Fra kold krig til afspænding

Udviklingen på det sikkerhedspolitiske område i Danmark var ikke helt så særegen som den ofte senere er blevet beskrevet. Betydelige udenomsparlamentariske aktiviteter i opposition til NATO's politik var igennem det meste af 1980'erne almindelige i de fleste NATO-lande, og faktisk kom en betydelig inspiration hertil fra USA. Parlamentarisk og i flere politiske partier, som ellers traditionelt var solide NATO-støtter, var der også i andre lande en modstand, som kunne lignes med den danske. Det gjaldt ikke mindst i flere landes socialdemokratier, også så betydelige som det vesttyske SPD. Det danske særpræg kom til udtryk i, at den særegne danske parlamentariske situation tillod oppositionens synspunkter at danne basis for en officiel dansk holdning. Det var alvorligt, fordi det på det officielle plan brød NATO-sammenholdet. Uden for NATO stod Australien og New Zealand dog for nok så stærke udfordringer af det vestlige sammenhold. Sammen med en række mindre stater i det sydlige Stillehav erklærede de i efteråret 1985 området for atomvåbenfri zone og kom derfor i de næste år ud i hårde konfrontationer med USA, som nægtede at anerkende en sådan zone.

NATO-solidariteten var først og fremmest under pres, fordi det var fra NATO selv, de nye store oprustningsinitiativer var kommet siden midten af 1970'erne, ligesom det var fra denne kant, der fra samme tid var ytret skepsis over for afspændings- og nedrustningsbestræbelserne. Hvor berettiget dette end kunne være, mødte det ikke lige stor forståelse i alle kredse inden for alliancen, og den skærpede NATO-kurs blev i sidste ende kun sikret på grund af et stærkt amerikansk pres.

I marts 1983 havde USA's præsident Ronald Reagan lanceret et oprustningsprojekt kaldet „The Strategic Defence Initiative” (SDI), som gik ud på at placere våben i rummet. Indledende forsøg til iværksættelse af Stjernekrigsprojektet, som det hurtigt kom til at hedde i folkemunde, blev allerede indledt i 1984. Det stod hurtigt klart, at man her ikke blot så konturerne af historiens hidtil dyreste militære projekt, men også af et projekt, som truede med at sprænge eksisterende militærdoktriner og krænke vigtige våbenbegrænsningsaftaler. Det vakte bekymring i militære og politiske kredse over hele kloden, også inden for NATO, og gav anledning til skepsis over for USA's hensigter i den internationale politik.

Heroverfor stod Sovjetunionens ny førstemand Mikhail Gorbatjov som eksponent for en anderledes nedrustningsvilje. Gorbatjov, der blev generalsekretær for Sovjetunionens kommunistparti den 11. marts 1985, gjorde sig ikke blot lige så godt på tv som Reagan, men var tillige handlekraftig, nytænkende og dristig. Han var kort sagt radikalt anderledes end sine nærmeste forgængere i embedet. I august 1985 bekendtgjorde han et seks måneders ensidigt sovjetisk stop for atomprøvesprængninger. Reagan afviste at følge trop med den begrundelse, at et prøvestop skulle være verificerbart, også efter at Gorbatjov som svar herpå for første gang nogensinde tilbød udenlandsk inspektion på sovjetisk territorium. Da de seks måneder var gået, forlængedes det ensidige sovjetiske stop flere gange trods fortsatte amerikanske sprængninger. Det gav vanskelige betingelser for oprustningsforkæmpere. Et dansk udgået ungdomsinitiativ i foråret 1986, „Next Stop Nevada”, som gik ud på at sende grupper af unge fra forskellige lande til Nevadaørkenen for at protestere mod de amerikanske atomprøvesprængninger, fik således en omfattende og gennemgående meget positiv behandling i de danske medier.

Stjernekrigsprojektet og spørgsmålet om stop for atomprøvesprængninger var sager, Danmark mindre direkte havde andel i end dobbeltbeslutningen og problemerne omkring nordisk atomvåbenfrihed. Men den almindelige skepsis over for de amerikanske positioner var udbredt uden for regeringen. Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU), som bestod af en række af landets fremmeste eksperter, udtrykte i en rapport i 1985 en betydelig betænkelighed ved Stjernekrigsprojektet, og allerede i foråret samme år slog det sikkerhedspolitiske flertal i Folketinget til igen. I hele to dagsordener, den 26. marts og den 14. maj, blev det pålagt regeringen at arbejde mod forskning i og placering af våben i det ydre rum, for overholdelse af ABM-traktaten og for indgåelse af en ny traktat mellem supermagterne til hindring af rummets militarisering. Året efter, den 24. april 1986, blev en dagsorden vedtaget, som fordømte atomprøvesprængninger og pålagde regeringen at arbejde aktivt for et permanent stop herfor.

I oktober 1986 mødtes Gorbatjov og Reagan i Reykjavik, og selvom mødet ikke mundede ud i nogen konkret aftale, viste de to sig ikke desto mindre at være på bølgelængde. Et gennembrud i supermagternes nedrustningsforhandlinger kom senere samme år i Geneve, og endelig et halvt år senere blev det internationale sikkerhedspolitiske klima afgørende ændret. Under indtryk af stor sovjetisk imødekommenhed nåede USA og Sovjetunionen i efteråret 1987 frem til en aftale, der indebar skrotning af de 572 euromissiler og de sovjetiske mellemdistancemissiler. Aftalen, der trods det forudgående års gode takter alligevel var overraskende, svarede i store træk til de krav, Reagan havde skitseret allerede i 1981, og blev undertegnet den 8. december 1987. Næsten et tiårs international spænding blev nu brat afløst af nedrustning og normalisering af forholdet mellem øst og vest.