Forligsmænd og arbejdsret

Det høje konfliktniveau på arbejdsmarkedet i årene efter 1905 skabte også politisk uro. Det havde vist sig, at septemberforliget ikke kunne sikre arbejdsfreden. Venstre og Det radikale Venstre så med bekymring på virkningerne for økonomien, navnlig den stadige trussel mod landbrugseksporten, som strejkerne udgjorde. Det blev imidlertid konflikter på helt andre områder, der udløste et politisk indgreb. En omfattende strejke på det grafiske område i 1908 blev udvidet med en sympatikonflikt fra typograferne, der lammede alle dagblade i København. Arbejdsgiverforeningen truede DsF med en storlockout, hvis ikke konflikten ophørte. Så greb indenrigsminister Sigurd Berg ind, for, som han udtalte, at sikre ytringsfriheden. Han fik bilagt striden, og i mæglingsforslaget var der et krav om, at der skulle nedsættes et udvalg mellem parterne på arbejdsmarkedet, der fik til opgave at udarbejde forslag til at afværge og løse konflikter. DsF var tøvende, men efter at bygningsarbejderne havde lidt et sviende nederlag under en strejke midt i den store byggekrise i 1908, følte de faglige ledere sig tvunget til at gå ind i dette såkaldte augustudvalg.

Udvalgets betænkning i 1910 rummede tre forslag, der var baseret på en sondring mellem interessekonflikter og retskonflikter, hvor de første var konflikter på områder, der ikke var dækket af overenskomster, herunder situationen ved overenskomsters udløb, mens retskonflikterne handlede om brud på overenskomster og fortolkninger af disse. Udvalget udarbejdede en norm for regler for behandling af faglig strid med et omfattende system af mægling på lokalt plan og derefter på landsplan, hvis de lokale forsøg glippede. Grundlaget for bestemmelserne var en aftale om fredspligt mellem parterne, når der var indgået overenskomst.

To andre forslag fra udvalget blev i 1910 vedtaget som love af Rigsdagen. Det gjaldt oprettelsen af Den faste Voldgiftsret (i dag Arbejdsretten). Den afløste septemberforligets permanente voldgiftsret, der alene kunne pådømme sager om brud på dette forlig. Den nye ret blev en særdomstol for arbejdsmarkedet med almindelig vidnepligt og vidneansvar, men uden mulighed for at appellere dens domme til andre retsinstanser. Dens sanktionsmuligheder var idømmelse af bod til den part, der havde brudt en overenskomst. Retten blev sammensat med lige mange repræsentanter for hver part på arbejdsmarkedet og med en juridisk dommer udpeget af regeringen som formand. Den anden lov handlede om oprettelse af en forligsinstitution, der fik myndighed til at gribe ind i interessekonflikter. Forligsmanden blev udpeget af regeringen efter indstilling fra Den faste Voldgiftsret. Han var ikke forpligtet til at træde til i interessekonflikter og kunne ikke pålægges dette af regeringen eller andre. Men skønnede han, at samfundsinteresser var truede, kunne han tage initiativ til at forlige parterne og hindre strejker og lockouter. Forligsmanden kunne ikke gribe ind, før parterne havde forhandlet, men i tilfælde af indgreb havde parterne mødepligt og pligt til at tage stilling til eventuelle mæglingsforslag. Forkastedes et mæglingsforslag, kunne forligsmanden kun igen foretage sig noget, hvis der forelå en ny situation.

Med normen for behandlingen af faglige stridigheder og oprettelsen af Den faste Voldgiftsret og Forligsmandsinstitutionen var der sket en betydelig udbygning af rammerne for arbejdsmarkedet. I deres grundstruktur har de med mange supplerende bestemmelser bestået til vore dage. Det var på mange måder et usædvanligt og internationalt helt ukendt system med dets detaljerede regler for indgreb i parternes handlemuligheder.

Allerede i samtiden stillede adskillige det spørgsmål, hvorfor vi her i Danmark fik en så udbygget retslig og statslig styring af arbejdsmarkedet på et tidspunkt, hvor den almindelige holdning var, at statsmagten ikke skulle blande sig i det økonomiske og sociale liv. En af forklaringerne kunne være, at ingen af de organisatoriske modparter på arbejdsmarkedet beherskede statsmagten. Den lå indtil videre solidt i hænderne på de landbrugere, der betragtede klassemodsætningerne mellem arbejdere og bykapitalister som forstyrrende for den gnidningsfrie varetagelse af deres egne økonomiske interesser, specielt i forhold til verdensmarkedet. Dertil kom, at der langt ind i både arbejder- og arbejdsgiverorganisationerne i mange år havde været et ønske om „ordnede” forhold, om end ud fra vidt forskellige motiver. Arbejdsgiverne agerede fra en magtposition, der gav dem styrke til at forme grundtrækkene i denne orden, medens arbejderne ud fra en svagere stilling stræbte efter den beskyttelse, som et reguleret arbejdsmarked kunne give dem.

De smukke ønsker om at dæmpe konflikternes antal og omfang gik ikke i opfyldelse. Der skulle mere til at overvinde de faktiske modsætninger mellem arbejdere og arbejdsgivere, som det danske samfund rummede. Ganske vist indgik de to parter i 1911 en overenskomst for hele fem år, hvilket ikke er set hverken før eller siden, men blandt arbejderne rumlede en dyb utilfredshed med de stadigt snævrere grænser for deres aktionsmuligheder og med den fortsatte tendens til centralisering af de faglige organisationer, som disse vedtagelser også medførte.