Jul i Vallensbæk 1357

Forskelligt i krøniken er åbenbart overvejende fortællestof, og noget kunne, under en behændig fortolkning, udarte til det grovkornede. Det gælder f.eks. en grotesk historie 1357 indledt med optakten „Det år hændte der noget usædvanligt på Sjælland”. Og historien er at der kom „nogen” juleaften til en bonde i Vallensbæk og tog ophold i hans hus. Med sig havde han en ung kvinde, som var synlig, selv var han altid usynlig, han valgte gårdens ovn til sit opholdssted, blev der virkelig en god stund og åd og drak, men ville helst have æg. Og han besøgte flere af bøndernes fester, hvorpå han fortalte sin vært hvad der var foregået, og det kan nok have været ganske broget, på den tid af året. Beretningen om festerne leder lige hen til et andet bærende moment i historien: „Når man spurgte ham om han havde noget med kvinden at gøre, svarede han ja og hun nej.” Det varede indtil slutningen af februar før de fik ham sat på porten og sendt til København, og da afslørede han sit navn Petrus lordanis (Peder Jordanesen). Han havde talt både dansk og latin, men om sig selv oplyste han kun at han var født i Trelleborg og havde gået i skole i Roskilde.

Det har naturligvis normalt været mørkt ved juletid i Vallensbæk. Taskenspillere har haft let ved at stikke ordentlige folk blår i øjnene. Årstiden indbød også, når selve den højhellige juledag var overstået, til løssluppenhed af mange arter. Der var stegt og braset, brygget og bagt i lange tider for at der kunne være nok til julens gæster. I hele juletiden har der været gilde dag ud og dag ind på alle gårdene, med mange forskellige julelege, og hvem der var hvem i den tumult kunne det nok være vanskeligt at konstatere på denne side af helligtrekonger. Men tamperdagslørdag efter askeonsdag, dvs. den 25. februar, gik den ikke længere. Tamperdag, af latin quatuor temporum, fire gange om året, var tingdag for hor og trolddom og andre åndelige sager, så de to delinkventer, den synlige og den usynlige, er nok ekspederet videre til en gejstlig domstol.

Hele historien kan være ganske almindelig markedsgøgl, hentet ud af en eller anden fabulants uudtømmelige repertoire, der altid var parat til at spille på at bønder både er godtroende og mistænksomme, selv om det kun varer en tid. Men historiens forløb, dens tidspunkter og dens personers navne, kan have rummet hentydninger som kun en snæver kreds forstod, måske de samme der vidste hvem hr. Olaf Ebbesens datter var rømt med.

Sandt i historien er måske alene dette at noget sådant var usædvanligt på Sjælland dengang.