Herremanden

I 1595 vendte han hjem til Danmark for at sætte sig ind i bestyrelsen af de to nabogodser, han var enearving til, Rosenholm og Skaføgård, oprindeligt Jørgen Rosenkrantz' ret beskedne sædegård, senere udvidet og udbygget fra 1570'erne med en sådan energi, at folk, der så det stendige, bønderne havde rejst omkring godsets hovmark, skal have sagt, at „Skaføgårds hovdige og helvedes pine er lige lange”.

Skaføgård blev i første omgang enkesæde for Holgers moder, fru Dorthe Lange. Så det var Rosenholm, der blev rammen om den hjemvendte adelsynglings tilværelse. Men før han for alvor slog sig ned på sit herresæde, var han en kort overgang ansat som sekretær i Danske Kancelli, det kongelige regeringskontor. Gennem sit arbejde her skulle han få den fornødne indsigt i statsadministrationen med henblik på at kvalificere sig til mere betydningsfulde poster.

Holger var kun kancellisekretær i mindre end et år, og den eneste større opgave, han blev pålagt, var at være sekretær for to rigsråder, der sommeren 1597 blev sendt til Danmarks fjerne østersøbesiddelse, Øsel ved den baltiske kyst, for at inspicere øen og afgøre retstrætter. Allerede i januar 1598 tog han afsked med „dette modbydelige tvangsarbejdshus”, som han skal have kaldt kancelliet, og slog sig ned på Rosenholm.

Samme år giftede han sig standsmæssigt med Sophie Brahe, datter af rigsråd Axel Brahe og fru Mette Gøye og niece til Tyge Brahe. Ægteskabet faldt ganske ind i det adelige giftermålsmønster, der bandt det tynde lag af højadelige slægter sammen og sikrede herremandsklassens lukkethed.

Mens Holger tog sig tid til såvel fortsatte studier som forfattervirksomhed, lærergerning og senere politiske og administrative gøremål i statens tjeneste, overtog Sophie ledelsen af familiens økonomi, samtidig med at hun gik fra den ene barnefødsel til den anden. I alt fik ægteparret 13 børn, hvoraf de fem døde tidligt.

Ved studierne og lærergerningen, der blandt andet medførte, at Rosenholm blev valfartssted for unge lærdomshungrende adelsdrenge og studenter, afveg Holger Rosenkrantz fra den øvrige adel. Ganske vist hørte et fromt sindelag tiden til, og de højadelige undlod da heller ikke at yde bidrag til kirken eller at deltage i kirkelivet, men i reglen var de mere optaget af godsspekulationer, erhvervelsen af gunstige len, udfoldelsen af standsmæssig herskabelighed, bygning og udbygning af deres herregårde og sikringen af deres politiske magt. Og mens disse sager var mandsopgaver, overvågede hustruerne husførelsen og lagde rammerne om de repræsentative hverv, der fulgte med deres mænds positioner.

Holger Rosenkrantz var hele sit liv dybt optaget af de store religiøse spørgsmål. Han opbyggede et bibliotek, en håndskriftsamling og et laboratorium, der vakte beundring langt uden for rigets grænser. „Lærde Holger” blev snart en kendt skikkelse i det internationale teologiske selskab. Og han havde råd til det. Rosenholmfamilien var velhavende og besad foruden sædegården selv og Skaføgård flere godser på Fyn og i Skåne og gårde i København, Århus og Viborg.

Familiens godsrigdom borgede imidlertid ikke for en uproblematisk økonomi. Vel gav salg af korn og øksne, bøndernes landgilde og andre indkomster et solidt grundlag for herremandstilværelsen, men godshandeler og overforbrug parret med hyppige svingninger i landbrugskonjunkturerne førte til stadige låneoptagelser. I en periode fungerede kongen som bank – 1605 er Holger Rosenkrantz således opført med en gæld på 2000 rigsdaler, som han skylder kongen, og 18 år efter er gælden vokset til næsten 30.000. Men adelsfolkene lånte også af hinanden eller på Kieler Omslag, samtidens mest søgte lånemarked for danske adelige, mod pant i godsejendom eller mod kaution. Holger Rosenkrantz optrådte hele sit liv som kautionist, og i flere tilfælde kom han til at hænge på en gæld, som skyldnerne enten ikke var i stand til at betale eller døde fra. Og for at skaffe de likvide midler, som kun fandtes i sparsomt mål i samtidens samfund, måtte Holger Rosenkrantz enten sælge ud af sit gods eller hastigt optage nye lån.

I tiden før Holger Rosenkrantz blev udnævnt til rigsråd i 1616, blev han kun sjældent brugt i offentlige anliggender. I 1608 deltog han som befuldmægtiget for den menige jyske adel i valget af Christian 4.s søn, prins Christian, til tronfølger, han blev brugt som vitterlighedsvidne ved overdragelsen af len til nye lensmænd, han og Sophie Brahe var gæster ved adelsbryllupper, hvoraf adskillige blev afholdt af kongen, og i et enkelt tilfælde blev han specielt kaldet af kongen til at registrere nogle breve ved et lensmandsskifte, fordi der i lenets arkiv fandtes nogle breve på latin, som kongens udsendte registreringsmænd ikke havde været i stand til at tyde.

Som andre adelsfolk var det også Holger Rosenkrantz pålagt at yde bidrag til rigets forsvar. Det kunne ske ved at møde med hest og harnisk. Da Christian 4. i 1611 angreb Sverige, blev Rosenkrantz også straks udskrevet, dog ikke som landkriger, men som skibskaptajn, og i maj 1611 var han optaget af at hverve krigsfolk i Nederlandene for kongens regning.