Indtagelsen af Arkona

Den vendiske fæstning Arkona på øen Rügen, med hovedhelligdom for guden Svantevit, blev erobret af danskerne den 15. juni 1169. Efter et tidligere fredeligt samkvem med naboerne blev venderne i tidlig middelalder hårdt presset fra vest og syd af forskellige tyske folk, der forenede kristen mission med erobring. Borgerkrigene i Danmark indbød venderne til overfald, som først Valdemar og Absalon formåede at modstå, så forsvar kunne vendes til angreb, der især rettedes imod Arkona. En stor del af den gamle venderborg på klintens top er nu styrtet i havet.

.

Helt anderledes hos Saxo. For ham er Absalon intet mindre end drivkraften bag vendertogene i 1160'erne i almindelighed, og bag Arkonas indtagelse og dermed Rügens erobring i særdeleshed.

Arkona var Rügens fæstning og hovedhelligdom for guden Svantevit i form af en billedstøtte i overmenneskelig størrelse med fire hoveder. Da Erik Emune forsøgte at kue de hærgende vender, lykkedes det ham at erobre Arkona; men herredømmet over Rügen gik tabt, da de danske konger bekrigede hinanden.

Under vendertoget i 1169 var kong Valdemar opsat på at få bugt med den afgudsdyrkelse, som Arkona var midtpunkt for. Fæstningen blev omringet og en belejring begyndte.

Saxo skildrer også her Absalon som den, der leder alt. Han er den aktive, mens kongen tøver og lader sig belære og vejlede. Kongen opholdt sig i ro i sit telt, da det afgørende angreb pludselig blev muligt på grund af en brand påsat under et vagttårn. Kongen spurgte Absalon, hvad de skulle gøre. Han undersøgte situationen og meldte resultatet til kongen. På Absalons tilskyndelse befalede kongen angreb, hvorefter han – kongen – satte sig på en stol uden for lejren for at se på kampen.

Således er rollerne stadig fordelt: kongen er usikker, uselvstændig og udenforstående. Absalon er det modsatte, han planlægger, rådgiver og organiserer uden dog at tage aktivt del i kampene, der ender med dansk sejr og Arkonas indtagelse efter kun otte dages belejring. Herefter blev Svantevits billedstøtte omhugget og slæbt ud af byen – på kongens befaling. Templet blev ødelagt og tempelskatten blev udleveret til kong Valdemar. Alle kristne fanger blev frigivet, hedningerne skulle endnu en gang modtage den kristne dåb, og kirker blev beordret opført. Hele det rugenske kongerige sluttede fred med danskerne på omtrent samme vilkår, som ved Arkonas overgivelse. Alle skulle betale skat til den danske konge. Kongen over Rügen, Tetislaw, beholdt sin trone imod at anerkende kong Valdemar som sin lensherre.

Arkonas indtagelse er et højdepunkt i Saxos værk og et skoleeksempel på hans fremhævelse af Absalon på kong Valdemars bekostning. De to stilles i den grad i kontrast til hinanden, at læseren overbevises om, at uden Absalon var det aldrig gået godt. Han kom da også til at nyde sejrens frugter. Paven henlagde Rügen under Absalon og Roskilde Stift, på kongens og ærkebiskop Eskils anbefaling. Den tyske kejser protesterede, fordi Henrik Løve havde bistået ved erobringen. Men paven fastholdt sin afgørelse.

Erobringen af Rügen var ikke afslutningen på venderkrigene. Pommerske fribyttere foretog mange angreb på de danske kyster, så kong Valdemar måtte på flere togter til de pommerske kyster med ledingsflåden, som beboerne på Rügen nu måtte bidrage til med mandskab og skibe. Forsvaret af de danske lande, bælter og sunde styrkedes ved opførelsen af borge. Absalons bidrag bestod i anlæggelsen af den borg, som blev begyndelsen til København. En godsgave fra kongen til Absalon muliggjorde opførelsen i 1167 af et nyt kastel, som blev omgivet af en mur. Det fortæller Saxo – og det bekræftes af de fund af ruiner, som i 1900-tallets begyndelse blev gjort ved genopførelsen af Christiansborg Slot.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Indtagelsen af Arkona.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig