Guds og kongens ordinans

Den „bedre ordning og reformation”, der var Christian 3.s og hans medarbejderes program i 1536, skulle genoprette Guds ord og ære og indføre en ret kristelig tro. Det måtte omfatte både stat og kirke, de to sider af det kristne fællesskab. Og som de andre stænder skulle også gejstligheden have sine rettigheder og bringes ind i en kristelig ordning. Der skulle skabes en ny ydre ramme for det kirkelige liv, nye bisper skulle indsættes, gudstjenesten ændres, sognepræsterne omskoles og den nye tro skulle gøres til grundlag for befolkningens åndelige liv.

Det var store opgaver, og Christian 3., der var stærkt personligt engageret i sagen, ville sikre sig, at man benyttede den mest ansete fagkundskab, der fandtes, også selv om nogle af disse eksperter havde andre meninger end kongen. Nu gjaldt det om at samle og forene, for der var kun én kirke, hvis fejl og misbrug skulle rettes. Ingen var i tvivl om, at det var en luthersk ordning, der skulle skabes, og at man ville falde i kongens unåde, hvis man ville noget andet.

I begyndelsen af januar 1537 mødtes i Odense den kommission, som kongen havde udset til opgaven. Den bestod af nogle af de evangeliske prædikanter, bl.a. Hans Tausen, Jørgen Jensen Sadolin, Frands Vormordsen og Peder Laurentsen, samt to medlemmer fra hvert af domkapitlerne tilligemed dominikanerordenens leder i Danmark. Kommissionen flyttede senere til Haderslev, hvor nogle gejstlige fra hertugdømmerne blev optaget i den. Efter et omhyggeligt arbejde kunne den nye ordning af kirkens forhold godkendes af rigsrådet og kongen den 2. september 1537. Tyge Krabbe og de andre råder, der ellers havde holdt sig til den gamle tro, var villige nok til at sætte deres segl under. De opnåede en tilføjelse om, at præsterne skulle fare med lempe over for de syndere, som for tiden havde problemer med at modtage sakramentet. Ved nadveren skulle man nu havde både brødet og vinen, mens præsten hidtil havde drukket vinen på menighedens vegne. Det var en stor og betænkelig sag for mange.

Kirkeordinansen var på latin, men to år efter kom en dansk udgave. Begge blev trykt. En ny udgave med enkelte ændringer udkom i 1542, samme år som hertugdømmerne fik deres kirkeordning. Nu var den ordning af kirke- og skoleforhold skabt, som med justeringer og tilføjelser undervejs kom til at gælde, til den som helhed blev afløst af Danske Lov i 1683.

Der skulle også udnævnes nye bisper, som skulle være kongelige embedsmænd i modsætning til de gamle. Flere af disse var allerede løsladt fra deres fængsel eller blev det snart. De fik gode forleninger eller levede komfortabelt af deres godser, og Jørgen Friis opnåede endda at blive genoptaget i rigsrådet. Dog kom Stygge Krumpen først ud i 1542, og samme år døde Joachim Rønnow i sit fængsel. Selv om der ikke var nogen grund til at holde dem indespærret efter sejren, var bispetitlen blevet så belastet, at den ikke skønnedes anvendelig mere. De nye skulle hedde superintendenter, men dette forfærdelige fremmedord fik ingen rod i dansk, og snart efter blev kirkens nye hyrder atter kaldt bisper.

Prædikanterne havde i et andragende, der synes at være før i pennen af Hans Tausen, foreslået kongen, at der også blev udnævnt en oversuperintendent, der skulle have den øverste myndighed i kirkelige anliggender, mens de verdslige skulle overlades til kongen. Det skulle Christian 3. og rigsrådet nu ikke have noget af. De ønskede langtfra den gamle dobbeltmagt genoplivet. Samtidig med Kirkeordinansens vedtagelse udnævntes de syv danske bisper samt en norsk. De blev indviet af Johan Bugenhagen. Han var ikke selv bispeviet, og den apostoliske succession, linien tilbage til oldkirken gennem bispevielsen ved håndspålæggelse, baseret på den opfattelse, at enhver biskop derved indirekte havde fået sin vielse fra apostelen Peter, gik dermed tabt for den danske kirke. Bispevielsen skulle ikke længere betragtes som en overlevering af en særlig embedsmyndighed, men som indvielse til en åndelig tjeneste. Stiftsdelingen og sogneordningen blev stående, og der udnævntes i hvert stift en særlig stiftslensmand som kongens repræsentant i det lokale kirkestyre.

Blandt de nye bisper var Peder Palladius, der var kommet tilbage til Danmark sammen med Bugenhagen efter seks års studier i Wittenberg. Han fik nu Sjællands Stift. Frands Vormordsen fik Lund og Jørgen Jensen Sadolin Fyn, hvor han allerede havde udrettet så meget for den lutherske sag. Hans Tausen kom til at stå for den vigtige uddannelse af præster ved det genåbnede og genindviede universitet. Da ribebispen døde i 1541, blev Hans Tausen hans efterfølger.

Nogle af kamptidens mest markante evangeliske prædikanter fandt ikke plads i det nye bispekollegium. Der mangler f.eks. Claus Mortensen Tøndebinder og Hans Olufsen Spandemager. De var heller ikke medlemmer af kirkekommissionen. Måske har deres virksomhed i den tidlige Malmø-reformation og under borgerkrigen vakt kongens mistanke om, at de var for tæt på det, han forstod ved „sværmere og oprørske mænd”. De blev begge provster i skånske herreder.

Bisperne skulle først og fremmest varetage evangeliets forkyndelse. De skulle prædike og undervise, føre tilsyn med kirker og skoler, med præsternes lære og livsførelse, med menighedernes ve og vel og med hospitaler og fattige, og det skulle ikke foregå fra skrivebordet, men ved visitatser, dvs. regelmæssige besøg i stiftets sogne. Deres løn blev nøje fastlagt i naturalier og penge. De skulle desuden have fribolig i stiftets hovedby. Sjællands biskop fik dertil et professorat ved universitetet, fordi leveomkostningerne var større i København, hvortil bispesædet nu flyttedes fra Roskilde.

Ordinansen bestemte, hvordan nye bisper for fremtiden skulle vælges. Når en bisp døde, skulle sognepræsterne i stiftet mødes og udpege fire af deres kreds til at vælge efterfølgeren. Denne skulle så prøves af den nærmestboende biskop, og, hvis han fandtes kvalificeret, godkendes af kongen, til hvem han også skulle aflægge ed. Her svor han at fremme alt, hvad der kunne være kongen og riget til ære, gavn, fred og lydighed samt at „traktere” evangeliet og sakramenterne på rette vis. Derefter kunne han vies til biskop. Disse regler blev dog ofte tilsidesat i den følgende tid ved, at kongen tiltog sig myndighed til uden videre at beskikke en biskop.

Præsterne i hvert herred skulle vælge en herredsprovst, som derefter skulle godkendes af bispen. Provsternes opgave var at gå bispen til hånde. Også de skulle hvert år visitere deres sogne for at overvåge præsternes embedsførelse og lærdom og gøre sig bekendt med menighedernes tilstand og fremgang i den kristne tro, og de skulle lede valget af sognepræsterne.

Sognepræsterne fra den katolske tid fortsatte normalt i deres embeder. Bortset fra de sognekald, hvor kronen, adelen eller kapitler fra gammel tid havde kaldsretten, skulle sognepræsterne herefter vælges, når et kald blev ledigt.

Kirkeordinansen er noget uklar med hensyn til menighedens medvirken ved præstevalget, og det førte til, at man i 1542 måtte udvide bestemmelserne med Ribeartiklerne: præstevalg skulle ske ved, at sognemændene udvalgte syv af de ældste og mest agtede mænd i sognet, som sammen med provsten skulle foretage valget. Herefter skulle bispen prøve hans lærdom og den nye præst aflægge troskabsed til kongen. De nye regler gav adelen større indflydelse på præstevalget, for det var ikke let at komme udenom, at herremændene hørte til sognets mest agtede folk. I købstæderne skulle præstevalget lægges i hænderne på borgmestre og råd på menighedens vegne. Præsterne blev i den følgende tid et vigtigt bindeled mellem øvrighed og befolkning. Mange påbud og forordninger blev læst op fra prædikestolen, der nu skulle være på en central plads midt i kirken.

De problemer, der ellers langs af sted opstod med den praktiske gennemførelse, blev afgjort af kongen. Når det skønnedes nødvendigt, indkaldte han bisperne til møder for at afgøre tvivlsspørgsmål. Bisperne udfoldede også Kirkeordinansens tanker på landemoder, dvs. møder med provsterne, undertiden også med deltagelse af præster. På kalenter, møder med sognepræsterne, lod provsterne påbud og bestemmelser gå videre til dem.

Den grundlæggende tankegang bag den nye kirkeordning, at stat og kirke var to sider af samme guddommelige ordning for menneskelivet, men samtidig skarpt adskilte, og at fyrstemagtens embede og kirkens embede ikke måtte gribe ind i hinandens områder, var ikke så let at få til at fungere i praksis. Det har været svært at opleve denne teologiske konstruktion som personlig realitet. Sådan var det også andre steder, hvor Luthers tanker skulle føres ud i livet. Man levede sit liv i det kristne fællesskab, og kongens virksomhed som dets leder i de jordiske realiteters verden måtte nødvendigvis ustandselig trænge sig ind i undersåtternes åndelige og mentale liv og involvere deres religiøse følelser. Kongen havde den fulde magt i kirken. Han havde afgørende indflydelse på, hvem der udnævntes til bisper, han havde fuld retslig myndighed over dem, og de var økonomisk afhængige af ham. Over for befolkningen optrådte de på Guds og kongens vegne. Kirkeordinansen skelner selv mellem indholdets to dele: den ene del var Guds ordinans, som omfattede forkyndelsen af lov og evangelium, forvaltningen af de to sakramenter dåb og nadver, børns oplæring i kristendom og underhold af præster, skoler og fattigfolk. Den anden del var kongens ordinans, der omfattede gudstjenestens indretning, bispevisitatser og andet, der tjente til gennemførelsen i praksis af Guds ordinans. Selve denne skelnen måtte i undersåtternes bevidsthed bidrage til at forlene kongens ordning med guddommelig sanktion som den aktuelle udformning af Guds evige vilje. Christian var, som han selv sagde, „superintendenternes fader”, men han ønskede også at være alle sine undersåtters myndige far og forme deres sjæl og tanker, for han ville jo det rette.

Dette krav om at administrere også befolkningens åndelige liv som en del af deres tilværelse som borgere i samfundet – deres politiske tilværelse, som vi ville sige – kom f.eks. direkte til udtryk i Kirkeordinansens ord om de nye bispers opgaver som vejledere i evangeliet. Én af pligterne her var at „holde vore undersåtter til at være fredsommelige og lydagtige med den undervisning, de skal udi deres prædiken gøre om herskab og lydelse, som man er dem pligtig”. Det måtte blive en forkyndelse, der netop fordi den blev givet og forstået inden for de religiøse følelsers domæne, måtte få vigtige konsekvenser for det område, vi nu kalder det politiske. Belært af erfaringerne fra de foregående års uroligheder pålagde kongen da også i Kirkeordinansen prædikanterne at „være varlige og for alle ting se sig vel for”, når de talte om Guds forsyn, den kristelige frihed og andre sådanne trosartikler, hvor menneskelig forståelse let lod sig „forarge”.