Opråbet til befolkningen blev godkendt på et tidligt ministermøde. Stauning havde skrevet et udkast, som P. Munch rettede til. Bemærk, at det var regeringen, der under protest havde besluttet at ordne forholdene. Det skulle understreges, at den fortsat var landets udøvende myndighed. Kongens egen tilføjelse om en fuldtud korrekt og værdig optræden havde i lang tid stor gennemslagskraft, og der blev gang på gang henvist dertil.

.

I Christiansborgs fællessal for Folketing og Landsting gav statsminister Stauning om aftenen den 9. april Rigsdagen officiel meddelelse om den tyske besættelse af Danmark.

.

Blækspruttens titelblad fra december 1940 med tegningen af Chr. Hoff er tvetydigt. Plakatteksten var en advarsel mod rygtesmederiet, som florerede, fordi pressen nu ikke længere var fri. Men også Blæksprutten var underkastet censur, og den tyske besættelsesmagt havde ikke nogen udviklet humoristisk sans, så alle legale publikationer måtte tie med, hvad man vidste. Det gav senere under krigen grobund for den udbredte illegale presse.

.

Den sorte børs i Århus adskilte sig ikke fra andre byers, og handelen med navnlig rationeringsmærker foregik ret åbenlyst. Når det blev for broget, rykkede politiet ud og anholdt nogle af de mest provokerende „sortbørshajer”. Da alle lovlige kaffelagre var tømt i 1942, kostede et kilo kaffe 70 kr. eller næsten en arbejders ugeløn. Et cykeldæk kostede det samme, mod krigens slutning endnu mere.

.

Kl. 6.30 den 9. april bekræftede et ministermøde beslutningen om at kapitulere. I en erklæring fra mødet hed det, at regeringen under protest over for Tyskland havde besluttet at ordne landets forhold. Alle opfordredes til at undlade enhver modstand og udvise „ro og orden”, „korrekt og værdig optræden”. Det var udtryk som myndighederne atter og atter gentog under den første del af besættelsen. I et kort aftenmøde orienterede statsministeren Rigsdagen og påtog sig det fulde ansvar for morgenens beslutning. Den 10. april blev regeringen en national samlingsregering ved, at den optog seks nye ministre. Det var fra Venstre Oluf Krag, Søren Brorsen og Henrik Hauch og fra Det konservative Folkeparti Christmas Møller, Henning Hasle og Vilh. Fibiger. De blev alle ministre uden portefølje, men hver tilknyttet et eller to ministerier som tilsynsførende. Det havde klart præg af en midlertidig løsning, der gav den hidtil værende opposition et medansvar, som ikke stod i forhold til indflydelsen. I Venstres og de konservatives grupper var uviljen mod ordningen betydelig, også fordi Stauning selv havde udpeget de seks uden konsultation med deres partier.

I de noter, tyskerne havde afleveret om morgenen den 9., hed det bl.a., at de hverken nu eller i fremtiden ville „antaste Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed”. Her var altså grundlag for at hævde, at Danmark fortsat var neutralt, og dermed for at søge at afværge eller afsvække de tyske krav, man vidste ville komme. Næppe mange i regeringen gjorde sig illusioner, men det kunne også være i tysk interesse at gemme jernnæven i en fløjlshandske. Regeringen så derfor visse muligheder, som man følte sig forpligtet til at udnytte for at skåne befolkningen og for at bevare de politiske institutioner intakte.

I denne situation var Christmas Møller ængstelig for, at P. Munch og dermed regeringen ville blive for følgagtig over for tyskerne. Han ønskede bl.a. derfor, at den danske regering i en note skulle svare tyskerne, at med de krav, de allerede havde fået opfyldt, var der sagt stop for yderligere indrømmelser, ligesom regeringen burde fastholde tyskerne på deres løfter om ikke-indblanding i danske forhold. Munch mente, at en sådan noteudveksling kunne opfattes som en højst uønskelig kontrakt mellem os og vore besættere. Munchs synspunkt sejrede, og den 30. april 1940 sendte man Renthe-Fink en ret indholdsløs note, hvori det blot blev fastslået, at de forskellige punkter, tyskerne havde opregnet i deres noter, var „grundlag for den bestående tilstand”.

To dage ind i besættelsen blev regeringen konfronteret med jurisdiktionsproblemet. Den tyske værnemagt mente som en selvfølge, at dens krigsretter skulle domme alle sager, hvori den var involveret, d.v.s. også sager mod danskere, der var anklaget for sabotage og spionage mod værnemagten. For regeringen var det magtpåliggende at holde sådanne sager inden for det danske retsvæsen og var villig til at øge strafferammen, endda betydeligt, ligesom der blev oprettet en statsadvokatur for „særlige anliggender”.Værnemagten stod principielt på sit, men viste sig villig til indtil videre at lade disse sager pådømme ved dansk ret. Indtil videre ville sige, så længe der ikke var sager af nogen betydning. Det blev der i 1942, og det skulle da vise sig, at jurisdiktionsproblemet blev en møllesten om samarbejdspolitikkens hals. Fordelen på dansk side var, at opsætsige danskere kunne holdes uden for tysk rækkevidde. Bagsiden af medaljen var, at det danske retsvæsen derved blev tvunget til at arbejde for tyske interesser.

Samtidig med denne ubehagelige indrømmelse havde man større held med at afværge et andet farligt tysk krav. Tyske regeringskommissærer var allerede begyndt at komme til København for at sætte sig i og på hele den civile administration, hvilket ville bane vejen for en ødelæggende infiltration. Men den blev forpurret. Tyskerne bøjede sig for P. Munchs forestillinger, hvorefter al kontakt mellem besættelsesmagten og danske myndigheder skete gennem Udenrigsministeriet, hvad der tillige var med til at understrege, at vi ikke deltog i krigen. Det var også en fordel for os, at værnemagten, vor forhandlingspartner, ikke var det tyske Udenrigsministerium. Kun i værnene, der fik lov at fortsætte i en skyggetilværelse, DSB, Justitsministeriet og Nationalbanken måtte man af praktiske grunde affinde sig med tyske forbindelsesofficerer.

Heller ikke et løfte fra den 9. april om at undlade at benytte dansk område som basis for kampen mod englænderne blev holdt. Det tyske luftvåben brugte straks de danske flyvepladser til operationer mod England og Norge. Forsvarets luftværnsskyts blev man også imod lofterne tvunget til at aflevere.

Den 23. april sank DSB-færgen „Christian IX” efter en eksplosion. Skønt Store Bælt var fyldt med magnetiske miner, og to andre storebæltsfærger var blevet ramt af eksplosioner de foregående dage, mistænkte tyskerne besætningen og forlangte drastiske indgreb over for den. 34 personer blev tilbageholdt længere end de 24 timer, grundloven foreskriver som maksimum. Justitsminister Unmack Larsen måtte derfor af regeringen bemyndiges til at „gå ud over danske retstilstande". Ingen blev dømt ved denne lejlighed, men udhulingen var begyndt.

Også på et andet område blev der truffet en principbeslutning, som fik langtrækkende følger. Mindre end en uge efter besættelsen ønskede tyskerne at gå i gang med at anlægge flyvepladser. Hertil krævedes store arbejdsstyrker, og da regeringen ikke ønskede, at tyskerne selv stod som arbejdsgivere og direkte ansatte danske arbejdere, besluttede regeringen at man skulle få danske entreprenører til at påtage sig arbejdet. Stauning og Christmas Møller lagde et stærkt pres på bl.a. entreprenørfirmaet Wright, Thomsen & Kier, der til sidst bøjede sig. Af profithensyn sluttede andre, der ikke var opfordret, sig siden til og påtog sig arbejde for værnemagten, hvoraf begrebet "værnemager" opstod. Regeringens opfordring til visse firmaer vanskeliggjorde i høj grad opgøret med værnemagerne efter krigen.

Regeringen forhandlede altså med tyskerne på baggrund af et samarbejde mellem de fire gamle partier og Retsforbundet, men med DNSAP, Bondepartiet og DKP udenfor. Som forhandlingspolitikken havde også samarbejdet sin pris. I begge tilfælde måtte der gøres indrømmelser. Uviljen mod samlingsregeringen var som nævnt stor både hos de konservative og Venstre, der begge havde følt sig mishandlede efter 1936, og især hos Venstre, der frygtede for, at den danske landmand ville blive sorteper. Venstre var presset af LS og Bondepartiet.

Den 9. april var der rigtignok indført forbud mod prisforhøjelser, men det blev hurtigt gennemhullet. Både eksporten til Tyskland og leverancerne til besættelsesstyrken samt mangelen på import gjorde sit til, at pristallet den 1. maj var steget 19 points. Socialdemokrater og radikale ønskede at stramme priskontrollen, Venstre derimod, at man uanset den i oktober 1939 indgåede hovedoverenskomst ophævede pristalsreguleringen og lod lønnen fastfryse, som den var i januar 1940. Frygten for inflation på grund af pris- og lønstigninger var udbredt - ikke mindst hos arbejdsgiverne. Knud Kristensen, der havde afløst Oluf Krag som partiformand, var sammen med Venstres gruppe ubøjelig i kravet om at ophæve pristalsreguleringen, og Socialdemokratiet og fagbevægelsen følte sig i en trængt situation. De turde ikke tage et brud og lade Venstres repræsentanter udtræde af regeringen, og ej heller ville de selv udtræde med svindende indflydelse til følge. Drøje og ubehagelige forhandlinger pågik i hele maj måned, og de endte med en sejr for Venstre: lønstop og ophævelse af pristalsreguleringen.

Som plaster på såret bevilgedes 100 mill. kr. til beskæftigelsesforanstaltninger og 20 mill. kr. til vanskeligt stillede arbejdsløshedskasser. Samtidig begrænsedes udbytter og tantiemer, og priskontrolrådets beføjelser udvidedes. Pristallet fortsatte dog med at stige stærkt indtil juli 1941, hvor prisdirektoratet, der var oprettet under verdenskrisen, havde fået nogenlunde styr på udviklingen. Derefter steg pristallet kun lidt. Stigningen skete væsentligt på grund af de tyske opkøb og mangel på f.eks. metaller og brunkul. Tyskerne betalte gerne mere for de danske landbrugsprodukter for at fremme leveringsglæden, som man sagde. Til gengæld satte de prisen op på deres egne varer. Afregningen foregik over en clearingkonto i Nationalbanken, og hovedparten af de tyske køb kom Danmark selv til at betale, da der blev givet kredit, som aldrig blev indfriet.

Pristalsberegningen byggede på de lovlige markedspriser. Ved siden af dette dreves især i krigens sidste tid en udstrakt sortbørshandel med snart sagt alle varer. Kun de nødvendigste varer var omfattet af prisreguleringen og alene i det omfang, man havde nok i det, rationeringsmærkerne gav dækning for. Kunne sukker- og smørmærkerne ikke række til, måtte man ud på „sortbørsen” og betale helt andre priser.

Harmen over lønstoppet var stor i hele arbejderbevægelsen. Man følte, at Venstre i læ af det nationale sammenholds nødvendighed drev pengeafpresning på lønmodtagernes bekostning. På den anden side var der en reel risiko for en inflation, der i sidste instans ville have ramt lønmodtagerne. Under alle omstændigheder skabtes en uheldig samarbejdsatmosfære.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Forhandling og samarbejde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig