Drage fyldt med raketter til afbrænding ved festfyrværkeri. Tegning i samme bog, hvor folde-ud-dragen strækker sig over syv foliosider.

.

Christian 4., malet som ca. 6-årig af Hans Knieper. Det er det første billede af kongen, vi kender. Portrættet er forlæg for billedet af prinsen på Kniepers Kronborgtapet (ses i afsnittet På Guds og Herskabs nåde).

.

I 1588 døde Frederik 2. Der var folk, som mente, at det var drikkeriet, der havde lagt den 53-årige konge i graven, og det blev sagt direkte af præsten og historikeren Anders Sørensen Vedel i en ligprædiken, han holdt i Ribe Domkirke samme dag, kongen blev begravet i Roskilde: „Dersom Hans Nåde havde haft lov for fremmede fyrster og legaters og andre gode mænds daglige omgængelse til at holde sig fra den almindelige, skadelige drik, som nu over alverden iblandt fyrster, adel og menigmand alt for gængs er, da synes det for menneskelige øjne og tanker, at Hans Nåde kunne have levet mangen god dag længere.”

Hertug Christian var da 11 år. Efter håndfæstningen fik rigsrådet nu myndigheden over rigets fæstninger og dermed det, vi i dag ville kalde udøvelse af suveræniteten. Der var ikke på forhånd bestemt noget om, hvordan regeringen skulle føres under tronfølgerens umyndighed, og det måtte rådet nu som det første træffe bestemmelse om.

Rigsrådet mødtes nogle dage efter kongens død i april på Antvorskov Slot, og den 15. april kunne de udsende et åbent brev, hvori rådet forpligtede sig til at garantere lov og orden og stændernes privilegier, at opretholde den sande religion efter Den augsburgske Trosbekendelse og sikre endrægtighed i troen. Ingen diskussion om den rette lutherske tro ville blive tolereret. Den daglige regeringsførelse blev lagt i hænderne på et firemandsråd, bestående af kansler Niels Kaas, rigsadmiral Peder Munk, rentemester Christoffer Valkendorf og rigsråden Jørgen Rosenkrantz. Som kansler og erfaren politiker blev Niels Kaas regeringens centrale skikkelse. En ulempe ved arrangementet var, at Valkendorf og rigsadmiral Peder Munk ikke kunne fordrage hinanden. Munk var en af de militære veteraner, Frederik 2. havde optaget i rigsrådet efter Syvårskrigen, og i 1576 havde kongen udnævnt ham til admiral. Munk mente, at den nævenyttige Valkendorf i sin egenskab af statholder i København blandede sig alt for meget i flådens og Bremerholms, flådestationens, sager.

Dronning Sophie blev udelukket fra deltagelse i formynderstyret. Hun fik til sit underhold udlagt krongodset på Lolland og Falster, som det var blevet bestemt, da hun giftede sig med Frederik 2., og dertil en kontant enkepension på 8000 daler om året af Øresundstolden. Forholdet mellem hende og rigsrådet var konstant dårligt, og der kom flere åbne konflikter i årenes løb. Da de to ældste prinsesser, Elisabeth og Anna, skulle giftes med henholdsvis hertug Henrik Julius af Braunschweig-Wolfenbüttel og kong Jakob 6. af Skotland, bevilgede rigsrådet en ekstraskat af bønder og borgere i Danmark og Norge, men det var ikke rådets mening, at alle pengene skulle gå til pigernes udstyr. Det mente enkedronningen derimod, og hun købte ind, alene juveler for en tredjedel af skattens provenu. Her bøjede rigsrådet sig, men anderledes gik det i en ny strid, der drejede sig om forholdene i hertugdømmerne.

Mens Sophie var blevet udelukket fra politisk indflydelse i Danmark, blev hun formynder for hertug Christian i begge hertugdømmer. Her arbejdede hun energisk for at skaffe Christians yngre brødre andel i den kongelige del af dem. Både rigsrådet og hertugdømmernes højadel var imod en yderligere deling, og rigsrådet fik i 1593 den tyske kejser til at erklære Christian, der nu var blevet 16 år, for myndig i hertugdømmerne. Sophies modtræk var at udvirke et nyt kejserbrev, der pålagde Christian at dele med sine brødre. Regeringsråderne og ridderskabet svarede kejseren, at Slesvig var et len af Danmark, og kejseren havde ingen myndighed her, og hvad Holsten angik, kunne det i praksis ikke skilles fra Slesvig. Christian, der i denne sag var helt på regeringsrådernes side imod sin mor, overtog derefter selv regeringen i hertugdømmerne og bekræftede stændernes privilegier. I 1594 blev Sophie af regeringsrådet tvunget til permanent at trække sig tilbage til sit livgeding, Lolland-Falster. Her levede hun helt til 1631, travlt optaget af at gøre sig sit gods så indbringende som muligt.

Både i udenrigspolitik og i landets indre forhold fulgte regeringsrådet den hidtidige politiske linie. Straks efter Frederik 2.s død blev grænsefæstningerne sat i alarmberedskab, måske mest for at demonstrere rådets forsvarsvilje over for Sverige, nu Danmark reelt var uden konge. Men regeringsrådet havde brug for fred, og på en række grænsemøder i de følgende år mellem rigsråder fra Danmark og Sverige fik man løst nogle mindre stridspunkter mellem de to lande og udskudt de større. Sverige var fortsat interesseret i afspænding i forholdet til Danmark, for der var nok at se til i øst, hvor der var konflikter med Rusland og et usikkert forhold til Polen. Det var på de indre fronter, regeringsrådet fik sine største vanskeligheder.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Formynderstyre.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig