Rigets grænser var de samme under Erik af Pommern som de havde været under Erik Plovpenning. Skåne, Halland og Blekinge var vundet tilbage til riget, men dette var til dels sket i kraft af det kongefællesskab der var etableret mellem Sverige/Norge og Danmark, med Oluf og siden Erik af Pommern. Valdemar Atterdags militære erobring af Skåne havde blot været begyndelsen. Og hertugdømmet Sønderjylland var givet i arvelig forlening til de holstenske grever, men de var i den foreliggende situation loyale vasaller under den dansk-norsk-svenske folkungekonge, særlig da Olufs kongemagt skulle befæstes over for Mecklenburg. Hertugdømmet Estland var afhændet, men dette tab blev opvejet ved at forholdet til Den tyske Orden blev gunstigt og tegnede til at kunne blive endnu bedre.

Men der var skabt nogle indre, nok så væsentlige grænser i Danmark. Den økonomiske udvikling havde vendt de danske landes økonomiske interesser fra hinanden. Deres udenlandske orientering gik forskellige steder hen. Den plan om rigets deling som Danmarks fjender havde fostret i Anden Hansekrig, fra 1367 til 1369 var måske ikke realistisk i den forstand at de magtede at sejre og gennemføre den. Holstenerne skulle have Jylland og Fyn, mecklenburgerne Sjælland og Sveriges mecklenburgske konge Skåne. Men grebet ud af luften var planen ikke, hvad angår landenes forhold til hinanden. Det var kommet så vidt at rigsdelene ville kunne undvære hinanden i denne opdeling.

I den menneskealder, fra 1332 til 1365, hvor store dele af det danske kongedømmes regulære indtægter var i udenlandske fyrsters magt, har danske på samfundslivets høje og lave planer udøvet deres virksomhed i et tjenesteforhold til de fremmede fyrster. Og de har på deres side udøvet et herredømme som var dansk i den forstand at dansk ret og dansk tradition lå til grund for alt hvad der foregik. Det var et fremmedherredømme, fordi de store slottes høvedsmænd var udlændinge og ofte modsatte sig at give deres panter fra sig til danske. Men i øvrigt hægede de om, fredeligt, at bevare deres panters værdi, og danske har i pantsættelsesperioden normalt fredeligt affundet sig med at udenlandske fyrster udøvede deres ret.

Pantsættelsestiden er ikke en økonomisk nedgangsperiode. Landbrugskrisen, så alvorlig den end kunne være, er sikkert mest et udtryk for en økonomisk omstillingsproces der i det lange løb indebar fordele for store dele af Danmarks befolkning. Men hele denne periode er kendetegnet af en dyb afhængighed af det nærmeste udlands økonomiske forhold. Det er et symptom på denne udvikling at der fra 1330'rne indtil Erik af Pommerns regeringstid ikke udmøntedes dansk mønt, men at udenlandsk mønt cirkulerede i Danmark til den værdi dens sølvindhold berettigede den til. Valdemar Atterdag har tilsyneladende i en kort tid forsøgt at drage fordel af at udmønte en kobbermønt, som han kunne kræve anvendt i Øresunds markedshandel, men det er et kortvarigt spekulativt præget indgreb fra kronens side som højst sandsynligt havde stærke indenrigske interesser imod sig. Danske stormænd havde fra omkring 1300 stort udbytte af at sælge deres gårdes overskudsproduktion direkte til udlandet, uafhængigt af de danske købstæder, hvor end i Østersøområdet de kunne afsætte den, eller hvem de kunne få til at hente den ved deres egne strande. De har haft fordel af at kunne arbejde direkte i fremmed valuta, og de har ikke været ene om at værdsætte at Danmark i disse år blev integreret i den nord- og vesteuropæiske økonomi.

Mellem kong Valdemar Atterdag og de holstenske panthavere som han satte ud af riget var der frem for alt den forskel, at han var en prins af blodet, og de var det ikke. Ellers var deres hensigter og fremgangsmåde, forholdet mellem dem og deres respektive undergivne, riddere og tjenere, fuldstændig de samme. Og udgangen på deres indbyrdes krigshandlinger blev tit at de overtog hinandens undergivne fra den ene dag til den anden.

Som herremyndigheden i Danmark blev fordelt mellem forskellige indehavere, høje og lave, hvis rettigheder var nøje afstemt over for hinanden, spores der en påvirkning fra samtidens europæiske lensvæsen, selv om der endnu i 1300-årene kan have foreligget rester af en ældre høvdinge- og storgårdsstruktur i Danmark.

Horisonterne om Danmark var måske indsnævret. Økonomisk var det Østersøområdet, politisk var det kejser- og pavemagten der angav interessefelterne. Valdemar Atterdags pilgrimsrejse til Det hellige Land 1347 var en gestus eller en demonstration der skulle placere ham europæisk, over for paven i Avignon og de tyske Maria-riddere i Preussen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Grænser og horisonter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig