Kærlighed til fædrelandet

Men der var andre i 1700-tallets Danmark, der var optaget af de nye begreber: borger og fædreland, og som gjorde sig tanker om, hvad det var, der var fælles for de mennesker, der levede i Danmark. Det var folk, for hvem det ikke længere føltes tilstrækkeligt blot at være den enevældige konges undersåtter.

Deres behov for en selvforståelse, der rakte ud over dagligdagen og dagliglivet, var til dels følelsesmæssigt begrundet, men den afspejlede også helt håndgribelige egeninteresser: de, der var født og opvokset i landet og talte landets sprog, burde have ret til embeder frem for fremmede, de være sig nok så fornemme af fødsel og nok så veluddannede.

Det var i disse borgerlige kredse – frem for alt i hovedstaden, men mod århundredets slutning også i købstæderne – at der gennem 1700-tallet udviklede sig en dansk identitet, som skulle danne grundlaget for det følgende århundredes nationalfølelse og nationalisme.

Denne udvikling var ikke upåvirket af, hvad der i samme tidsrum skete ude i Europa. Det er muligt at påvise indflydelse fra franske og schweiziske forfattere. Og det var et alment europæisk træk, at et fremvoksende borgerskab i sin konfrontation med en aristokratisk elite med et fremmed kulturpræg udviklede en national identitet. Men den danske udvikling synes at være begyndt meget tidligt, og forløbet meget hurtigt og påfaldende selvstændigt.

Grunden hertil skal muligt søges i det forhold, at Danmark modsat de fleste andre europæiske stater allerede var en nationalstat med fælles sprog, historie og religion. Det gav umiddelbart det danske borgerskab et nationalt banner at samles under i kampen mod et aristokrati med et udtalt tysk-fransk kulturpræg. Og den danske enevælde, hvor ingen samfundsgrupper havde politiske særrettigheder, og hvor alle undersåtter principielt stod lige over for monarken, var forholdsvis ubesværet i stand til at give plads for nye klasser og kulturer.

Ludvig Holberg var den første, der introducerede den nationale selvforståelse for en bredere læserkreds. I sine skrifter brugte han selv det nye begreb kærlighed til fædrelandet. Men han nøjedes ikke med at udbrede det nye begreb. Han advarede også mod at lade fædrelandskærligheden udarte til fremmedforagt og fremmedhad.

Holberg var selv alt for fordomsfri til at foretrække udygtige landsmænd for dygtige fremmede. For ham var det afgørende at være en nyttig borger i staten, uanset hvor man kom fra, og hvilken tro man bekendte sig til. Men gennem 1700-tallet kom den nationale bevidsthed til at udvikle sig sådan, at besindige mænd omkring år 1800 fandt det nødvendigt at gentage den menneskekloge gamle barons advarsel.

I generationen efter Holberg tog udviklingen fart. I akademiske kredse studerede man den nationale fortid, samtidig med at man arbejdede på at udvikle det danske sprog til et niveau, hvor det var de europæiske hovedsprog jævnbyrdigt. Men de nye nationale tanker og følelser forblev ikke et snævert akademisk anliggende. De fandt snart vej til et bredere publikum. Der var købere til bøger som Brave danske Mænds og Kvinders berømmelige Eftermæle.

I 1757 begejstredes det københavnske teaterpublikum over det første dansksprogede syngespil Gram og Signe, hvis handling var hentet hos Saxo, og hvis sigte var „fædrenesprogets ære”. Og to år senere godkendte censuren en bog, der forklarede danskerne, hvad deres fædreland var. Forfatteren var den unge teologiske kandidat Tyge Rothe, der netop var vendt hjem fra en flerårig uddannelsesrejse, bekostet af kongen på anbefaling af A. G. Moltke og J. H. E. Bernstorff. Sin bog kaldte han Tanker om Kærlighed til Fædrelandet.

Tyge Rothe ville tre ting med bogen. Han ville forklare, at fædrelandet ikke var, hvor man tilfældigvis var født, men hvor man levede som en nyttig borger og loyal undersåt. Han ville overbevise om, at kærlighed til fædrelandet ikke blot fandtes i de øvre sociale lag, men også i den brede befolkning, hér endda i renere og stærkere form. Og endelig ville han begrunde, hvorfor det var nødvendigt at indkalde og ansætte så mange fremmede i landet.

Bogen blev vel modtaget af Frederik 5.s ministre. Og det ville have været utænkeligt, om censuren havde tilladt et skrift, der hævdede, at fædrelandet var, hvor man var født. Ministrene var nemlig alle født i udlandet. Det samme var de fleste af de mænd, der beklædte de civile og militære topposter, og når kongens undersåtter på rejser i udlandet opsøgte kongens gesandter, var det tvivlsomt, om de ville møde mænd, der kunne – og ville – tale dansk.

Også den administrative og kulturelle elite i Frederik 5.s Danmark var overvejende rekrutteret blandt udlændinge, og landets egne godsejere og storborgerskab tillagde sig deres tysk-franske kulturpræg. Magthaverne kunne derfor kun være tilfredse med den kosmopolitiske ideologi, Rothe forsvarede, og enige med ham i hans advarsel mod at lade kærlighed til fædrelandet udarte til fremmedhad. Samme år, bogen udkom, blev dens forfatter udnævnt til professor ved Københavns Universitet og til lærer for arveprins Frederik.