Hertug Frederik lod slå mønt i sit hertugdømme. Det var mark og skilling og denne daler, slået i Husum i 1522. Her er der for første gang på nordisk grund skabt en virkelig portrætmønt. Egentlige møntportrætter, hvor der er tilstræbt lighed med modellen, kendes fra oldtiden, og de dukker igen op med renæssancen, først i Italien, snart efter i Frankrig og Tyskland. Frederik er gengivet med skipperskæg og en flettet hue over håret.

.

Også forholdet til kongens farbror, hertug Frederik på Gottorp, var dårligt. Ved delingen i 1489 (se afsnittet Tronskiftet) var det blevet fastslået, at de fyrstelige besiddelser, den segebergske og den gottorpske del af hertugdømmerne, skulle gå videre til kong Hans' og hertug Frederiks respektive arvinger. Christian 2. havde da også i 1513 overtaget den kongelige del af hertugdømmerne som enearving. Hertug Frederik havde to sønner, Christian og Hans, hvis fremtidige forsørgelse var et problem. I 1521 fik Christian 2. af kejseren overdraget forleningsretten over Holsten, da han mødtes med sin svoger i Bruxelles. Herved blev kongen lensherre i begge fyrstendømmer. Samtidig udstraktes kongens og hans arvingers rettigheder til foruden hertugdømmet Holsten også at omfatte Pinneberg, Stormarn, Ditmarsken, Hamburg og Delmenhorst, som begge hertugerne ellers ifølge aftalen af 1490 havde haft rettigheder over i fællesskab. Alt dette måtte gøre den gottorpske fyrstelinies fremtid usikker.

Hertug Frederik var ikke uden politiske muligheder. Han kunne udnytte kongens vanskelige situation i 1522 til at aftvinge ham en række indrømmelser. Også kongen kunne indse, at det ville være farligt, hvis hertugen gik aktivt sammen med Lübeck.

I juni 1522 rejste Christian til hertugdømmerne for at forhandle med sin farbror. Mødet var uden hjertelighed. Der kom dog et forlig i stand i Bordesholm i august, hvorved kongen gav afkald på retten til at bortforlene Holsten og gik med til, at begge dele af hertugdømmerne skulle forblive neutrale i tilfælde af en dansk krig mod Lübeck. Hvad der ellers var de to fyrster imellem skulle afgøres ved mægling det følgende år.

Dette resultat viser vel en vis eftergivenhed fra Christian 2.s side, stillet over for truende politiske konflikter. Men forholdet til hertugen var på ingen måde afspændt efter forliget. Da hertugdømmernes neutralitetsoverenskomst med Lübeck var blevet udarbejdet, nægtede Christian 2. at godkende den, fordi lybske kapere i mellemtiden havde angrebet Ærø, som hørte til hertugdømmet Slesvig. Og kort efter forliget begyndte lübeckerne at arbejde på at få hertug Frederik over på deres parti. De havde før været ude i samme ærinde. Sidst på året 1522 lykkedes det Lübecks råd at komme i seriøse forhandlinger med hertugen. Og nu ser det ud til, at forhandlingerne drejede sig om noget langt mere vidtrækkende end støtte til Sverige og flådetogter til de danske kyster. De meget fortrolige drøftelser skal ses i sammenhæng med, at de lybske politikere nu sigtede mod et direkte angreb til lands med det mål at fordrive kong Christian og i stedet indsætte hertug Frederik som dansk konge. Forhandlingerne kom frem til at dreje sig om det antal tropper, Lübeck skulle stille, for at hertugen ville sætte sig i spidsen for foretagendet. Nytår 1523 passeredes, før man kom til enighed. Og da var der sket ting i Danmark, som fik den forsigtige hertug til at beslutte sig.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Hertug Frederik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig