Frederik 3

Frederik 3. brød sig ikke om at blive mindet om sin håndfæstning, så på det punkt havde de ophidsede borgere dummet sig.

I 1650 var kongen 41 år. Indtil den udvalgte prins' død i 1647 havde han været nummer to kongesøn, der i modsætning til sin ældre broder ikke skulle vente på en kommende dansk krone og derfor måtte forsørges på anden vis. Prins Frederik blev allerede som dreng den vigtigste brik i Christian 4. s nordtyske politik. Men selv om han blev valgt til formelle poster som efterfølger for biskopperne i Bremen og Verden, fik han tid til at gå på Sorø Akademi og tage på studierejse til Frankrig.

Fra midten af 1630'rne, hvor han blev ærkebisp i Bremen og bisp i Verden, opholdt han sig det meste af tiden i Tyskland. 1640 blev han forlovet med og 1643 gift med Sophie Amalie, datter af hertug Georg af Braunschweig-Lüneburg, efter at Christian 4. uden held havde søgt at få ham gift med Sveriges dronning Kristina. 1645 fordrev svenskerne ham fra hans tyske fyrstendømmer. Juli 1647 blev han udnævnt til statholder over den kongelige del af Slesvig-Holsten.

Da Christian 4. nærmede sig støvets år, og den udvalgte prins' helbred blev mere og mere skrantende, begyndte Frederik at interessere sig for den danske tronfølge. Christian 4. beroligede ham med, at det danske rigsråd sikkert ville vælge ham, såfremt den udvalgte prins døde før kongen. For rigsrådet så nødigt, at Frederik blev slesvig-holstensk hertug, mens en anden blev dansk konge.

Det gik, som den gamle konge forudså, selv om det kostede Christian 4. de store indrømmelser til Corfitz Ulfeldt og den øvrige adel, og selv om Frederik for at opnå kongeværdigheden måtte underskrive den håndfæstning, der gjorde ham til adelens undersåt.

Ifølge Magnus Dureel, den svenske gesandt, var Frederik 3. en stille natur, reserveret, over al måde hævngerrig, og han glemte ikke gerne eller aldrig. På det sidste punkt lignede han sin fader, men ellers var han dennes modsætning. Hvor Christian 4. ofte handlede, før han tænkte, tænkte Frederik 3. sig grundigt om, før han handlede. Som sin første og farligste modspiller, Corfitz Ulfeldt, havde han politisk tæft. Det viste sig allerede, da han udmanøvrerede Ulfeldt under Dinasagen. Roligt, men målbevidst udnyttede han denne vigtige sejr til at styrke kongemagten over for rigsrådet. Og en række tyske rådgivere dannede omkring ham et slags kabinet, der befandt sig uden for rigsrådets indflydelse.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Frederik 3.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig