Et sværd fra hen mod 1400, fundet ved voldstedet Boringholm vest for Horsens. Gode sværdklinger var importgods og denne er fremstillet i Passau i Sydtyskland. Monteringen af skæftet og slibningen af klingen kunne lokale sværdfegere og sværdslibere foretage.

.

Våbensmedene i Passau havde en springende ulv som mærke. Det indgraveredes på sværdklinger sammen med et andet symbol der henviser til værkstedet. Her er Passau-mærket fra Boringholm-sværdet. 1300-årenes midte.

.

I Varpelev Kirke på Stevns ligger hr. Niels Rane begravet. Han døde 1315, men led ikke en naturlig død. Kirken var hans egen, den lå lige op til hans gård som hans slægt havde ejet i flere generationer. Hr. betyder ridder, og Niels havde været en af kong Erik Menveds højt betroede mænd, en tid måske hans kammermester. Men han blev henrettet 1315 på grund af majestætsforbrydelse, i en sag som stod ganske klart. Han havde 1307 sammensvoret sig med den jyske Tuve Vindsen og givet ham brev på at være med ham mod kongen med råd og dåd. Bedre kendte de åbenbart ikke hinanden end at Tuve måtte have hans brev. Kongen opdagede det i 1315 da han trævlede en vældig sammensværgelse op. Da Erik Menved gjorde op med bønderne i Nørrejylland som i 1313 havde rejst sig imod ham, blev han klar over at der havde været et stort frafald blandt hans mest betroede mænd allerede i 1307, under et felttog mod de svenske hertuger. Frafaldet havde været ledet af hans egen broder, hertug Christoffer, der havde set sin fordel i at slutte sig til fjenden. Endog en række af de stormænd kongen havde sat ind mod selve oprøret 1313 viste sig allerede forinden at være faldet ham i ryggen. I hr. Niels Ranes og andres tilfælde lod kongen tage en højtideligt bevidnet afskrift af det kompromitterende brev, som et led i processen imod dem, og det er derved brevets eksistens er blevet kendt.

Ranerne på Stevns var en vidt forgrenet slægt. Et af dens fremtrædende medlemmer havde været Rane Jonsen, kong Erik Klippings kammermester der havde været med kongen i Finderup Lade 1286 og, efter folkevisen, værgede sin herre som en skalk. Måske har Rane Jonsen ejet Gjorslev, den besiddelse der senere kom under roskildebispen og hvor biskop Peder Jensen Lodehat i 1400-årenes begyndelse byggede den prægtige borg der findes endnu. Men dette byggearbejde har slettet ethvert spor af hvorledes Rane Jonsens Gjorslev kan have set ud.

Foruden Varpelev havde slægten gårde i Havnelev og Magleby, men dens ejendomme er udpræget strøgods. Et tidligt fremtrædende medlem af slægten er hr. Peder Olufsen af Karise om hvem det vides, fra hans testamente 1261, at han havde bygget Karise Kirke i sin egen levetid og at den på testamentets tidspunkt stod foran sin indvielse. Den var virkelig hr. Peders kirke, han omtaler præsten hr. Hemming som „min”.

Ranerne havde deres gårde i en af Sjællands frugtbareste og bedst beliggende egne. Men det er ikke en gammel slægt. Den bemærkes ved 1200-årenes midte, og dens besiddelser går efter 1300-årenes midte over til andre. Faktisk er dens blomstringstid ganske kort og den falder sammen, delvis, med en periode hvor store dele af denne egn stod i pant til fyrst Wizlav af Rügen. Dette pant bliver i øvrigt taget fra ham just i 1315 da det gik hr. Niels Rane så ilde. Var hr. Niels måske blevet fyrstens mand? Der bestod vel en krise mellem fyrst Wizlav og kongen på dette tidspunkt, og hr. Niels' gods er blevet konfiskeret af kongen efter dommen over ham for majestætsforbrydelse, hvis kongen har formået at gøre det.

Sydøstsjælland var i 1200-årenes sidste halvdel blevet nært knyttet til Nordtyskland, særlig i handelsmæssig henseende. Kongemagten havde 1288, eller måske 10-20 år tidligere, grundlagt Køge som købstad for at kunne koncentrere udenrigshandelen dér og tage afgifter af den. Køges kontakt i det nordtyske blev frem for alt Stralsund der ligger på fastlandet lige inden for Rügen. Men udenrigshandelen var endnu ikke snævert knyttet til købstæderne, skønt kongemagten gerne så at det skete. Herremændene i Sydøstsjælland har også selv taget imod tyske købmænd som gæster på deres gårde.

Hr. Niels' gravsten bærer et hastværkets og tilfældighedens præg. Ranerne var en slægt af kongetjenere og godsejere i mindre format. Dens opstigen og fald foregik over så kort et åremål som hundrede år. Men Ranerne bygger på deres gårdkirker efter nyeste udenlandske mønster. Hvad er det for folk? Det unddrager sig vor viden.

Velsagtens er hr. Niels' gravsten udført samtidig med at slægtens position på Stevns var under afvikling. Der kendes en søn, Jens Nielsen af Varpelev, men han er tilsyneladende begravet et andet sted, og det er vel ham der har bestyret afviklingen og i hast fået udført det absolut nødvendige mindesmærke over forfædre begravet her, Rane-slægtens farvel til Varpelev.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Hr. Niels Rane i Varpelev.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig