Fyrstelig udenrigspolitik

Siden Danmark i Valdemar Sejrs sidste år havde mistet sin stormagtsstilling, havde kongerne ofte måttet søge militær hjælp i udlandet, og det var blevet almindeligt at betale med at give den pågældende fyrste dele af det danske krongods i pant for kortere eller længere tid.

Erik Klippings regeringstid var en afgørende fase i denne udvikling. Fra han efter fangenskabet i Holsten og Brandenburg tiltrådte regeringen i 1264/65, under ærkebispestriden indtil dens afvikling i 1274, gennem alle modsætningerne til kongeslægtens sidelinier og til de mægtigste af undersåtterne, indtil kapitulationen over for stormændenes vilje med håndfæstningen af 1282 – var forholdene i udlandet altid afgørende. Her lå enten løsningen på problemerne eller muligheden for at ændre på de danske kongers betrængte vilkår. Kronen var ikke længere så rig som før, og der var mange om at tære på dens ressourcer. Tidens danske konger måtte spille højt spil.

Foruden gods og indtægter der kunne gives i pant til kapitalstærke fyrster eller andre udlændinge, hvorved indtægterne af de kongelige rettigheder kunne gøres disponible før tiden – var det næste generation der var kongemagtens vigtigste aktiv. Erik Klipping var blevet gift med Agnes af Brandenburg, ægteskabet var blevet fuldbyrdet 1273, og det følgende år fødte dronningen en søn der fik navnet Erik, den senere kong Erik Menved.

Den fyrstelige ægteskabs- og familiepolitik var et vigtigt instrument i tidens udenrigspolitik. Fyrsterne havde arverettigheder at gøre gældende og at give videre til andre til sin tid. Det var investering i fremtiden, og altid en meget usikker planlægning, for dødeligheden var høj blandt børn og unge også i fyrstelige familier. Som situationen så ud for det danske kongehus, gjaldt det om at finde kapitalstærke udenlandske kræfter der ville investere i den fremtid der nu engang tegnede sig.

Den lille Erik Menved var kun to år da faderen søgte og fik ham hyldet af stormændene på hoffet i Nyborg 1276, der alle aflagde ed til ham „undtagen marsken Stig”, som der står i årbogen fra Lund. Til vurdering af kongemagtens stilling er det nok værd at tænke på, at Stig Andersen alligevel forblev blandt dem, der bestemte i riget. Kongen magtede åbenbart ikke at fjerne ham.

Og Erik Menved var fire år da faderen første gang traf bestemmelser om hans ægteskab. Det skete i midten af marts 1278, da kongen og hertug Albrecht af Braunschweig mødtes i Lüneburg i det nordtyske og sluttede aftaler om ægteskab mellem to af deres børn. Kongen gav meget store løfter, måske havde han god brug for at få hertugen ud af landet, hvor han var meget lidt populær. Her bestemtes det at hertugens datter skulle have den af kongens sønner der efter hans død fremstod som hans efterfølger, Erik Klipping havde på dette tidspunkt kun den ene søn Erik Menved, men aftalen er udformet således at hertugdatteren har ret til at blive gift med den der under alle omstændigheder skal blive den nye konge, hvad han end hedder og uanset om han endnu er født eller ikke. Aftalen er et led i en ordning med den måske største kreditor kongemagten på dette tidspunkt havde i Danmark. Den ledsages af to andre aftaler, en der gælder tidspunktet for næste møde mellem kongen og hertugen, og en anden der indebærer at hertug Albrecht når hans datter bliver gift med kongens søn og efterfølger vil opgive alle sine krav på den danske krone undtagen Hagenskov Slot på Fyn der velsagtens var hans residens og måske havde været det i 15 år. Erik Klipping skal ved sine egne og hertugens sendebud fremskaffe pavens tilladelse til ægteskabet, for de to er så nært beslægtet at der kræves dispensation fra reglerne. De forbød ægteskab mellem parter der havde en fælles forfader i fjerde foregående generation, deres egen dog medregnet. Erik Klipping skal skaffe dispensationen inden et år efter førstkommende sankthans – eller hvis paven dør, inden et år fra den nye paves tiltræden. Og han skal møde hertugen på Femern nu til sanktvalborgsdag, dvs. 1. maj, eller i tilfælde af forfald, førstkommende sankthans. Som aftalen er udformet, bærer den præg af tidens omskiftelser. Der havde været tre paver der døde i 1276, og den sidst valgte døde i det følgende år, men hans efterfølger levede dog indtil 1280, så her åbnede der sig ingen mulighed for at få udsættelse med forehavendet. Og kongens sendebud har skullet ledsages til Rom af hertugens, naturligvis for at kontrollere at alt gik rigtigt til.

Det hele var en veksel på fremtiden. Eneste del af aftalen der skal sættes i værk med det samme er at hertugdatteren på livstid skal have Femern og Samsø med en indtægt af mindst 600 mark sølv årligt. Giver Femern og Samsø ikke så meget, skal kongen lægge det manglende til. Og hvis kongen dør i utide, skal hertug Albrecht have formynderskab over riget. Vekselen blev ikke indfriet. Dokumenterne med hele deres febrilske præg af hastværk blev liggende i den braunschweigske hertugs arkiv. Om der skete mere i sagen vides ikke, heller ikke hvornår og af hvilken grund de blev uaktuelle. Men Erik Menved blev i voksen alder, 18 år senere, gift med den svenske konges datter, og dette kom under helt andre omstændigheder til at lægge en hovedlinie i hans udenrigspolitik.

Foreløbig gjaldt det Erik Klippings usikre vej fra aftalen med stormændene på hoffet i Nyborg 1282 til mødet med de dragne sværd en novembernat fire år senere et sted i det nordlige Jylland. Udenrigspolitikken var afgørende.