Til de mest ejendommelige genstande, der er fremkommet ved udgravningen af Helgö i Mälaren, hører en lille Buddha-figur fra Indien og den øverste del af en bispestav fra Irland. Begge er fra 700-tallet.

.

"Kræmmerhus" fra den rige jernalderplads Sorte Muld ved Ibsker på Bornholm. Dette usædvanlige fund er gjort i udkanten af det bebyggede område, hvorfra bl.a. mere end 2000 guldgubber stammer. Kræmmerhuset er foldet af en sølvskive, og dens indhold viste sig at bestå af et komplet halssmykkke af guld: fem brakteater, seks romerske solidi med påloddet øsken, to hjulformede vedhæng samt otte guldperler. Mønterne er alle præget under kejser Valentinian 3., dvs. mellem 425 og 455.

.

Den nærmeste parallel til Gudme ligger i Sverige, hvor vikingetidens navnkundige handelsplads Birka har en enestående forløber, Helgö, der som Birka ligger på en lille ø i Målaren sydvest for Stockholm. Ligheden mellem Gudme og Helgö er uafviselig. 1400-, 500- og 600-årene var begge handelspladser, hvortil der kom varer både fra oplandet og fra det fjerne udland, begge har haft omfattende håndværksaktivitet, bl.a. smedning, bronzestøbning og guldsmedevirksomhed, omend guldmængderne fra Gudmebygden stadig indtageren særstilling, og begge har haft store gravfelter i den umiddelbare nærhed.

Igennem 20 år, fra 1954 til 1974, blev Helgö udgravet og udforsket indtil mindste detalje; foruden selve bopladsen er også flere tilhørende gravfelter og en mindre tilflugtsborg undersøgt. Tilsammen har de givet et helt usædvanligt indblik i ukendte dele af jernaldersamfundet, og pladsen kom dengang fuldstændigt til at forrykke opfattelsen af handelsforbindelser og håndværksproduktion i den yngre jernalder. Undersøgelserne har således sandsynliggjort, at Helgös metalværksteder fremstillede smykker, bøjlenåle, spænder og andet kunsthåndværk i så store mængder, at produktionen rakte langt ud over det lokale forbrug. Dette blev klart, da der på Helgö fandtes støbeforme til nogle af de mange smykker, som kendes fra arkæologiske fund andre steder i Skandinavien. Hovedparten af disse smykker er naturligt nok fundet i Målarområdet, men nogle er nået så vidt som til Østbaltikum og Norge.

Helgö har øjensynligt været et centralt mødested for handelsmænd fra hele Østskandinavien. Her har de erhvervet det smukke kunsthåndværk, som stedet må have været berømt for, og her har de afsat egne varer, måske især de eftertragtede nordskandinaviske skind, som handelsmænd fra sydligere himmelstrøg var interesseret i. De internationale kontakters veje er uransagelige, hvilket bl.a. demonstreres gennem fundet af en lille indisk Buddhafigur, en koptisk (ægyptisk) bronzeøse og en emaljeret irsk bispestav, som på den ene eller den anden måde er kommet den lange vej fra deres fjerne hjemlande til denne lille o i Målaren. Deres betydning var måske ikke anden end det kuriøse – som souvenirs fra det fremmede – selv om bispestaven er set som antydningen af en tidlig kristen mission. Anderledes målrettet synes imidlertid glasimporten at have været. De enorme mængder af glasskår, som er fundet på stedet, kommer fra Frankerriget og de romerske provinser – måske ligefrem importeret som affalds-glas, beregnet som råstof ved fremstilling af farvestrålende perler, der var så populære overalt i Norden.

Der findes ingen vidnesbyrd om Helgös politiske tilhørs-forhold; ingen skriftlige kilder nævner stedet med ét ord. Men Helgö lå ikke langt fra Gamla Uppsala, der var centrum i det fremvoksende Svearige og ifølge overleveringen sæde for deres ældste kongeslægt, Ynglingeætten. Set i dette lys kan Helgö opfattes som kongelig ejendom og dermed en vigtig brik i et nyt politisk og økonomisk system, som i disse århundreder var ved at vokse frem i Målarområdet. Stedets betydning og funktion overgik lidt efter lidt til det nærliggende Birka, der var et af knudepunkterne i vikingetidens internationale handel.

Hvor det således kan være fristende at koble Helgö sammen med sveernes fremvoksende kongemagt og monumentale gravanlæg i Gamla Uppsala, så er en tilsvarende tolkning ikke mulig for Gudme. Der findes ingen tilgængelige vidnesbyrd om en kongeslægt med særlig tilknytning til det østfynske område, og selv om rige gravfund fra romersk jernalder vidner om status og kontakter, så findes ingen gravanlæg af monumentale dimensioner som i Gamla Uppsala eller for den sags skyld Himlingøje. Der er således kun ad indirekte vej belæg for at tro, at Gudmes eksistens var afhængig af en magtfuld konge. Spørgsmålet er naturligvis, hvorledes pladser som Helgö og Gudme kunne være sikret mod plyndring og ødelæggelse, hvis ikke de var underlagt en stærk kongemagt med udtalte interesser i stedets handel og produktion.

Selv om Helgö må opfattes som Birkas forløber og forudsætning, så kan Helgö dog ikke forklares alene som en tidlig udgave af Birka med samme organisering, opbygning og tilsvarende form for kontrol, således som det har været vanligt i faglitteraturen. Helgö er også et fænomen i sin egen tid og kræver derfor en egen selvstændig fortolkning, hvilket er blevet åbenlyst i forbindelse med udgravningerne i Gudme og Lundeborg. Fortolkningen af Gudme fik som nævnt en afgørende drejning gennem anvendelse af stednavnestoffet, bl.a. Gudme selv – „gudernes hjem”. Når Helgö således betyder „den hellige ø”, er dette ikke blot udslag af tilfældigheder. Navnestoffets sakrale karakter må betragtes som en strukturel forudsætning for stedernes særlige position og karakter. Derfor er det også nærliggende, at disse pladser har været beskyttet på en anden måde end blot gennem stærk militær og politisk dominans; først og fremmest var den magt, som beskyttede disse første mødepladser, nemlig den åndelige. Selv om handel og håndværksaktivitet var dele af det politiske system, så var disse aktiviteter på samme tid uadskillelige fra det sakrale, idet hver af disse funktioner først fik mening, når de havde rod i en fælles verdensforståelse.

Denne sammensmeltning af helligsted, mødeplads og metalhåndværk, som i det følgende skal vise sig at udvikles som et karakteristisk træk for den yngre jernalders centrale bosættelser, kan meget vel have sit idégrundlag i helligpladser som Gudme og Helgö. I stedet for at se disse pladser som underlagt en stærk og magtfuld konge, kan det nok så meget have været omvendt: At kongemagten som institution var underordnet helligstedet. Dermed var det ikke kongen og det politiske system, som beskyttede helligstedet, men derimod stedet, der legitimerede den politiske magt og dermed beskyttede kongen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Helligsted og handelsplads.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig