Indfødsretten

To indbyrdes uforenelige nationale opfattelser var hermed lagt frem. Det blev Eiler Hagerups, der sejrede. Men når den sejrede så hurtigt – og tilsyneladende så fuldstændigt – som den gjorde, skal forklaringen søges i de politiske kriser, der var en følge af Christian 7.s sygdom.

I den korte tid, Struensee var ved magten, fremprovokerede han en national opposition. Og de magthavere, der kom til efter hans fald, havde brug for en national appel, både til at retfærdiggøre deres magtovertagelse og til at befæste deres magtgrundlag.

I oppositionen mod Struensee og i retsopgøret mod ham havde der været klare nationale elementer. Han var en fremmed, der ikke havde nedladt sig til at sætte sig ind i landets forhold; han havde favoriseret fremmede på bekostning af landets egne børn; og han havde åbenlyst vist sin foragt for det danske sprog.

De nye magthavere markerede straks fra starten en demonstrativ danskhed. De gjorde det, fordi det var politisk opportunt. Men for nogle af dem var det andet og mere. Især for Guldberg, der skulle blive den ledende politiker frem til kronprinsens kup i 1784, var danskhed også en hjertesag.

Det nye styre havde en national politik, og det handlede hurtigt. Inden en måned efter paladsrevolutionen blev sprogspørgsmålet løst. I februar 1772 blev det bekendtgjort, at dansk for fremtiden skulle være den politiske ledelses og administrationens sprog i alle sager vedrørende Danmark og Norge, og at dansk – og ikke længere tysk – skulle være kommandosproget i hæren, som det altid havde været det i flåden.

Skolen var næste punkt på det nationale program. Ikke landsbyskolen, for det var der hverken penge eller politisk vilje til, men latinskolen. For det var herfra, universitetet fik de studenter, enevælden skulle bruge i administrationen, kirken og det højere skolevæsen. I 1775 blev dansk gjort til et selvstændigt fag i latinskolerne, og det blev pålagt, at eleverne skulle indpodes kærlighed til fædrelandet.

Samtidig satte styret ind på det punkt, der for enevælden betød mest: den rette ideologi. Kongen herskede ikke kun over Danmark. Han var også konge af Norge, hvor der på det tidspunkt var ved at udvikle sig en norsk patriotisme, som rummede en fare for helstaten, og han var hertug i Slesvig og Holsten, hvor et dansk-tysk modsætningsforhold på det sproglige og kulturelle område ligeledes kunne udgøre en trussel mod helstaten.

For enevælden var det derfor magtpåliggende at udvikle en loyalitet, der ikke kun gjaldt Danmark, men som omfattede hele staten, samtlige kongens riger og lande. Det var for så vidt ikke nyt. Det havde altid været helstatspolitikkens mål. Det nye var, at enevælden søgte at opfange kærligheden til fædrelandet og omformulere det nye begreb til den officielle helstatsideologi.

Guldberg havde blikket åbent for de farer, den frembrydende nationalfølelse i helstatens enkelte dele rummede for enevælden. Det var baggrunden for hans bekendelse: „Ingen nordmand er til. Alle er vi borgere i den danske stat.” For Guldberg var helstaten målet. Midlet var undervisningen af den sociale og kulturelle elites sønner.

Historikeren P. F. Suhm skrev i 1776 med Guldberg som en energisk og skarp censor skolebogen om helstatsfædrelandets fortid: Historien af Danmark, Norge og Holsten, præcis som Guldberg og hans kongelige herskab ville have den. Og lige så positiv over for enevælden og helstatspolitikken var bogen Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere, som Guldbergs unge protegé Ove Malling udsendte i 1777. Mallings bog var opdelt i 18 kapitler, der hver var helliget sin specielle dyd.

Målt i sidetal var Kærlighed til Fædrelandet den største dyd, og i dette og i det efterfølgende kapitel Troskab mod Kongen udlagde Malling historiens sande lære: mænd fra samtlige helstatens dele og fra alle sociale lag havde gennem tiderne udmærket sig ved kongetroskab og fædrelandskærlighed. At lyde kongen var at lyde Gud.

Hermed havde Guldberg nået, hvad han ville. Han havde opfanget det danske borgerskabs nationale selvforståelse og omformet den til enevældens og helstatens officielle ideologi. Han havde gjort det ved at omformulere fædreland til konge og fædreland og ved at definere fædrelandet som samtlige kongens riger og lande.

Slutstenen på hans helstatspatriotiske konstruktion blev lagt på plads med stor højtidelighed på kongens fødselsdag den 29. januar 1776 med loven om indfødsretten, der med uvæsentlige undtagelser gav eneretten til statens embeder til dem, der var født i fædrelandet – vel at mærke i enevældens fædreland.