Hertugen og greven

Allerede under og lige efter herredagen i 1533 havde hertug Christian modtaget flere følere fra folk, der gerne ville støtte hans valg til dansk konge. En kom fra Wullenweber og Jørgen Kock, og den politiserende Malmø-borgmester skaffede sig også andre kontakter. Han havde været med i en henvendelse til hertugen sammen med Mogens Gøye og Erik Banner, hvor de foreslog, at hertugen skulle rykke ind i Jylland med en ringe styrke i fortrøstning til befolkningens tilslutning og fæstningernes overgivelse til ham.

Men hertug Christian sagde nej. Han ønskede ikke at modtage kronen uden støtte fra en betragtelig del af adelen. Han havde selv skrevet til herredagen og tilbudt at komme til stede, men havde fået et afvisende svar. Hans fyrstelige indstilling til samfund og politik tilsagde ham, at det var adelen, han som konge skulle regere sammen med, ikke borgerne. Han var lutheraner, og de tanker om øvrighedsmagt og befolkningens kristne frihed, som Malmø-reformationen stod for, måtte være ham inderligt imod. Hvor Mogens Gøye vel har ment, at borgerne stadig som under Frederik 1. kunne være anvendelige allierede imod bisperne, ønskede hertugen at gennemføre sin nyordning af samfundet konsekvent efter de lutherske tanker om kald og stand – at der er stænder, der skal byde, og andre, der skal lyde.

Når hertugen ikke ville være med, måtte borgerne finde et andet politisk program, og hvad var mere nærliggende end at vende tilbage til bispernes gamle, frygtede modstander, fangen på Sønderborg Slot? Christian 2., eller i hvert fald hans navn, kom igen til at spille en politisk rolle. Sandsynligvis er det en mulighed, Wullenweber og Jørgen Kock tidligt har drøftet sideløbende med forsøgene på at interessere hertug Christian for deres planer. Med hertugens afslag blev den aktuel, og oprørernes og Lübecks officielt proklamerede mål blev nu Christian 2.s befrielse og genindsættelse som konge. Wullenweber fandt snart en mand, der kunne føre krigen på byens vegne, grev Christoffer af Oldenburg, en humanistisk uddannet, professionel soldat og lejetropsfører, luthersk troende og dertil en forslagen politiker. Som oldenburger var han langt ude beslægtet med Christian 1., og det er muligt, at han har tænkt sig, at den danske krone kunne ende hos ham selv. Det er ham, krigen har fået navn efter: Grevens Fejde.

Efter at have samlet tropper blandt de ledige på markedet rettede grev Christoffer i maj 1534, en uge før oprøret i Malmø, et angreb på Holsten, men blev hurtigt drevet tilbage af Johan Rantzau, der nu var hertug Christians feltherre og betroede medarbejder. I stedet indskibede grev Christoffer sig med sine 1500 landsknægte og sejlede til Øresund. Hans aftale med Lübeck gik ud på, at hvis han vandt, skulle byen have Christian 2. udleveret og sikres herredømmet over Helsingør og Helsingborg og dermed over Øresund.

Malmøs oprør havde ikke fået tilslutning fra Københavns magistrat, som tværtimod fandt det hensigtsmæssigt at demonstrere sin loyalitet imod rigsrådet og den befalingshavende på Københavns Slot, Johan Urne, ved at indstille færgefarten mellem de to byer. Da grev Christoffer den 22. juni 1534 gik i land ved Hvidøre nord for København, blev han modtaget af Jørgen Kock og Ambrosius Bogbinder. Københavns magistrat svarede på Christoffers opfordring om at slutte sig til ham på Christian 2.s vegne, at de ville se den gamle konge fri først, og byen indgik samtidig en aftale med slottet om fælles forsvar.

Imidlertid var greven marcheret til Roskilde, der overgav sig til ham, og derefter til Køge, hvor det gik ligeså. I Ulvemosen ved Havdrup holdt greven ved tolk en tale til en forsamling af bønder. Overalt var programmet det samme: det forhadte bispestyre og rigsrådsregimente skulle ophøre, bønderne igen have deres gamle rettigheder, købstæderne slippe for „sporefogeder og andre voldsmænd” og i det hele taget for lensmændenes forsøg på at gøre sig til byernes øvrighed. Jørgen Kock og Ambrosius Bogbinder har fuldt ud været i stand til at instruere greven, så han sagde de rigtige ord på de rigtige tidspunkter.

I København var stemningen sådan, at Rønnow, der nu opholdt sig i byen, måtte gå med til, at der igen blev indført evangelisk gudstjeneste, og allerede den 13. juli, tre uger efter grevens ankomst til Sjælland, overgav Københavns magistrat byen til ham. Rådet blev afsat og et nyt med Ambrosius Bogbinder i spidsen indsat. Den radikale borgerbevægelse var omsider kommet til magten.

Hos de uforberedte og spredt boende rigsråder var forvirringen total, da efterretningen om grevens landgang nåede dem. De skrev til hinanden fra alle kanter af Sjælland, men snart stod det klart, at grevens resolutte bevægelser og befolkningens tilslutning til ham gjorde et samlet forsvar umuligt. Allerede før Københavns overgivelse havde en af de ledende rigsråder, lensmanden på Stegehus og befalingsmand for rigsrådets væbnede styrker på Sjælland, Anders Bille, arrangeret sig med greven efter at være blevet belejret af hans tropper på sin gård Søholm på Stevns. Stegehus blev indtaget af byens borgere. Anders Bille tog konsekvensen og svor greven troskab på Christian 2.s vegne og blev grevens mand på Vordingborg Slot. Også de andre adelige forstod, hvad vej vinden blæste. Gejstlige og verdslige stormænd strømmede til for at sværge den nye magthaver troskab. Lensmændene overgav deres slotte og fik nye forleninger af greven. Enhed og samdrægtighed rådede. „For ikke at sætte gård eller gods til var de rede til at sværge på hvad det skulle være,” siger Poul Helgesen om dem.

Også den skånske adel gik over til greven efter først at have forsøgt at organisere et forsvar i det befæstede Landskrona. Anders Bille overbeviste dem om det uhensigtsmæssige heri, og en delegation kom til København og aflagde ed til grev Christoffer. De skånske højadelige fik deres belønning i form af len ligesom deres sjællandske standsfæller. Greven kunne derefter lade sig hylde på Christian 2. s vegne på landstingene i Ringsted og Lund. På to måneder var han blevet herre over hele det østlige Danmark.