Det japanske computerfirma Nintendos lille blikkenslager Super Mario indvarslede en ny æra i underholdningsbranchens historie. Elektroniske spil blev en topscorer blandt 1990'ernes børn.

.

I takt med udbredelsen af de elektroniske massemedier voksede også overvejelserne over deres samfundsmæssige betydning. „Medieuniverset har overtaget rollen som den, der definerer virkeligheden. Vi gør, hvad det klerikale samfund gjorde før, hvad skolelærerne gjorde før, og hvad det akademiske samfund gjorde før,” sagde TV 2's nyhedschef Jens Gaardbo i 1998.

.

Til det forøgede tv-udbud stødte andre anvendelsesmuligheder for at se levende billeder i hjemmet. Vindermelodien ved det danske Melodi Grand Prix i 1982 hed „Video”, og det var omkring den tid, masseudbredelsen af videoapparaterne tog sin begyndelse. Af den første undersøgelse af danskernes videovaner, som blev foretaget i 1984, fremgik det, at hver tiende danske husstand nu havde en videoafspiller i hjemmet. Samtidig skød videobutikker frem, som ikke blot udlejede film, men også afspillere, såkaldte „videobokse”, til de stakler, der endnu ikke selv ejede en. Af undersøgelsen fremgik det, at videohusstandene brugte cirka 3 1/2 time ugentligt på at se video, og at denne tid ikke gik fra tv-tiden, men fra andre gøremål, således at videofolket tilbragte 30-40 procent længere tid foran skærmen end andre mennesker. I år 2000 kunne man ikke længere foretage en meningsfuld sammenligning med de, som ikke havde adgang til en video, for sådanne udgjorde nu en meget lille minoritet.

Et endnu nyere fænomen var tv-spillene, som var et afkast af computerudviklingen. Spillene var målrettet til børn og slog igennem omkring 1990. I de familier, som købte en Sega- eller Nintendo-spillecomputer til ungerne, blev der rift om tv-apparatet, og den stejle stigning i kurven over de familier, som investerede i flere tv-apparater, havde en nær forbindelse hermed. Elektroniske spillehelte bragte på forbløffende kort tid legetøjsgiganter som den amerikanske Barbie-producent Matell og den danske legokoncern LEGO i knæ og var således med til at varsle en ny æra for børneleg og børneliv.

Forandringer i det, man kender, udløser som regel bekymring, og de ny skærmvaner dannede ikke nogen undtagelse.

I forvejen havde tv helt fra sin spædeste barndom i kulturelle og videnskabelige eliter ofte været betragtet som en hindring for folkeoplysning. Medieforskeren Kim Schrøder fulgte i en solid tradition med dette udsagn i 1987:

"Selve det at se tv er skadeligt: Mediet hensætter gennem sine alfabølger, uanset indholdet, seerne i en dagdrøms tilstand, der på længere sigt forringer koncentrationsevnen. Det kan de fleste lærere snakke med om. Tv-sening hæmmer også venstre hjernehalvdels analytiske processer til fordel for højre halvdels følelsesbetingede reaktioner. Og så får de mange timers tv-forbrug uddannelsesstandarden til at dale. Også her er der adskillige deltagere i den danske debat, der nikker bekræftende."

Kritikerne heftede sig ved udsendelsernes angiveligt kulturfattige og ofte decideret skadelige indhold, nogle også ved, at det fragmenterede tv var nedbrydende for det nationale fællesskab. Der blev her henvist til, at fjernsynsudsendelser i „monopoltiden” havde virket som samlende begivenheder for hele den danske befolkning. Andre trådte i forsvar for de nye tider ved at hævde, at børn og voksne i stedet for at blive fordummede tværtimod tilegnede sig mere viden end nogen sinde gennem kiggeriet, og at det under alle omstændigheder var illusorisk at forfægte de elektroniske mediers funktion som nationalt samlende i en tid, hvor internationale forhold i så høj grad dikterede betingelserne.

Samlet set anvendte mennesker i Danmark mere tid på at se tv i takt med, at udbuddet steg. Hvor der i 1984 var tale om et gennemsnitligt forbrug på en time om dagen, var der i 1999 tale om mere end 2 1/2 time. Stigningen var størst blandt unge mellem 15 og 18 år. Ifølge en undersøgelse fra 1997 brugte personer i denne aldersgruppe tre timer dagligt på tv og en time på videofilm. Hvis tv-kritikerne havde ret, måtte Danmarks fremtid altså formodes at blive præget af forfald. Især når man tog i betragtning, at de unge også brugte to timer på underholdningsradio samt en time foran en computerskærm. Familier med teenagebørn vidste, at det hele ofte skete på én gang samtidig med lektielæsningen. Om det nu gjorde sagen værre eller bedre.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Foran skærmen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig