Passagerer promenerer på dækket af Titanic umiddelbart før luksuslinerens skæbnesvangre jomfrurejse i april 1912. Titanic var udstyret, „så selv de mest forvænte mangemillionærer ikke behøvede at savne deres bekvemmeligheder”. Teknisk var alt gjort for at sikre skibet. Men alligevel sank det i løbet af fire timer efter at være sejlet ind i polaris ved New Foundland. Redningsbådene blev slået i stykker af isen, og kun 705 personer blev reddet, mens 1635 omkom.

.

Filmoptagelse på Nordisk Film 1911 af „Fader og Søn”. Til venstre for kameraet står August Blom i færd med at instruere Valdemar Psilander og Clara Wieth (senere Pontoppidan). Psilander var den første danske filmskuespiller, hvis ry nåede ud over landets grænser, og han solgte sit talent dyrt for enorme stjernegager. Hans styrke var en afslappet, rolig spillestil uden den voldsomme gestikulation, som mange teaterskuespillere anvendte for at erstatte stumfilmens manglende replikker.

.

Alle de betydningsfulde politisk-ideologiske retninger i årtierne før verdenskrigen havde et fælles grundtræk, fremskridtstroen. Liberalister, radikale, socialister var alle optimister på fremtidens vegne. Videnskab, teknologi, fornuft og politisk demokrati ville skabe en lysere og tryggere fremtid. Ingen af dem kunne selvsagt overse de dybe modsætninger både internt i staterne og mellem disse. Men alt pegede på, at de kunne løses. Internationalt gennem en styrkelse af fredsbevægelserne og tanken om international voldgift eller for socialisternes vedkommende gennem den internationalisme, som var et stærkt element i millioner af arbejderes tankegang. På det nationale plan ville den stadige udvidelse af det politiske demokrati sikre muligheden for fredelig løsning af sociale og politiske modsætninger. Og just de sociale modsætninger så ud til at mindskes som resultat af de foregående årtiers ubrudte fremgang i produktion, videnskab og teknik, og varsle om ikke en udryddelse af de store skel, så dog en stærk forbedring i materiel levestandard for de laveste klasser i de fleste lande.

Årtierne før 1. verdenskrig har fået mange betegnelser heftet på sig. Sorgløse tider kaldte Andreas Vinding dem, la belle époque blev de døbt af franskmændene, det liberale borgerskabs glansperiode har andre kaldt dem. Sikkert er det, at når senere generationer talte om „de gode gamle dage”, var det denne førkrigstid, de tænkte på. Selv om den ikke var præget af harmoni, så rummede den dog en gennemskuelig social orden, stabile politisk-ideologiske mønstre og et verdensbillede tegnet i den klassiske naturvidenskabs forståelsesramme.

Men var ikke fremskridtet en stor illusion, spurgte den franske excentriske voldsteoretiker og inspirator for anarkistiske og syndikalistiske grupper Georges Sorel i 1908. Den formodede enhed i den strålende vestlige civilisation var for længst brudt, hvis den da nogen sinde havde eksisteret. Var la belle époque ikke kun smuk for de rige, borgerskabet, de højere embedsmænd og de succesrige kunstnere og skribenter? Var ikke de socialistiske massepartiers og fagforeningers anfægtelse af kapitalismen som en naturgivet samfundsform en trussel mod det europæiske borgerskabs adkomst til fortsat magtudøvelse? Skeptikere var allerede begyndt at vende sig mod massernes indtog i det politiske liv, mod den tiltagende forfladigelse af de kulturelle værdier, som de nye massekulturelle fænomener film, reklame, plakater og seriefremstillet populærlitteratur førte med sig, alt sammen i kølvandet på USA's opstigning til verdensmagt.

Til gengæld så mange hen til USA som den nye tekniks eldorado, som landet hvor alt kunne udvikles og gøres brugbart i menneskehedens tjeneste. Allerede omkring århundredskiftet syntes alt derovre at være større, flottere og mere effektivt end i den gamle verden. Det var måske også symbolsk, at teknikbegejstringen fik et første grundskud med et teknisk vidunder fra den gamle verden, industrisamfundenes vugge, England. Det kom, da verdens største og formodet synkefrie passagerdamper „Titanic” på sin jomfrurejse til USA i 1912 løb på et isbjerg og sank med størstedelen af de ombordværende. Selv det mest fuldkomne udstyr kunne ikke redde kæmpedamperen i sammenstødet med naturkræfterne. Forliset vakte kolossal opmærksomhed over hele verden, og der var næppe nogen anden enkeltbegivenhed, der fik så mange til at fundere over grænserne for den menneskelige formåen.

Forestillinger om „det naturlige” blev hyppigt inddraget i denne periodes kønskamp. Kvindernes kamp for politiske rettigheder fremkaldte forbitrede reaktioner fra så forskellige forfattere som August Strindberg og østrigeren Otto Weininger. Sidstnævntes bog „Køn og karakter” fra 1903 udkom i 25 oplag og oversattes i løbet af få år til mange sprog. Herhjemme blev den med sin groteske nedvurdering af kvinderne som kønsvæsener og med lidenskabelige angreb på deres krav om en forbedret samfundsmæssig stilling et udbredt samtaleemne ved både middagsborde og på kvindepolitiske debatmøder.

Nye tendenser inden for videnskab og kunst afgav de måske sikreste vidnesbyrd om, at det hidtil kendte verdensbillede var begyndt at krakelere. Med Max Plancks formulering af kvanteteorien i 1900, Albert Einsteins opstilling af relativitetsteorien i 1905, Niels Bohrs videreudvikling af Plancks kvanteteori og hans teorier om atomets struktur var pludselig hele den klassiske newtonske fysik undergravet og reduceret til en delteori inden for en ny teoribygning, der i løbet af et par årtier fuldstændigt revolutionerede naturvidenskaberne.

Disse opdagelser forløb parallelt med undergravningen af positivismen som den dominerende videnskabsopfattelse inden for de humanistiske og samfundsvidenskabelige fag. Troen på at det var muligt at finde sikre, objektive kendsgerninger og udlede lovmæssigheder for samfundets udvikling i lighed med naturvidenskabens resultater blev anfægtet af nye retninger, der i stedet satte den enkelte videnskabsmands forståelse af sprog, litteratur og historie i centrum. Teori- og metodekonflikter rasede i de videnskabelige samfund overalt i Europa og USA.

Ny banebrydende indsigt var ikke forbeholdt naturvidenskaberne. Inden for samfundsvidenskaberne skete der tilsvarende gennembrud, navnlig med etableringen af sociologien som en internationalt anerkendt disciplin. I de fleste lande tog samfundsforskere de problemer op, som den øgede demokratisering og det nye massesamfund rejste. Hvordan hang et samfund overhovedet sammen nu, hvor traditionelle faktorer som religion og sædvane i bondesamfundene var under hastig nedbrydning? Hvordan skulle de herskende lag håndtere den politiske situation nu, hvor der skete en radikal forandring af det 19. århundredes borgerlige samfund med veletablerede politiske eliter.

Sociologer som Émile Durkheim i Frankrig, Max Weber i Tyskland, Vilfredo Pareto i Italien og Thorstein Veblen i USA stillede den slags spørgsmål, ofte udfordret af marxismen eller den „videnskabelige socialisme” og den massebevægelse, der stod bag denne. De gav, som det er blevet sagt, ikke-marxistiske svar på marxistiske spørgsmål og betragtede for fleres vedkommende deres arbejde som en revolutionsforebyggende indsats.

Alle, marxister eller ikke-marxister, arbejdede ud fra en overbevisning om, at der kunne gives sikre videnskabelige svar på spørgsmål om samfundenes opbygning, funktion og udvikling. Men samtidig underminerede de nye videnskabelige indsigter tidligere tiders fastslåede kendsgerninger i natur- og samfundsopfattelsen. Tilbagegangen for religiøst bestemte tolkninger af tilværelsen skabte et tomrum, der af mange europæere og amerikanere blev udfyldt med hengivelse til okkultisme og spiritisme. Der var, som skeptikerne så det, i brede kredse en tendens til at „tænke med følelserne” og slippe fornuften.

Opbruddet inden for kunstarterne kan siges at udtrykke den samme skepsis over for muligheden af at gengive virkeligheden realistisk og pointere kunstnernes rolle som tolkere af virkeligheden. En eksperimenterende avantgarde rokkede ved alle veletablerede forestillinger. Malerne malede billeder, der ikke lignede, digterne skrev urimede vers, og komponisterne gennembrød den gamle harmoni med 12-tone musikken. Just fordi kunstnerne var blandt de første til at registrere fremskridtets grænser, måtte de lide den skæbne, at deres kreative nybrud satte nye skel mellem moderne kunst og det brede publikum på et tidspunkt, hvor den forrige generations impressionister som van Gogh og Cézanne var ved at blive anerkendt som store mestre. Blandt digtere og forfattere blev begejstring for fremskridt fortsat blandet med mismod og skepsis.

Realismen og naturalismen havde været tæt forbundet med det liberale eller radikale borgerskabs opstigning som socialt dominerende grupper og var også accepteret af de fleste socialister som deres kunstform. Nu blev det med beklagelse noteret, at den nye kunstnergeneration var mere optaget af sine egne debatter om teknik, form og sprog. Det udadvendte samfundsengagement fik et modstykke i en individuel sjæleransagelse og koncentration om det private. Omvendt fik teknikbegejstringen helt nye radikale talsmænd hos kunstnere og forfattere inden for den såkaldte futurisme med en total forkastelse af fortidens værdier, udtrykt skarpt af deres mest prægnante talerør Filippo Tommaso Marinetti i 1913: „Fortiden er nødvendigvis inferiør i forhold til fremtiden. Sådan ønsker vi det skal være … Det er derfor vi fornægter de døde århundreders besættende stråleglans, og det er derfor vi samarbejder med den sejrende teknik, der holder verden i et fast greb af fart.”

Avantgardekunsten symboliserede et opbrud i den vestlige kultur, men før 1914 forblev den en enklave i den store sammenhæng. Selv blandt de dannede borgere var en maler som Picasso, en komponist som Arnold Schönberg, en digter som Rainer Maria Rilke knap navne, som de forbandt noget med. For de brede masser af arbejdere og bønder var det den nye massekultur med filmen og filmstjernerne som flagskib, der kom til at betyde noget. Allerede før verdenskrigen skød biograferne op som paddehatte i USA's og Europas storbyer, og publikum strømmede til på tværs af alle sociale og kulturelle skel. Der skulle kun gå få år, før filmen som holdningsdannende medium blev opdaget af de politiske og økonomiske magthavere. I kraft af sit universelle billedsprog kunne filmen som vare overskride alle hidtidige sproglige og kulturelle grænser. Den var med rivende hast på vej til at erobre et verdensmarked med sine åbne og skjulte budskaber.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Fremskridtets illusioner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig