I det foregående har bønder og borgere været den tavse masse bag en håndfuld stormænd, verdslige og gejstlige, som vi i de skriftlige kilder lærte at kende i kød og blod. Med nedskrivningen af landslovene i slutningen af 1100-tallet og begyndelsen af 1200-tallet får vi mulighed for et dybere indblik i det danske folks betingelser, åndeligt og materielt, i Valdemarernes Danmark.
Indledningsvis kan vi sætte et spørgsmålstegn ved værdien af lovregler som kilder til de faktiske forhold. At forbud imod at slå ihjel og stjæle ikke har afskaffet drab og tyveri, ved ethvert barn. Alligevel viste Slesvig stadsret og Lunds birkeret en række træk om forholdene i disse byer, som vi ikke har grund til at tvivle om. Når det udtrykkeligt siges, at vinsælgersken i Slesvig ikke måtte bruge forkert mål, skyldes det naturligvis, at der er blevet svindlet med målene, men vigtigere for os er den oplysning, at kvinder faktisk holdt kro. Ej heller behøver vi at betvivle, at man fra Slesvig har handlet ad de ruter, som nævnes i toldtarifferne.
Det samme med landslovene. Når vi må gå ud fra, at det er gejstlige, der står bag nedskrivningsarbejdet, kunne vi måske befrygte, at lovteksterne dels forbigår de regler, der er ligegyldige for kirken, dels lader kirkens idealer og ønsker fremstå som gældende ret uden dækning i virkeligheden. I begge tilfælde er svaret nej. De nedskrevne love rummer så meget landboret, som ikke vedrører kirkens anliggender og sjælenes frelse, at der bag arbejdet må have ligget et oprigtigt ønske om at få alle sider af retslivet med. Og hvis kirken skulle have smuglet sine ønsker ind, så skulle disse fremgå af lovene, hvad de langtfra gør. Vi kender jo kirkens idealer i alle detaljer og kan konstatere, at lovenes gejstlige nedskrivere har måttet sluge mange kameler undervejs. Hverken kirken eller kongemagten var så fast etableret, at befolkningens retssædvaner kunne negligeres.
En gennemgang af de store nedskrevne samlinger af love fra landene viser, at et kirkeligt hovedanliggende, regler om personlig skyld og ansvar, kun er gennemført ved fastlæggelsen af bøder til konge og biskop. Den skadelidte får stadig væk bøder for skødesløshed og hændelig skade, hvad kirken var imod, ligesom den også var imod ansvar for gerninger begået af andre, f.eks. slægtninge, og kollektivt ansvar i øvrigt. Disse ansvarsregler viser en brydning imellem ældre og yngre regler. På de punkter, hvor der er forskelle imellem lovenes og kirkens regler, er kirke og konge gået på kompromis med det gamle system. F.eks. ved at anerkende visse drab som lovlige, benægtelsesed med slægt og venner, slægtsarv uden testamente, skødning på bopælen eller på tinge, jernbyrd osv., hele striben af sædvaner, som det gamle system kunne opretholde uden kirke og centralmagt, men som kirke og konge sandelig ikke kunne undvære. Fra dem kan vi tillade os at slutte tilbage i tid. Men vi gør det ikke i et tomt rum; vi kan støtte os til andre skriftlige kilder end lovtekster - og til arkæologernes stadigt voksende fundmateriale, genstande og anlæg, spor af huse, hegn, voldsteder osv. Kort sagt den danmarkshistorie, som hidtil er fortalt uden brug af andre retsregler end de ældste byretter.
Lovene for landene har man kaldt landskabslove med et ord, som i sidste århundrede hentedes fra tysk. Da vi i øvrigt ikke på dansk bruger betegnelsen "landskab" om hele Jylland, Sjælland osv. og da ordet "landslov" har gammel hjemmel ("uden for landslov og ret") anvendes det her. Af landslovene er den skånske omtalt i forbindelse med Anders Sunesens indsats på rettens område, fra Sjælland stammer Valdemars og Eriks sjællandske love, kongenavne, som senere slægtled har hægtet på dem uden at noget tyder på, at konger skulle være involveret i nedskrivning og udformning af disse love. Ingen af dem er dateret, Skånske Lov må være nedskrevet imellem 1202 og ca. 1216, dele af Valdemars sjællandske Lov må være ældre, Eriks sjællandske Lov nogenlunde samtidig med Skånske Lov. Kun Jydske Lov er dateret, til marts 1241, da Valdemar Sejr "lod skrive denne bog og gav denne lov". Som nævnt er alle love skrevet på dansk, alene Anders Sunesens version af Skånske Lov er på latin. Ingen af landslovene er bevaret i oprindelige håndskrifter, et enkelt er fra ca. 1250, de ældste i øvrigt fra ca. 1300.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.