Greenpeace aktionerer i forbindelse med protester mod gensplejsede fødevarer i Århus Havn december 1996. Miljøorganisationer som Danmarks Naturfredningsforening og Greenpeace lærte igennem 1980'erne, at en kombination af lobbyarbejde, medieomtale og god „timing” kunne give gode politiske resultater. I 1990'erne nød de godt af den store politiske opmærksomhed på miljøet. Det kunne dog ikke skjule, at den aktive medlemsopbakning, som havde været deres væsentligste styrke, var for nedadgående. På længere sigt gav det dem dårligere kort på hånden end organisationer, der baserede deres indflydelse på store økonomiske resurser. Danmarks Naturfredningsforening havde på sin højde i 1993 250.000 medlemmer, i 1999 183.000. Greenpeace havde i 1990 40.000 medlemmer, i 1999 1.590.

.

Tre af fagbevægelsens stærke ledere ved Socialdemokratiets landsmøde 1990. Fra venstre Georg Poulsen, Metal, Hardy Hansen, SiD og LO's formand Finn Thorgrimson. Internt i fagbevægelsen var der store spændinger. Blandt de største stridspunkter var tanken om, at der oven på forbundene skulle bygges fem-seks tværfaglige karteller. Hardy Hansen repræsenterede de, som frygtede, at kartellerne ville fjerne for meget magt fra forbundene, mens Georg Poulsen var en varm fortaler for karteltanken. Der blev dannet karteller, men kun CO-industri med en kerne i Metal og nogle SiD-afdelinger blev en virkelig magtfaktor som det faglige modstykke til arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri.

.

I Danmark havde interesseorganisationer i almindelighed nemt ved at opnå indflydelse på de politiske og administrative beslutningsgange. Som partierne stillede de krav til deres omgivelser på vegne af bestemte samfundsgrupper, men uden at stille op til valg. I stedet søgte de indbyrdes meget forskelligartede interesseorganisationer enten indflydelse gennem pression på de folkevalgte, som forhandlingspartnere for disse, eller slet og ret som beslutningstagere inden for afgrænsede områder, hvor forvaltningen var blevet udlagt til en eller flere organisationer i forening.

Især de ældste interesseorganisationer havde på denne måde en betydelig magt. Her var der tale om organisationer med udspring i de gamle samfundsklasser. Fagforeninger for arbejderne og efterhånden også for de øvrige lønmodtagergrupper, arbejdsgiver- og erhvervsorganisationer for byerhvervene og landbrugerorganisationer for landbrugerne. Hovedtrækkene i organisationsstrukturen blev for alle disse bibeholdt i den udformning, den havde haft siden 1920, omend med en stærk centralisering. Inden for LO var der i 1969 60 forbund, i 1979 under 40, i 1987 30 og i 1998 22. På samme måde skrumpede Dansk Arbejdsgiverforenings medlemsorganisationer i samme periode ind fra mere end 200 til 22. I 1989 blev de to største arbejdsgiverorganisationer, Jernets Arbejdsgiverforening og Industrifagene, desuden fusioneret til Industriens Arbejdsgivere. Denne blev i 1992 igen fusioneret med Industrirådet til Dansk Industri, som hermed samlede industriens erhvervs- og arbejdsgiverinteresser til en samlet organisation. Dansk Industri fremtrådte herved så magtfuld, at den på det nærmeste overskyggede DA's betydning.

Til disse gamle klasseorganisationer, hvortil også hørte De Danske Landboforeninger og Dansk Familielandbrug samlet under hovedorganisationen Landbrugsraadet, var der med Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen efter 1970 stødt en anden type interesseorganisering til, i takt med at den offentlige sektor blev decentraliseret. Siden 1950'erne var der desuden kommet mange foreninger, hvoraf nogle påtog sig at kæmpe for pensionister, uddannelsessøgende, patienter med særlige sygdomme og andre grupper af „klienter” til det offentlige system. Andre slog et slag for parcelhusejere, lejere, bilister, idrætsudøvere, eller hvad folk nu kunne forene sig om, og senest var organisationer med et primært politisk sigte som Danmarks Naturfredningsforening også begyndt at presse sig på.

Der var tale om et efterhånden kæmpemæssigt net af interesseorganisationer, og samtidig voksede deres samlede antal medlemmer. LO's medlemstal voksede således frem til 1994, hvor det toppede med 1,5 millioner, samtidig med at Funktionærerne og Tjenestemændenes Fællesråd, FTF, nåede over 400.000 medlemmer og Akademikernes Centralorganisation, AC, nåede 200.000. Tre ud af fire danskere under 70 år var i 1990 medlem af en organisation, der kæmpede for deres indkomstmæssige forhold, enten som lønmodtagere, modtagere af overførselsindkomster eller selvstændige erhvervsdrivende. I gennemsnit var hver voksen dansker medlem af 3,2 organisationer. Det gjorde Danmark til et af verdens mest gennemorganiserede samfund og til et samfund, hvor de demokratiske strukturer formelt set var noget uigennemsigtige. Når organisationsrepræsentanter havde et stort ord at skulle have sagt i lovgivningsprocessen og i lovenes udmøntning, var det naturligvis en udfordring til de folkevalgte, både i Folketinget og på lokalpolitisk plan.

Efter 1980 var der imidlertid tegn på, at organisationernes institutionaliserede magt var for nedadgående. Det var vanskeligt at forklare, hvorfor det gik sådan. En banal forklaring kunne være, at netop væksten i deres antal havde svækket dem. Når flere interesseorganisationer krævede hensyn til hver deres mærkesager, opstod der en vis konkurrence imellem dem, som svækkede indflydelsen. Men der var også tale om politiske beslutninger. Antallet af råd, nævn, kommissioner og andre udvalg med organisationsdeltagelse blev frem til 1995 halveret, og for de vigtige beslutningsforberedende udvalgs vedkommende var der tale om et fald fra omkring 300 til under 100. Selvom organisationernes mere uformelle kontakter til politikere og embedsmænd i samme periode blev flere, tydede det på, at Folketinget og dermed de folkevalgte politikere vandt mere magt, samtidig med at interesseorganisationerne dog fortsat bidrog til at pege på problemer og komme med forslag til løsninger.

Det hørte med til historien, at de forskellige organisationer klarede sig vidt forskeligt. For Kommunernes Landsforenings og Amtsrådsforeningens vedkommende var der snarest tale om en endnu stærkere placering end tidligere, så stærk at politologer indimellem betegnede dem som en slags uformelt andetkammer, dvs. en institution, der var i stand til at forhindre Folketingets beslutninger i at blive ført ud i livet. Grundlaget herfor var, at de kommunale udgifter udgjorde over halvdelen af de offentlige udgifter. I takt med at skiftende regeringer satte ind på at samordne den danske økonomi, blev de kommunale repræsentanter derfor magtfulde medspillere i disse bestræbelser. Uanset deres partitilhør, og det var i praksis stort set altid til Socialdemokratiet eller Venstre, løste de to foreninger deres opgave dygtigt, hvilket ville sige til gavn for det kommunale råderum.

Også de største miljøorganisationer gjorde det godt. De var dygtige til lobbyarbejde og forstod at profitere på den generelt forøgede status, miljøpolitikken opnåede. For arbejdsmarkedsorganisationerne var billedet noget mere uklart. Blandt andet den øgede internationale konkurrrence og den større indflydelse fra EF/EU bevirkede, at de fik mindre indflydelse på den offentlige politiks indhold, simpelthen fordi dele af denne blev dikteret udefra. Til gengæld begyndte de stærkeste interesseorganisationer som en følge heraf også at udføre lobbyisme i EU.

Selve den danske aftalemodel kom også under pres, idet flere politiske beslutninger end tidligere greb ind i forhold, som arbejdsmarkedets parter tidligere selv havde bestemt. For landbrugets vedkommende viste forløbet efter vandmiljøplanens vedtagelse også, at Landbrugsministeriet ikke længere enten kunne eller ville modsætte sig ethvert uønsket indgreb over for erhvervet, og at Miljøministeriet i fremtiden kunne give det alvorlige problemer. I mange organisationer var der desuden en tendens til, at den aktive medlemsinteresse var for nedadgående, samt at de bånd til bestemte politiske partier, som før i tiden nærmest havde været selvfølgelige, blev løsere. Sådanne forhold sammenholdt med dybtgående erhvervsstrukturelle forandringer, som det danske samfund stod midt i, berørte alle, men på forskellig vis.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Interesseorganisationerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig