Jorden og dens mennesker

"Agerbrug interesserer de sig ikke for, og deres føde består for størstedelen i mælk, ost og kød. Begrebet privat jordejendom kendes ikke, men øvrigheden og høvdingerne bestemmer fra år til år, hvilke og hvor store stykker jord, der skal anvises de enkelte slægter, familier og andre mindre grupper af befolkningen, og lader dem så næste år flytte andetsteds hen. De anfører mange grunde til denne ordning: deres undergivne må ikke få lyst til at blive bofaste og give sig til at drive agerbrug i stedet for at føre krig; de må ikke blive interesserede i at skaffe sig stor landejendom, så at de stærke driver de svage fra deres jord; de må kun bygge boliger, der lige netop kan beskytte dem mod kulde og varme; de må ikke få lyst til at skaffe sig rigdom, som jo altid er årsag til splid; de skal holdes fri for enhver form for ambition, derved at de ser, at selv de mægtigste ikke er rigere end de selv."

Dette er Cæsars beskrivelse af de germanske stammers levevis, som den formede sig i midten af det sidste århundrede før vor tidsregning, men den er også udtryk for romernes egen opfattelse af „den ædle vilde”. Ifølge den romerske teori om kulturudvikling måtte de primitive germanere nødvendigvis leve af jagt. Et manglende agerbrug og en befolkning, der ikke var bofast, forudsatte – eller medførte – at ingen ejede jord eller besad rigdom, og samfundet var derfor gennemsyret af fællesskab og solidaritet.

Endnu mere direkte beskrives et sådant lykkeligt ursam-fund af den romerske filosof Seneca (ca. 4 f.Kr.-65 e.Kr.): „Filosofien har lært os, at styrelsen ligger hos guderne, fællesskabet hos menneskene – det fællesskab, som i lang tid fik lov at bestå ukrænket – indtil havesygen sprængte samfundets sammenhold og blev årsagen til fattigdom selv for dem, det havde gjort rigest. For i samme øjeblik de ville have noget for sig selv, mistede de alt, hvad de havde været fælles om.”

Ifølge den klassiske beskrivelse var det germanske samfund både besiddelsesløst og klasseløst, men alligevel har nogle – efter hvad Cæsar skriver – været mægtigere end andre. Det var blot vanskeligt at se.

Vender vi blikket mod de arkæologiske kilder, vi råder over i dag, er billedet ikke helt så „primitivt”, som Cæsar giver udtryk for, og vi kan med sikkerhed sige, at den germanske befolkning har ernæret sig som bønder, dyrket jorden og haft kvæg på stald. Vi ved også, at befolkningen levede i små landsbysamfund, som i hvert fald ikke flyttede hvert år, men derimod blev liggende på det samme sted igennem generationer. Skete der omflytning, var det hele landsbyen, der rykkede nogle få hundrede meter, mens det stadig var den samme jord, der blev udnyttet.

Alle har dog ikke haft lige meget – gårdene er i hvert fald ikke lige store. Huse uden stald vidner endog om, at nogle måtte ernære sig på anden måde end ved kvægavl. Lå disse huse i nærheden af kysten, kunne man leve af fiskeri, men hørte de til bebyggelsen inde i landet, var beboernes eksistens sikkert knyttet til arbejdet på de større gårde.

Landsbyerne viser, at det økonomiske grundlag for befolkningen ikke var så ensartet, som Cæsar fremstillede det, for nogle havde faktisk mere end andre. Ser vi derimod på gravfundene, fremtræder de – omend med få undtagelser – med den ensartethed, som Cæsar omtaler. Baggrunden var dog næppe, som Seneca mente, at det var de bedste og viseste, der var ledere. De ensartede begravelsesritualer viste snarere, at befolkningen ville markere et fælles tilhørsforhold og en kollektiv identitet inden for slægten eller stammen. Geografiske forskelle tyder dog på, at man også gennem gravritualerne bevidst forsøgte at understrege tilknytningen til en bestemt landsdel, og netop dette træk bliver endnu mere iøjnefaldende i løbet af de efterfølgende århundreder.

På den baggrund må vi gå ud fra, at hele Danmark ved tiden omkring Kr.f. var opdelt i veldefinerede stammeområder som f.eks, kimbrernes i Himmerland, teutonernes i Thy osv. – på akkurat samme måde som de germanske stammesamfund længere mod syd, der kendes fra omtalen hos Cæsar og Tacitus.

Hvorfor fandt denne udvikling sted i løbet af den ældre jernalder? Hvad var baggrunden for, at jord og mennesker nu hørte så uadskilleligt sammen? Svaret er sikkert, at jorden var ved at blive en sparsom ressource, fordi nyt land ikke mere kunne inddrages efter forgodtbefindende – det tyder i hvert fald den nye bebyggelsesform og de ændrede driftsmåder på.

Jernalderens bønder var henvist til at dyrke den samme jord generation efter generation, for der var ikke længere de samme muligheder for at tage uopdyrket land i besiddelse andetsteds. Presset blev derfor større, og landbrugsformen ændrede karakter. Landsbyerne, marksystemerne og staldbruget er de tydeligste udtryk for en vidtgående omlægning af produktionsformen og ændring af livsvilkårene ikke blot i Danmark, men overalt i Nordvesteuropa.

Når der ikke længere var så meget nyt land tilgængeligt, kan det selvfølgelig kun forklares som resultat af en større befolkning og deraf følgende kraftigere udnyttelse af naturen. Årsagerne til denne udvikling var sikkert flere.

Landsbyer grundlægges som aldrig før i disse århundreder, landbruget intensiveres og agersystemer og stalddrift vidner om en ny og mere arbejdskrævende produktionsform. Bebyggelsen ekspanderede fra lette jorder ud på den tungere. Også det fordrede arbejdskraft.

Men ikke overalt kunne jorden i længden bære den nye produktionsform, selv om jernalderens bønder forsøgte at sikre dens ydeevne ved brakperioder og gødning af markerne. Jordforringelse, misvækst og hungersnød indtraf snart i store dele af Vest- og Nordvestjylland og førte bl.a. til kimbrernes og teutonernes udvandring.

Andre steder i landet forsvandt den lysåbne græsningsskov lidt efter lidt, og store områder kom til at henligge som åbne overdrev og dyrkede marker. Den sikkerhed for foder til dyrene, som græsningsskoven havde givet, erstattedes nu i et vist omfang af vidtstrakte engområder.

Men også klimaet spillede ind. Efter nogle fugtige og kølige århundreder i begyndelsen af førromersk jernalder var varme og tørre somre nu ikke længere noget særsyn, og denne ændring af vejret fik konsekvenser for landbruget. Agerbruget blev begunstiget, hvorimod der var brug for større arealer for at skaffe den samme mængde græs til dyrene. Derfor voksede det åbne land, og skoven gik tilbage.

Hele denne udvikling med en voksende befolkning og større græsnings- og markarealer var et resultat af mulighederne i den nye driftsform. Den, som kunne gøde og tilså et større areal, fik en større kornproduktion. Men gødning krævede samtidig meget kvæg, og kvæget krævede pasning, vinterfoder og store græsningsarealer, og flere mennesker blev på den måde inddraget i produktionen. Det er også muligt, at det var et voksende kvæghold, som blev den udløsende faktor i udviklingen; for kvæg gav status og kunne handles. Og meget kvæg gav mere gødning til markerne, men krævede også mere vinterfoder, mere arbejdskraft osv.

Uanset hvad der var den egentlige drivkraft, kunne denne befolknings- og produktionsspiral kun fortsætte der, hvor jordens bonitet var god og skoven stadig rigelig. På de letteste jorder gik det som nævnt galt.

I landsbyerne får den øgede produktion i slutningen af førromersk jernalder som konsekvens, at staldkapaciteten udvides og differentieres. Lade- og avlsbygninger vokser frem, fordi indsamling og opbevaring af vinterfoder bliver afgørende for stalddriften.

I bebyggelsen kan der nu også ses en vis forskel mellem landsbyer, hvis eksistens var baseret på agerbrug og kvæghold som f.eks. Hodde og Borremose, og fiskersamfundene ved kysten som f.eks. Nørre Fjand. De stærkest organiserede og mest „klassedelte” landsbyer er de agerbrugsbaserede, hvor fordelingen af jord og kvæg var nøglen til økonomiske forskelle. De store gårde med det store husdyrhold fik mere ud af græsningsarealerne, mere gødning, bedre mulighed for agerbrug og dermed et større overskud end de mindre. Ved fiskeriet derimod var det sværere at opretholde sådanne monopoler.

Produktionen i nogle landsbyer var efterhånden til mere end eget forbrug, og det gjaldt åbenbart for de enkelte gårde om at vinde hævd på brugsretten til så meget fællesjord som muligt. Selv om jorden var landsbyens, eller for landsbyboerne måske snarere forfædrenes, tilfaldt udbyttet formentlig de enkelte gårde efter hvor meget jord de var i stand til at gøde, tilså og høste. Hvis overskuddet var stort, kunne flere mennesker knyttes til produktionen på de enkelte gårde, udbyttet ville igen stige osv. De begyndende individuelle – og dermed ulige – rettigheder til jorden må have været forankret til og retfærdiggjort i landsbysamfundets idéverden. Hvis denne har svaret til de historisk kendte stammesamfund, spillede forfædrene en afgørende rolle for stammens, landsbyens og den enkelte bondes opfattelse af sin legitime ret til jorden. Den, der kunne producere meget, måtte selvsagt også stå sig godt med forfædrene, da jorden var deres.

Gennem forskellige ritualer, f.eks, i forbindelse med bryllup, begravelse og andre kultiske handlinger, understregede man tilknytningen til de fælles forfædre og dermed retten til det territorium, der var deres, og som man levede på. Det er sikkert denne virkning, der kan ses i de lokale præg og den ensartede karakter, som gravformerne udviser i denne periode. I døden var alle lige, skønt vi har set, at det ikke altid var tilfældet i livet. Nogle udnyttede produktionsoverskuddet til at vise, at de nød forfædrenes særlige bevågenhed og derfor måtte indtage en særlig position i samfundet. En stor del af overskuddet kunne omsættes i fester og gæstebud, ikke blot for landsbyens egne beboere, men også for udefrakommende. På den måde underbyggede lederen sin prestige og skabte respekt om sin person.

Det var dog næppe tilstrækkeligt blot at producere mere end andre for at vise, at man retteligt indtog en særlig position. I en tid, hvor stærk territorial tilknytning var under udvikling, måtte der nødvendigvis opstå øget uro og konflikt. Når store befolkningsgrupper på grund af økologisk krise endog blev tvunget til at forlade deres hjemegn, blev krig og kamp en nødvendig forudsætning for at forsvare stammens eller landsbyens jord, eller det var betingelsen for at tilkæmpe sig nyt land. Krigerens status var derfor høj og helt ulig andres, og når han drog til livet hinsides med sine våben og sit personlige udstyr, kom han til at bryde monotonien i århundreders ensartede gravritualer.

Vi ved ganske vist ikke, om den kriger, der i døden skilte sig ud fra fællesskabet, også i livet indtog en særstilling. Vi ved ikke, om det var ham, der var storbonde i Hodde, men det økonomiske grundlag på den store gård tillod ham og hans sønner at dygtiggøre sig som krigere gennem våbentræning og kamp – og at tage på plyndringstogter, fordi de ikke behøvede at være med i det daglige arbejde.

Var det dem, der brød ud af de hjemlige rammer og kom i kontakt med kelterne? Var det her, de mødte nye ideer og stiftede bekendtskab med helt andre tegn på status end dem, de kendte i deres nordlige hjemegn? Vi ved det ikke. Alt, hvad vi kan se, er, at helten kunne træde ind i dødsriget med det fornemste af alt: guldringe, bronzespande, våben, vogne og andet af fremmed og mytisk herkomst. Den store kriger sluttede sig til sine forfædre med den samme slags pragtgenstande, som han måske selv i levende live havde hjembragt fra det fremmede og tidligere overgivet guderne. På den måde blev myten om de særlige forbindelser mellem stammefolkets forfædre og udvalgte slægter underbygget og holdt i hævd. Offergaver som i Gundestrup, Dronninglund og Dejbjerg eller gravgaver som i Langå og Kraghede var i hvert fald ikke udtryk for den almindelige bondefamilies religiøse univers. De tjente hver for sig til at underbygge en fremvoksende elite, hvis økonomiske grundlag var storgårde som f.eks. Hoddes.

Vi står her med kimen til det germanske krigersamfund og dets nye ledere, krigeraristokratiet, hvis økonomiske grundlag var jorden og kvæget. Gennem myten om de guddommelige relationer skabte denne gruppe en begyndende ny magtbasis, som ikke kunne anfægtes, fordi den blev gjort til en del af universets orden.