Jørgen Ottesen Rosenkrantz

Holger Rosenkrantz til Rosenholm, som i året 1600 havde udspurgt Årslev-bønderne om deres underlige syn, tilhørte inderkredsen af de adelige kongemagere.

Rosenkrantzerne var en gammel og vidtforgrenet dansk adelsslægt, der sad inde med store godsrigdomme, og som i tidens løb havde beklædt vigtige statsembeder. Holger Rosenkrantz' fader, Jørgen Ottesen Rosenkrantz, havde siddet i den formynderregering, rigsrådet havde udpeget under Christian 4.s mindreårighed.

Jørgen Rosenkrantz var af den gamle adelsskole. Han havde været modstander af, hvad han senere kaldte „den fordærvelige krig med Sverige”, den nordiske Syvårskrig fra 1563 til 1570. Han havde siddet i rigsrådet under krigen og deltaget i forhandlingerne om dens afslutning. Og efter krigen havde han energisk vendt sig mod alle udslag af det svenskerhad, som kunne tirre rivalen i kampen om herredømmet i Norden.

Jørgen Rosenkrantz værnede om adelsmagten. Som ung havde han været de malmøske borgeres gidsel under Grevefejden, og han glemte det aldrig. Ifølge ligprædikenen over ham skal han have sammenfattet sin levetid fra 1523 til 1596 på denne måde: „Jeg er mæt af dette liv og har haft stor møje derudi. Jeg har længe kendt Danmark både i fred og fejde, når det har ladet både vel og ilde. I Grevens Fejde stod det ynkeligt til her i landet, da adelen var rejst mod bønder og borgere, indtil Gud sendte den salige herre, hertug Christian, som stillede det oprør, og ved Guds bistand kom både religionen og riget på fode igen. Den svenske fejde svækkede riget meget på ottende år, så dersom vi ikke havde haft så gudfrygtig og from en herre konge, da skulle det have stået ilde til her i riget på denne dag, det har jeg set og mærket som gammel mand.”

Jørgen Ottesen Rosenkrantz døde den 9. april 1596, et halvt år før Christian 4. blev kronet og underskrev en håndfæstning helt i den afdøde herremands ånd. Men det uudslettelige indtryk, almuens oprør 60 år tidligere havde gjort på ham, og som endnu på hans dødsleje synes at have præget hans bevidsthed, havde også fået ham til at anlægge sin herregård, Rosenholm på Djursland, i lyset af sin livslange frygt for almuen. Jørgen Rosenkrantz sikrede sit nye herresæde mest muligt, så det kunne modstå angreb fra oprørske bønder, der ikke var udrustet med moderne våben. Både borggården, hvor familien boede, staldgården og avlsgården var hver for sig omgivet af dybe voldgrave.

Inden for den største voldgrav rejste sig et herligt firelænget borgkompleks, endeligt fuldført af sønnen Holger efter faderens død. Tømmer havde man nok af fra de omliggende store skove, arbejdskraften leverede godsets hovbønder og håndværkere, hvis arbejde betaltes med en beskeden løn. Det var straks sværere at skaffe mursten, men bygherren nedrev landsbykirker og holdt sig ikke for god til at gøre indhug i kongens slot, Kalø, hvor han var lensmand, så det ordsprog opstod, at „Rosenholm den røde lagde Kalø øde”. At rosenkrantzerne gik effektivt til værks, fortæller Rosenholms murværk selv. Her finder man adskillige rester af romanske granitkirker, og i den nordlige fløj er der blevet anvendt en ligsten som bygningsmateriale.