Gravpladsen

Gik man fra jernalderlandsbyen forbi de små dyrkede markstykker ud mod de arealer, hvor kvæget græssede, kunne man passere landsbyens gravplads. I Grøntoft lå den kun et par hundrede meter fra den ældste af landsbyerne. Lige så tæt har den sikkert også ligget ved andre af tidens bosættelser.

Disse gravpladser blev brugt af landsbyboerne igennem lange tidsrum, lige så længe man holdt til på egnen – og det kunne blive op imod flere hundrede år, som f.eks. ved Årupgård mellem Ribe og Gram. Her rummede gravpladsen henved 1500 grave fra omkring 500-100 f.Kr.

Det skete ofte, at begravelserne fandt sted i nærheden af en høj fra bronzealderen, og hvor der stod urnegrave kun lidt ældre end jernalderbebyggelsen. Man har endnu husket disse ældre slægter, da man begyndte at anlægge de nye grave omkring 500 f.Kr.

Ved Årupgård var udgangspunktet netop en sådan bronzealdergravhøj. Herfra voksede så gravpladsen mod syd i to bælter, det ene meget langt, næsten en halv km, det andet betydelig kortere. Ud fra gravgavernes alder kan man slutte, at man i begge tilfælde begyndte ved bronzealdergravhøjen og så arbejdede sig længere og længere væk fra den.

Gravene tegnede sig i landskabet som små tuer. De kunne være af forskellig størrelse og udseende, tværmålet varierede fra 1 til 11 meter, og de var ikke ret høje. Til gengæld var deres opbygning ganske kompliceret. I midten stod urnen med den dødes brændte ben. Den var oprindelig blevet sat på jordoverfladen eller gravet ned i en grube, eventuelt dækket med et trælåg, og tuen blev derefter bygget.

Ved den arkæologiske udgravning, som fandt sted i 1960'erne og 70'erne, var adskillige af urnerne tomme. De har muligvis rummet børnebegravelser, for de spinkle og bløde barneknogler nedbrydes væsentlig hurtigere end voksnes. Nogle ganske få gravgaver kunne findes i urnerne, men oftest var det kun nåle, bæltekroge og en sjælden gang halsringe.

Uden om den lille gravtue var der som regel anlagt en cirkulær grøft. Jorden, som var gravet op af grøften, blev naturligvis kastet på tuen, og derved kunne det blive. Man fik da kun en ganske lille gravhøj. Men i mange tilfælde tilførte man også jord andre steder fra, og dækkede eventuelt tuen med et lag af græs- eller lyngtørv. Derved blev gravtuen betydeligt større, men højden oversteg aldrig en m.

Hvad ringgrøfternes formål har været, er uklart. De kunne have et par eller flere afbrydelser, der så dannede en slags indgange. Og der kunne langs grøfternes inderside ligge en stenkrans, eller der kunne stå en palisaderække af 50-60 pæle hamret ned omkring tuen med en indbyrdes afstand af 30-40 cm. Selve stolperne har været omkring 10 cm tykke, og de har raget mindst en m op over jorden. De er utvivlsomt knyttet til ceremonier afholdt ved bisættelsen.

Gravenes ensartethed, uanset om de hører til de ældste eller til de yngste, vidner om en stærk konservatisme hos de mennesker, som anlagde dem. Og ved deres mængde fortæller de om et andet vigtigt træk: alle landsbyens beboere blev begravet her. Det fællesskab, der eksisterede i livet, blev bekræftet i døden.

Sådan tegnede billedet sig af landsbyernes gravpladser i Jyllands sydlige og vestlige egne. Længere mod nord på halvøen er billedet ikke helt så klart. De hidtil fundne gravpladser er mindre, og de enkelte graves udformning er også anderledes: brandgrave med ganske få eller ingen gravgaver er der dog altid tale om.

Østpå i Danmark er billedet endnu mere kompliceret. På Sjælland f.eks. har man endnu knap nok fundet grave fra disse jernalderens første 3-4 århundreder. Det står i ejendommelig modsætning til, at vi fra naturvidenskabelig side ved, at landbruget i netop samme tidsrum ekspanderede kraftigt i disse egne. Igen må man erindre, hvor farligt det er at drage slutninger ud fra mangelen på arkæologiske fund.

Det, som frem for alt binder gravskikkene fra den tidligste jernalder sammen, er for det første ligbrændingen og dernæst sparsomheden på gravgaver. Gravritualerne har nok været omfattende, men der er næsten intet af det, vi kender til dem, der kan fortælle noget om de forskelle, der må have eksisteret menneskene imellem. Det er lighederne og fællesskabet, der markeres.

Er det nu et troværdigt billede af et samfund uden større sociale forskelle, der her tegnes? Det er i hvert fald et, hvor statussymboler ikke spillede nogen nævneværdig rolle i døden. Men blot få hundrede år senere, i det 2.-1. århundrede f.Kr. er de atter i anvendelse i gravkulten i form af bl.a. våben og importerede kostbarheder som bronzekedler og vogne. Igen kan man, som det skildres i det følgende bind, skimte et samfund med tydelige sociale forskelle.

Skal man da antage, at de forudgående 3-4 århundreder var rammen om et samfund af en helt anden karakter? Et endeligt svar kan ikke gives, blot må man erindre, at de fremmede statussymboler, som både i bronzealderen og i den sene førromerske jernalder blev brugt til at markere forskelle imellem menneskene, i den mellemliggende periode kun kom til landet i meget ringe mængde.

Vi finder dog fortsat genstande, som kan tolkes som statussymboler, i moserne f.eks., om end det er i ret begrænset omfang. Vi må altså nøjes med at konstatere, at den nye gravskik først og fremmest udtrykte det fællesskab, som også landsbyerne ved deres udformning vidner om. Den sociale orden i det samfund, som gennemførte de store forandringer ved jernalderens begyndelse, kender vi imidlertid ikke.