmoderen havde at købe for, desto mindre kød blev der brugt, og desto mere var det margarine, der blev sat på bordet, ikke smør. Mælk, ost og æg tog næsten 500 kr.; her var forbrugets størrelse mere afhængigt af familiens børnetal end af indkomstens størrelse. Kartofler og grøntsager stod for 400 kr. Kartofler var basiskost af samme betydning som rugbrødet; i gennemsnit fortærede hver dansker godt 300 gram kartofler om dagen. De højest lønnede supplerede med flere grøntsager; men i 1966-undersøgelsen kunne man konstatere, at også de lavest lønnede i hovedstaden havde sat deres forbrug af grøntsager op, da de fik råd til det.

Kaffe og te kostede 315 kr. om året, det rakte til 325 gram kaffe om ugen. Der blev brugt 100 kr. til sukker, mest på landet hvor syltningen satte forbruget op. Endelig sluttede den statistiske opgørelse af lønmodtagerfamiliernes spisevaner af med drikkevarerne. I gennemsnit beløb det sig til 335 kr. om året. Forbruget fulgte indkomsten; når man fik råd, drak man mere og navnlig mere stærk spiritus. Hvidtøl måtte vige pladsen, når der blev råd til pilsner, indtil bilismen og frygten for at miste kørekortet reddede det alkoholsvage øl.

Forskellen mellem de højest og de lavest lønnedes udgifter blev større, når det drejede sig om de andre nødvendige poster på budgettet. Familierne i undersøgelsen brugte i 1955 i gennemsnit ca. 1000 kr. om året til bolig, 17-1800 kr. hos de velaflagte, mens landarbejderne nøjedes med 500 kr. Omtrent samme forholdsvise afstand var der mellem de højere funktionærers og de ufaglærte arbejderes tøjudgifter. I pristalsberegningen indgik med sans for virkeligheden prisen på forsåling og bagflikning af et par herresko. Det kostede 17 kr.

En faglært industriarbejder i København tjente i 1955 omkring 5,80 kr. i timen, en krone mere end kollegaen i provinsen. Under forudsætning af, at han ikke blev arbejdsløs i løbet af året, blev det til 13.500 kr., når feriepenge og andre tillæg blev regnet med. I Statistisk Departements undersøgelsesmateriale lå den gennemsnitlige årsindkomst for de faglærte arbejdere i hovedstaden på 16.000 kr. De ekstra 2500 kr. kan være kommet ind ved, at konen har haft lidt arbejde; men det er nok mere sandsynligt, at det er manden selv, der har tjent noget mere, enten ved overarbejde eller ved at have en bibeskæftigelse en gang imellem.

Når husleje, kost, tøj, skat, fagforeningskontingent og andre nødvendigheder var betalt, var der ca. 2500 kr. om året tilbage til mere fri rådighed. Den ufaglærte arbejder i landdistrikterne havde knap det halve tilovers efter de faste udgifter.

De ting, som den faglærte københavner betalte med de 2500 kr., var dels familiens fritidsbeskæftigelser som sport eller udgifter til kolonihave, dels radiolicens, avisabonnement, telefon og biografbesøg. Ferie var en ny post på budgettet; den kostede i gennemsnit 350 kr. i 1955.

Nyanskaffelser til hjemmet var en ret stor post. Der var spenderet 800 kr. enten det var nye møbler, eller det var det første køleskab, der var rykket inden for rækkevidde. Fjernsyn var næppe aktuelt endnu; det ville have slugt næsten hele budgettets frie beløb, for det kostede omkring 2000 kr. i anskaffelse. Ifølge opgørelsen foregik en del af familiens transport med „egne transportmidler”, som det hed; men det har kun i særdeles sjældne tilfælde været en bil. De mest beskedne modeller kostede 8-10.000 kr., og det kun hvis man kunne overbevise myndighederne om, at man havde et erhvervsmæssigt kørselsbehov. Ellers måtte man af med „dollarpræmie” som ekstra indkøbsafgift.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Familien bag pristallet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig